Kofod: Ukrainernes vej til EU bliver lang, men vi skal hjælpe dem

Udenrigsministeren håber, at det kommende topmøde vil godkende Ukraine og Moldova som kandidatlande. Men der er mange betingelser, der skal opfyldes, før ukrainerne kan komme med i EU, siger Jeppe Kofod under et ministermøde tirsdag.

Danmark støtter "helhjertet" Ukraines EU-kandidatur, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
Danmark støtter "helhjertet" Ukraines EU-kandidatur, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).Foto: Afp/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Danmark og andre EU-lande må hjælpe Ukraine med at udvikle retsstaten og bekæmpe korruption, hvis ukrainerne en dag skal kunne åbne forhandlinger om optagelse i unionen.

Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) under et møde i Luxembourg, hvor han og de andre europæiske ministre diskuterer de anbefalinger om at give Ukraine og Moldova kandidatstatus, som EU-Kommissionen fremlagde i sidste uge.

”Det er godt, og det er noget, som den danske regering støtter helhjertet,” siger udenrigsministeren tirsdag.

Kofod tilføjer, at han på vegne af den danske regering håber at se de 27 europæiske stats- og regeringsledere godkende Kommissionens anbefaling, når de samles i Bruxelles torsdag og fredag.

”Det håber jeg rigtig meget. Det ville være et godt signal til Ukraine i den nuværende situation, så jeg håber, at landene er enige med Kommissionen. Og så skal vi i gang med det hårde arbejde med at lave de nødvendige reformer,” siger Jeppe Kofod.

Europas fattigste og mest korrupte land

Trods megen sympati for det store, krigshærgede land mod øst, har Danmark indtil for nylig været blandt de lande, der var skeptiske over for at stille ukrainerne optagelsesforhandlinger i udsigt.

Også grundlæggerlande som Holland og Belgien, samt de største lande Tyskland og Frankrig var så sent som i marts tilbageholdende med den slags løfter – blandt andet på grund af Ukraines store fattigdom og problemer med korruption.

Ukraine er Europas fattigste land målt i BNP per indbygger, fattigere end for eksempel Albanien, Nordmakedonien og Bosnien-Hercegovina. På organisationen Transparency Internationals korruptionsliste ligger Ukraine nummer 122 ud af 180 lande verden over, lavere end for eksempel Zambia, El Salvador og Sierra Leone.

Ukraine har en befolkning på størrelse med Spaniens, og geografisk er landet større end Frankrig – så det ville blive EU’s geografisk største land, hvis de blev medlemmer af EU. Landet har en enorm landbrugssektor og store tilbagestående regioner.

Ukraine skal have hjælp til reformer

Alligevel er der nu lagt op til at sende ukrainerne et positivt signal, efter at lederne af de tre største EU-lande under et besøg i Kyiv i sidste uge erklærede sig klar til at give kandidatstatus.

Udenrigsminister Jeppe Kofod understreger, at det at blive kandidatland kun er en begyndelse for Ukraine, som vil skulle arbejde hårdt i de kommende år for at leve op til alle EU’s betingelser.

”Betingelserne er de samme, som de altid har været: Velfungerende demokrati, retsstat og reformer, der skal laves. Her vil vi arbejde tæt sammen med ukrainerne for, at de kan nå deres europæiske drømme. Men vejen derhen bliver nok lang,” siger Kofod og peger på landets korruptionsproblemer.

”Fra dansk side har vi også tidligere stået i spidsen for kampen mod korruption. Det vil vi gerne fortsætte med, så vi sikrer, at Ukraine så hurtigt som muligt kommer tættere på de værdier, som de gerne vil være en del af,” siger udenrigsministeren.

Læs også

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

0:000:00