Tidligere EU-parlamentariker: Dansk europapolitik skal forholde sig til et EU i forandring

Til oktober, under det spanske EU-formandskab, skal EU-lederne på et uformelt topmøde i Granada drøfte det, de kalder ”Absorption Capacity”.

Hvad er det?

Det handler i høj grad om, at der er dybe bekymringer i forhold til, hvad det er for et slags EU, der kommer ud af en så stor udvidelse af medlemskredsen.

Både når det gælder indholdet i samarbejdet, og dermed udgifterne på EU's budget, og de institutionelle rammer, man skal skabe omkring samarbejdet i Unionen.

Udvidelse kan presse EU's budget

Lad os først se på et par af de helt store knaster - EU’s landbrugspolitik og EU's regionalpolitik.

Når det gælder den fælles landbrugspolitik, vil en udvidelse med eksempelvis Ukraine betyde, at der kommer et nyt medlemsland, som har et landbrugsareal på størrelse med hele Italien. 14 procent af hele Ukraines befolkning arbejder i landbruget, og Ukraine vil blive den største modtager af landbrugsstøtte i hele EU.

Der vil medføre et enormt pres på EU's budget.

Der er også et stort pres for at indføre flertalsafgørelser på både forsvarsområdet og den fælles udenrigspolitik.

John Iversen
Senior Advisor, Rud Pedersen

Allerede i dag ser vi, at både Polen og Rumænien er meget skeptiske over for kornsalget fra Ukraine, hvilket presser de to landes kornpriser.

På regionalpolitikkens område vil optaget af lande mod øst og syd alt andet lige betyde enorme overførsler af midler, som i dag går til de nuværende fattige medlemsstater.

Alt andet lige vil en stor udvidelse med en lang række fattigere lande i Øst og Sydøst Europa betyde en voldsom omkalfatring mellem de nuværende EU-lande, og de nye lande når det gælder fordelingen af midlerne fra EU’s budget.

Olaf Scholz sætter fokus på EU's ømme punkter

Men de helt store diskussioner i forhold til det, som EU-diplomater kalder ”absorption capacity”, er udfordringerne i forhold til om en union med op mod 37 lande overhovedet kan fungere.

Her kan man blive klogere, hvis man tager sig tid til at læse Olaf Scholzs tale på Karlsuniversitetet i Prag 29. august 2022.

Det var her, han åbnede for udvidelsen med Ukraine og en række andre lande, og satte fingeren på de ømme punkter.

For hvordan skal en union med op mod 36 til 37 medlemslande træffe beslutninger? Hvordan kan man indrette et Europa-Parlament, som ikke må overstige 751 medlemmer og som samtidig skal have en vis balance mellem indbyggertal og repræsentation? Og hvordan kan man undgå at få en Europa-Kommission med op mod 36 kommissærer - er det muligt, at alle lande bliver repræsenteret i Kommissionen, men samtidig er nødt til dele politik områderne imellem sig?

Danmark inviteres inden for i "vennegruppen"

Spørgsmålet om flertalsafgørelser er helt afgørende. Som Olaf Scholz udtrykte det i sin Prag-tale, så vil ”princippet om enstemmige beslutninger kun virke, så længe behovet for handling er lavt”.

Den tyske kansler er fuldt klar over, at spørgsmålet om flertalsafgørelser er et farligt område, og derfor pegede han i talen på, at man kunne starte med at gennemføre flertalsafgørelser på sanktionspolitikområdet og i forhold til menneskerettigheder.

En markant udvidelse af medlemslande vil betyde store reformer for EU-Parlamentet.

John Iversen
Senior Advisor, Rud Pedersen

Der er også et stort pres for at indføre flertalsafgørelser på både forsvarsområdet og den fælles udenrigspolitik.  

Den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, har sammen med Frankrig, Italien, Spanien, Holland, Belgien, Slovenien, Luxembourg og Finland oprettet det, de kalder en vennegruppe, som alle arbejder for indførelse af flertalsafgørelser i EU. Danmark er inviteret med som observatør.

Når det gælder Europa-Parlamentet, står man også over for markante udfordringer.

En markant udvidelse af medlemslande vil betyde store reformer for Parlamentet. Med 751 medlemmer af Parlamentet er det ikke realistisk at forestille sig en markant forøgelse af antallet af medlemmer.

Derfor vil de nuværende landes antal af medlemmer i Europa-Parlamentet skulle reduceres markant.

Kompromiser skal sikre EU-Kommissionens fremtid

På dagsordenen er også spørgsmålet om EU-Kommissionens størrelse. Indtil 2004 havde de store lande to EU-kommissærer. Nu har alle lande kun en EU-kommissær.

Der er dog meget stor skepsis over for en EU-Kommission med 36 Kommissærer. Allerede i dag er det en offentlig hemmelighed, at det alene er reglen om en kommissær til hvert land, der er baggrunden for mange af de noget perifere ressortområderne i EU-Kommissionen.

Alle kan se problemet med op mod 36 EU-kommissærer med hvert sit ressortområde, men ingen lande er parate til at opgive muligheden for at være repræsenteret der, hvor initiativretten til at fremsætte love i Unionen ligger.

I sin tale i Prag pegede Olaf Scholz på, at hvis man fastholder, at hver kommissær har ansvar for sit eget politiske område, så risikerer man det, som Olaf Scholz kaldte kafkaske tilstande.

Intet tyder på, at man ligefrem vil få en situation, hvor nogle lande ikke er repræsenteret på den ene eller anden måde i EU-Kommissionen. Men der er ingen vej uden om at finde kompromiser, som betyder, at Kommissionen kan fungere og ikke blot udvikler sig til et teknokratisk monster.

Der kan måske findes løsninger, hvor flere kommissærer deler et ressortområde, men det vil blive meget vanskeligt at opfinde og op imod ti nye ressortområder, der er udstyret med kabinetter og medarbejdere, til nye EU-kommissærer.

Tættere samarbejde om forsvar

Lad mig vende tilbage til udgangspunktet, hvor jeg talte om, at døren til Unionen efter Ruslands overfald på Ukraine nu står mere åben tidligere.

I Danmark var regeringen modig, da den sendte forsvarsforbeholdet til afstemning, og nu er Danmark fuldt med i den del af EU-samarbejdet.

Det bliver vanskeligt at overbevise skeptiske danske partier om, at det er på tide at afskaffe vetoretten på en række vitale områder, hvis Unionen skal kunne fungere.

John Iversen
Senior Advisor, Rud Pedersen

Forsvarsområdet vil i de kommende år komme til at udvikle sig dramatisk som emne i Den Europæiske Union, og udfordringerne er store. Der bliver behov for en langt større koordinering landene imellem. I dag er der alt for mange forskellige våbensystemer, som landene hver især helt ukoordineret køber ind af.

Vi har lige fået lidt indblik i den problematik ved indkøbet af Elbit-artilleri og raketkastere.

En institutionel mulighed for bedre koordinering på forsvarsrådet ville være at oprette et selvstændigt råd for forsvarsministre i EU, ligesom man eksempelvis har på landbrugs- og miljøområdet.

Hvis man samtidig kunne indføre flertalsafgørelser på området, ville det være et kæmpe skridt i retning af en egentlig europæisk forsvarsdimension, som også ville være et bidrag til at styrke Nato.

Hvordan når vi frem til det nye Europa?

Mange eurokrater omkring den historiske Belaymont-bygning, som huser EU-Kommission i Bruxelles, får tics og skæve mundvige, når ordet ’traktatændringer’ bliver bragt på bane.

Danmark burde blive ”rigtig” ven med disse lande, som er i gang med at udforme nogle af de vanskelige svar, som skal gøre EU klar til en ny fremtid.

John Iversen
Senior Advisor, Rud Pedersen

Sporene skræmmer. Det Europæiske Konvent var et storstilet forsøg på at lave en helt ny forfatning for Europa med inddragelse af såvel nationale parlamenter, regeringsrepræsentanter, EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet.

Efter halvandet års arbejde fremlagde man et udkast til det, der blev forfatningstraktaten. Den blev så efterfølgende forkastet i både Frankrig og Holland ved folkeafstemninger.

Den manøvre er der ingen, der i dag har lyst til at prøve igen.

En udvidelse tager tid

EU-Kommissionen har forpligtet sig til at aflevere en rapport om udvidelsen i oktober til stats- og regeringsledernes uformelle topmøde i Granada, som finder sted under det spanske EU-formandskab.

Der er også nedsat en tysk-fransk regerings arbejdsgruppe, som undersøger implikationerne for det europæiske samarbejde i forhold til en udvidelse med op mod ti nye lande.

Hvis forhandlingerne om en udvidelse bliver sat i gang fra 1. januar 2024, betyder det selvfølgelig ikke, at det er en proces, der bliver gennemført hurtigt. Det kommer til at tage tid.

Ruslands krig mod Ukraine har åbnet døren på mere end klem, så der er lange udsigter for Ukraines medlemskab af EU. Men processen er i sig selv uhyre vigtig for EU's fremtid.

Derfor er det vigtigt, at Danmarks nye europapolitik tager fat på de store udfordringer, så det danske EU-formandskab, som løber fra 1. januar 2025, har et solidt grundlag at stå på i forhold til de indre reformer af EU, som bliver nødvendige i et EU med op mod 36 medlemslande.

Danmark går offensivt til tidens store udfordringer

Det er et godt skridt, at Danmark nu er observatør i den gruppe af EU-lande, der udgør kernen i samarbejdet. De seks lande, der grundlagde EF i 1950’erne, er alle med. Det samme gælder fire andre lande med blandt andre Spanien og Finland. Denne såkaldte vennegruppe arbejder, som jeg skrev tidligere, for flertalsafgørelser i EU’s ministerråd.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen var med som observatør på et møde i maj i Bruxelles, men han var ikke med på ”vennebilledet”, fordi Danmark ikke er en del af vennekredsen.

Danmark burde blive ”rigtig” ven med disse lande, som er i gang med at udforme nogle af de vanskelige svar, som skal gøre EU klar til en ny fremtid, og svare på spørgsmålet om, om det er muligt at skabe ”absorption capacity”, så EU kan udvides uden at svække Den Europæiske Union.

En ny dansk europapolitik vil være grundlaget for dansk politik på området i en række år fremover. Det er godt, at den nye danske udenrigsminister har valgt en offensiv tilgang til de store udfordringer, som Danmark og de øvrige 26 EU-lande står overfor.

Det bliver et spændende efterår for danske europapolitik.

John Iversen
Senior Advisor, Rud Pedersen

Det bliver ganske givet vanskeligt at overbevise skeptiske danske partier om, at det er på tide at afskaffe vetoretten på en række vitale områder, hvis Unionen skal kunne fungere.

De danske partier bliver nødt til at forholde sig til de spørgsmål, som jeg rejste tidligere i kronikken - hvordan skal en Union med op imod 36 medlemslande træffe beslutninger? Hvordan kan man reformere et Europa-Parlament, som får langt flere medlemslande, men ikke kan få en medlemskreds på mere end de nuværende 751 medlemmer? Og hvordan kan EU-Kommissionen fungere, hvis alle lande stadig skal have en kommissær?

Det bliver et spændende efterår for danske europapolitik.