Anmeldelse af 
Esben Schjørring

Krastevs coronabog udpeger fremtidens vigtigste tendenser

ANMELDELSE: Den bulgarske politiske tænker Ivan Krastev er tilbage med et essay skrevet fra og om coronakarantænen. Der er fart over feltet, og undervejs får han udpeget de vigtigste tendenser, vi skal holde øje med i fremtiden. 

Krastevs nye bog om coronakrisen fungerer fint som introduktion til hans underfundige greb om politik, skriver Esben Schjørring. 
Krastevs nye bog om coronakrisen fungerer fint som introduktion til hans underfundige greb om politik, skriver Esben Schjørring. Foto: Vladimir Gerdo/TASS/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Esben SchjørringAf Esben Schjørring
Magasinredaktør, Altinget 

Den italienske politiske tænker Antonio Gramsci satte engang den politiske krise på formel. ”Krisen består i, at det gamle ikke vil dø, og det nye ikke kan fødes; i den mellemliggende periode optræder der en mængde morbide symptomer,” skrev han.  

Gramsci tænkte mest på sin samtids intense politiske og sociale forvirring efter Første Verdenskrig. Men beskrivelsen af, hvordan en krise kan strække sig over mange år med alle mulige udtryk, og ikke, som man skulle forvente, hurtigt lede frem til et svar, er levedygtig her næsten 100 år efter.  

Corona har intensiveret både globaliseringen og modstanden mod den. 

Esben Schjørring

For dem mellem 30 og 40 år i dag, har samfundet været defineret af en sær dobbelthed: På den ene side er velstanden vokset, og teknologien har taget et kvantespring, på den anden side hjemsøges vi af kriser, der kommer som chok. 9/11, finanskrisen i 2008 og flygtningekrisen i 2015.  

De to tendenser har et fælles udspring i globaliseringen, der på den ene side har gjort varer, teknologi og rejser billigere og lettere tilgængelige, og på den anden side udgør en infrastruktur for samfundsfænomener, der udfordrer de politiske institutioner og truer deres legitimitet.

Det er derfor, den globaliserede tidsalder på én gang kan føde Barack Obama og Donald Trump, Emmanuel Macron og Matteo Salvini – på én gang det tysk-franske forslag om en begynde føderalisering af europæisk finanspolitik og brexit.

Såvel dem og det, der inkarnerer løfterne om globaliseringen som fremskridt, og dem og det, der inkarnerer modstanden mod globaliseringen og dens medfølgende kontroltab. Måske ikke (alle sammen) morbide symptomer, men taget under ét udtryk for, hvor modsætningsfyldt vores samtid er. 

Det seneste globaliseringschok er covid-19-krisen. Og spørgsmålet er, om den bringer os tættere på en afklaring af kampen mellem globalisering og afglobalisering.  

Efter endt læsning af den bulgarske politiske tænker Ivan Krastevs essay 'Hvornår er det i morgen? Pandemiens paradokser', der netop er udkommet på Informations Forlag, er svaret, at det er vi i den forstand, at covid-19 har tydeliggjort, hvad det hele egentlig handler om. 

EU får ny kraft fra afglobaliseringen 
Krastev er efterhånden veletableret som en væsentlig public intellectual, og 'Hvornår er det i morgen?' er klassisk Krastev. Med et konstant blik for krydsfeltet mellem psykologi og politik og en forkærlighed for at finde paradokser og selvmodsigelser krydser han sig vej frem til en skitse af Europas politiske situation og skæbne. Som altid med Krastev går det indimellem meget stærkt, men der er – ligesom altid – også meget at hente.  

Ved at se coronakrisen som endnu en i en række af globaliseringskriser opnår han en vægtforskydning, der rykker covid-19 ud af en ren sundhedspolitisk ramme og åbner for at se den ”som en forstærker, ikke disruption”, som han skriver.  

Corona har intensiveret både globaliseringen og modstanden mod den. Vi har både fundet os og selv og hinanden i den samme situation på tværs af grænser og forskanset os i hver vores nationalstat. EU er både blevet klædt af som potent politisk institution og har med coronafonden, som har været lige på trapperne, inden Krastevs essay blev skrevet, fornyet sig. 

Krastevs pointe er, at intensiveringen af paradokserne og modsætningerne også har ført os frem på grænsen af en ny tilstand.

Ja, coronakrisen har ”genetableret territoriet både som beslutnings- og handlingsrum” – om end ikke efter nationalkonservatismens værdikampsskema, der arbejder med et ’os over for dem’, men som et ’vi’, der passer på hinanden.  

Men som spørgsmålet om genopretningen af økonomien har taget dagsordenen, har europæerne – og det gælder jo også den ellers EU-skeptiske danske regering – også indset, at ”deres eneste adgang til beskyttelse er den form for protektionisme, de nyder godt af ved at slutte sig sammen med resten af kontinentet”. 

Sådan kan vi være på vej ind i et nyt paradigme, hvor brændstoffet i EU's udvikling mindre er en ideologi om globaliseringens lyksaligheder, som det er et pres fra det, Krastev kalder afglobalisering – et begreb, der ikke kun dækker over nationalstaternes genkomst, men det tiltagende sammenbrud i forholdet mellem USA og Kina, og USA's manglende lyst til at formulere et globalt politisk lederskab. 

”EU har altid været globaliseringens kærlighedsbarn, men det er truslen fra afglobalisering, der måske vil medføre konsolidering og tættere samarbejde,” skriver han. 

Det har længe været den franske præsident, Emmanuel Macrons, pointe – indfanget i idéen om et ”Europa, der beskytter” – og med coronafonden er Angela Merkel endelig hoppet med på vognen. Og lige her virker coronakrisen faktisk, som om noget afgørende nyt er ved at fødes. 

Borgerne fik ny magt 
Det er den mest interessante pointe i 'Hvornår bliver det i morgen?', og lige her er det faktisk ærgerligt, at Krastev ikke har fået det tysk-franske forslag med, for det havde måske ansporet til at lade den del af analysen fylde endnu mere.  

I stedet gør han sig flere interessante og underfundige iagttagelser. Især da han tager tråden op fra sin seneste bog, 'The Light That Failed', og ser på kopiering og sammenligning som drivende politiske faktorer i nedlukningen af verdens samfund, er der noget at komme efter. 

”Paradokset ved coronakrisen er, at den har bemyndiget regeringerne med ekstraordinære magtbeføjelser, men samtidig har den givet borgerne en magt ved at sætte dem i stand til at bedømme, om deres regering klarer sig bedre eller dårligere end andre.” 

Det er en god pointe. Det var ikke kun staterne, der tiltog sig en vidtrækkende magt under corona; den globale offentlighed gav også befolkningerne en magt og kontrol, som politikerne var nødt til at reagere på. Man lukkede ned – ikke fordi man vidste, at det virkede, men fordi man ikke vidste, hvad der virkede. Og ingen – måske bortset fra den svenske regering – ville anklages for at have gjort for lidt.  

Men sammenligningen virker også den modsatte vej, og helt profetisk forudsiger Krastev, hvordan de forskellige genåbninger af samfundene fører til pres på regeringerne: Hvis man holder ferie i Oslo, hvorfor ikke i København? Og hvis danskerne åbner for skolerne, skal Norge så ikke følge trop nu? 

Og dermed lægger Krastev også mærke til, hvordan fortællingen om corona bevæger sig fra sammenslutning og konsensus til fragmentering og forvirring. 

”På et tidspunkt vil en borger, der i pandemiens tidlige stadier fik magt ved at kunne sammenligne regeringens præstationer med andre regeringers, begynde at føle sig forvirret og magtesløs. På det tidspunkt vil frygt vige for vrede i samfundsstemningen.”  

Det er der, vi har været i et stykke tid. 

Hurtige bøgers udløbsdato 
'Hvornår er det i morgen?' er 100 sider skrevet til tiden. Det gør, at den skal læses nu (!), for den er så tæt bundet op på aktuelle forhold, at den hurtigt vil blive forældet. I hvert fald i en dansk kontekst, hvor karantænen har været ophævet i et stykke tid.  

Jeg ved ikke helt, om det trækker decideret fra, for på mange måder er Informations Forlags strategi med at udgive hurtigt og udgive hurtigt læste bøger virkelig et meget velkomment initiativ. Mere hellig er bogen heller ikke. Men man kan også udgive for tæt på de politiske begivenheder, og 'Hvornår er det i morgen?' balancerer lige på den grænse.  

På den anden side er der masser af gode begreber at tage med sig videre uanset hvad – for eksempel begrebet nostalgipandemi – og 'Hvornår bliver det i morgen?' fungerer også fint som introduktion til Krastevs underfundige greb om politik. 

'Hvornår er det i morgen? Pandemiens paradokser', Ivan Krastev, udgivet på Informations Forlag, 109 sider, 199,95 kr.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Schjørring

Politisk redaktør, Altinget
cand.mag. i filosofi (Københavns Uni. 2008)

Ivan Krastev

Leder, Center for Liberale Strategier, Sofia
Politologi (Sofia Uni.)

0:000:00