Konsulent: Ja-siden skal overkomme kommunikative benspænd for at afskaffe forsvarsforbeholdet

Udsigten til gevinst er uigennemskuelig, så hvis ja-siden skal overtale tvivlerne inden 1. juni, handler det i høj grad om kommunikation og semantik, skriver Kirstine Bukhave fra Lead Agency og opstiller tre kommunikative behov i den offentlige debat om forsvarsforbeholdet.

Statsminister Mette Frederiksen og ja-siden skal kommunikere klart, hvis ikke de vil efterlade tvivlerne med en skepsis og frygt for at blive bondefanget i en beslutning om vores forsvar og militær, skriver Kirstine Bukhave. — Statsminister Mette Frederiksen og ja-siden skal kommunikere klart, hvis ikke de vil efterlade tvivlerne med en skepsis og frygt for at blive bondefanget i en beslutning om vores forsvar og militær, skriver Kirstine Bukhave.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Kirstine Bukhave

Lead Agency

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ifølge de nyeste målinger er hver tredje dansker i tvivl om, hvad de skal stemme, når vi 1. juni skal tage stilling til det danske forsvarsforbehold. Og selvom det er svært at indrømme, så er jeg én af dem.

Jeg har en kandidatgrad i statskundskab, har undervist i meningsdannelse på Københavns Universitet, er nyhedsnarkoman og er som udgangspunkt EU-tilhænger helt ind til benet. Men på trods heraf er jeg langt fra sikker på, hvor jeg skal sætte mit kryds. Hvorfor er det så svært at vurdere, hvad man bør stemme 1. juni?

Jeg er kommet frem til, at det langt hen ad vejen handler om kommunikation og semantik. Og inden du brækker dig lidt i munden over, hvor forudsigeligt det er, at en akademiker, der til hverdag arbejder som konsulent i et kommunikationsbureau, mener, at alting drejer som om ”ord”, så tillader jeg mig bare at henvise til, at det eneste diskussionen om forsvarsforbeholdsafstemningen handlede om de første mange uger var netop ord. Nemlig formuleringen af selve spørgsmålet.

For mig at se er der særligt tre kommunikative benspænd – og dermed tre kommunikative behov – i den offentlige debat om forsvarsforbeholdet: definitionen af en hær, glidebaneargumentet samt spørgsmålet om tillid og risikovillighed.

Forbehold for at bevare suveræniteten

Den første udfordring handler om det faktum, at debatten om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet ofte bliver til diskussionen om, hvorvidt et "ja" er ækvivalent med et tilsagn til en fremtidig EU-hær.

Det kommunikative råd til ja-sigerne må derfor være: Lad være med at bide på krogen, når nej-siden igen og igen forsøger at få afstemningen til at handle om ”hær versus ikke-hær”.
Kirstine Bukhave
Konsulent, Lead Agency

Et argument som nej-siden ofte bringer frem, som en slags ”trussel” mod vores mulighed for at bestemme over egne danske tropper i EU-militæraktioner ude i verden.

Til det svarer ja-sigerne, mens de henviser til Lissabontraktaten, at en decideret fælles hær aldrig har været på tale, alt imens Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, kludrer rundt i formuleringerne og sætter skub i spekulationerne om et fremtidigt plot om at nedlægge veto-retten på EU’s militære område.

Og så ender debatten med en semantisk diskussion om, hvad den ene og den anden lægger i begrebet ”en fælles hær” versus ”en fælles indsatsstyrke”.

Lad være med at bide på krogen

Men hvorfor er det afgørende for vores – vælgernes – forståelse, hvilken betegnelse politikerne bruger? Det er det, fordi ord som ”hærenheder”, ”militærindsatser” og ”soldater” giver associationer til det voldsmonopol, som vi i vesten forbinder med nationalstatens suverænitet.

En suverænitet som vi i Danmark særligt værner meget om, og som derfor kan blive afgørende for den måde, vi opfatter konsekvenserne af afstemningen om forsvarsforbeholdet.

Det kommunikative råd til ja-sigerne må derfor være: Lad være med at bide på krogen, når nej-siden igen og igen forsøger at få afstemningen til at handle om ”hær versus ikke-hær”. Det er faktisk slet ikke relevant at tale om en hær eller ej, når det kommer til forsvarsforbeholdet. For det, vi stemmer om, er ikke (endnu) et spørgsmål om suverænitetsafgivelse.

Alle de semantiske diskussioner om, hvorvidt en hær er det samme som en indsatsstyrke og om danske soldater må lade livet i Afrika mod deres vilje mudrer bare billedet. Og det er en øget kompleksitet, som debatten langt fra har brug for.

Læs også

Tidligere Nato-ambassadør: Vi har overset et afgørende aspekt af Finland og Sveriges Nato-medlemskab

Debat

Garantier skal imødekomme usikkerheden

I december 2020 udtalte daværende forsvarsminister, Trine Bramsen, i en debat på dk4 om Danmarks position på forsvarsområdet i EU: ”Bekymringen er ikke de missioner, der er lige nu i EU. Det er, hvad det kan udvikle sig til på den lange bane”.

Inden for politisk kommunikation taler man ofte om, at frygt er en af de stærkeste strenge at spille på, når man skal argumentere for noget.
Kirstine Bukhave
Konsulent, Lead Agency

Vi kan altså ikke regne med, at det, vi siger ja til i EU i dag, indebærer det samme i morgen. Et argument, regeringen dog efterfølgende har trukket gevaldigt i land på, som særligt gør sig gældende på nej-siden.

Særligt Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, ynder at fremhæve, hvordan vi gang på gang er blevet ”taget ved næsen” af EU og pludselig har befundet os i en situation, hvor vi ikke længere selv kunne bestemme over vores politik.

Et argument som taler direkte til den store del af befolkningen (52 procent ifølge Tænketanken Europas analyse af danskernes holdning til EU fra 2019), som er bekymrede for en øget suverænitetsafgivelse til EU.

Og selvom ja-siden henviser til Lissabontraktatens artikel 31, styk 4, om behovet for enstemmighed, når det kommer til militære anliggender i EU – en enstemmighed som man forsikrer os om aldrig vil komme på tale – så er det svært at argumentere imod frygt.

Modet til at modsvare

Inden for politisk kommunikation taler man ofte om, at frygt er en af de stærkeste strenge at spille på, når man skal argumentere for noget. Mennesket er tryghedssøgende af natur. Og hvis der er bare den mindste risiko ved at afskaffe forbeholdet, er det så ikke bedre at holde sig på den sikre side?

Det, der er brug for her, er modet til at modsvare usikkerheden med det eneste, der er stærkere end frygt: gennemsigtighed og garantier. Ja-sigerne er simpelthen nødt til at kunne diske op med stærkere argumenter, når det kommer til angsten for en militær glidebane udenfor dansk kontrol i EU, end at sige ”Jamen, det kommer bare ikke til at ske. Punktum”.

Danskerne – og særligt tvivlerne – har brug for, at ja-siden tør lægge hovedet på blokken og blankt erkende den risiko, som frygten udspringer fra og dernæst komme med håndfaste, konkrete garantier til befolkningen – men det starter med en anerkendelse af den reelle, og altså ikke fuldstændigt virkelighedsfjerne, bekymring, som nogle af os sidder med.

Danmarks plads ved det militære bord i EU

Jeg får lidt flashback til 90'er-klassikeren Zappa og det ikoniske citat ”Du vil jeg gerne være med i hulen, ikk' Mulle?”, når jeg hører fortalerne for en afskaffelse af forsvarsforbeholdet.

Danskerne har brug for klar tale, og lige nu er nej-sidens argumenter om risikoen for at miste kontrol langt stærkere end de lidt uigennemskuelige udsigter til gevinst ved en ophævelse af forbeholdet.
Kirstine Bukhave
Konsulent, Lead Agency

Når statsminister Mette Frederiksen taler om, at vi skal være med ”helhjertet og fuldtonet uden forbehold” og ja-siden snakker om, at det er altafgørende, at vi får en ”plads ved bordet” i EU, når det kommer til forsvar og militær, så føles det næsten som om, at det er mig, der er idiot, hvis jeg bare er det mindste i tvivl om, hvad jeg stemmer 1. juni.

Og selvom det ikke er en skovsnegl, jeg skal spise, så kan jeg bare ikke lade være med at blive lidt mistænkelig, når det åbenbart er så klokkeklart, at vi bør sidde med ved det militære bord i EU – et bord, som nej-sigerne i øvrigt påstår, vi allerede sidder ved.

I øvrigt bliver skepsissen ikke mindre af, at hele grundlaget for overhovedet at foretage denne afstemning om forbeholdet konsekvent – særligt af regeringen – kædes sammen med krigen i Ukraine, som både er et meget tvivlsomt argument, og som samtidig bare understreger fornemmelsen af at blive bondefanget lidt i en beslutning, man ikke rigtig kan stille sig kritisk overfor.

Opfattelsen af succes og tab

Som jeg ser det handler det om, hvorvidt man opfatter afstemningen om forsvarsforbeholdet som en mulighed for at få noget – såsom indflydelse, medbestemmelse og ikke mindst vores nabolandes agtelse – eller en risiko for at miste noget – såsom suverænitet og direkte kontrol.

Og indtil videre er ja-siden ikke umiddelbart stærke nok til at forklare, hvorfor investeringen i tillid til EU vil give bedre end status quo. Det er ikke nok at tale om ”international politisk goodwill” og ”det stærke politiske signal” overfor vores nabolande.

Danskerne har brug for klar tale, og lige nu er nej-sidens argumenter om risikoen for at miste kontrol langt stærkere end de lidt uigennemskuelige udsigter til gevinst ved en ophævelse af forbeholdet.

Så altså, kære ja-side: Vi er mange, som hjertens gerne ville følge trop og holde EU-fanen højt – også, når det kommer til forsvarspolitikken. Men det er altså svært at forstå, hvad I siger, når I har så meget uld i munden. Det er og bliver den klare kommunikation, som kan overbevise tvivlere som mig selv. Vi kan godt klare sandheden om EU. Det er bare svært at få øje på den lige nu.

Læs også