Løkkegaard: Lektien fra coronakrisen bør lukke munden på EU-skeptikere

Mange har forsøgt – og forsøger til stadighed – at lægge planer og strategier i politik, og det gælder i særdeleshed EU-politik.

Og intet sted kan man konkludere mere klart, at virkeligheden hele tiden trænger sig på og ødelægger de selvsamme tidsplaner, handlemuligheder og politiske prioriteringer. Således også – og i særdeleshed – de sidste to et halvt år i Europa-Parlamentet.

Europa-Kommissionen under Ursula von der Leyen lagde ellers hårdt fra land i efteråret 2019 med store ambitioner og en forfriskende anderledes horisontal tilgang til de store politiske udfordringer på klima, digitalisering med mere. Og knapt var programmet fremlagt, før et par flagermus i Wuhan ændrede alting. Covid-19 var en kendsgerning.

Kriser fører til tættere samarbejde i EU

Der er flere vigtige læringer at gøre sig om de efterfølgende to et halvt år:

• Det er evnen til at håndtere kriser og tilpasse sig som fællesskab, der er afgørende for, om vi stadig har et EU i fremtiden. Kigger vi tilbage på de sidste mange år, har vi i Europa – og dermed også i EU – vandret fra krise til krise, og borgerne har bedømt samarbejdet efter krisehåndteringen under både Finanskrisen, terrorangrebene, flygtninge- og migrantkrisen og Covid-19 pandemien.
  
  
• Det er de selvsamme globale kriser, som understreger EU's betydning og skaber legitimiteten. Man kan godt tillade sig at konkludere, at uden kriser ville EU ikke tage de spring fremad i integrationen, som under normale forhold er meget vanskelige at få skabt støtte til.

Eksempel: Da Europa oplevede kogalskab tilbage i starten af årtusindet, fik EU-samarbejdet meget hurtigt skabt enighed om et veterinærberedskab i verdensklasse. Kloge hoveder konkluderede allerede dengang, at det ville give megen mening, hvis fællesskabet fik etableret et tilsvarende beredskab for pandemier blandt mennesker.

Men – næ, nej – det mente tyskerne sagtens, at de enkelte medlemsstater kunne tage sig af. National suverænitet og alt det der… Små 20 år senere rammer Corona-pandemien så (WHO havde forudsagt en pandemi allerede flere år før), og alle er selvfølgelig helt uforberedte, panikken breder sig, tusinder dør, og samarbejdet knager gevaldigt, før fornuften sejrer endnu engang: Nu er det fælles beredskab i fuld gang med at blive opbygget, og en fælles vaccinestrategi er nu – efter flere fodfejl – verdens mest succesrige.

Andre eksempler står i kø.

Coronakrisen bør lukke munden på EU-skeptikere

Dette grundvilkår – virkelighed og krisehåndtering – ændrer forunderligt nok ikke på EU-samarbejdets ”motorgang”; altså det rolige, daglige politiske maskinarbejde. Covid-19-stormen og den voldsomme politiske bølgegang, den har medført i alle medlemslande har ikke ført til fundamentale ændringer i Kommissionens agenda og planer – og dermed også parlamentets ditto. Højst en lettere forskudt tidsplan.

For os i parlamentet betyder denne rolige motorgang, at vi, trods vanskelige arbejdsvilkår under Corona, har haft gang i lovmaskinen og proceduren med vores tusinder af ændringsforslag.

Morten Løkkegaard
MEP (V), næstformand, Renew Europe

Tre eksempler: Klima-ambitionen, hvor det er lykkedes at få vedtaget et historisk CO2-målsætning og en egentlig klimalov, og hvor man lige nu er i gang med det store, rituelle slagsmål om betalingen af regningen for al det grønne. Budgettet – ud over de monsterstore Corona-hjælpepakker, har man også lige fået vedtaget et 7-års budget – ovenikøbet med en indbygget retsstatsmekanisme til at komme efter Polen og Ungarn.

Og endelig digitalisering, hvor den store DSA/DMA-pakke med forholdet til tech-giganterne nu ser ud til at blive vedtaget langt før forventet, fordi franskmændene ønsker sig en blomst i knaphullet under deres formandskab efter nytår.

For os i parlamentet betyder denne rolige motorgang, at vi, trods vanskelige arbejdsvilkår under Corona, har haft gang i lovmaskinen og proceduren med vores tusinder af ændringsforslag. Og det har (be)vist, at EU som arbejdsfælleskab er ekstremt robust – også meget mere end mytologerne og populisterne ynder at fremstille det.

Det er også forklaringen på, at Brexit aldrig blev mere end…Brexit. Alle andre, inklusive Polen og Ungarn, er for længst videre….med at reformere, omfordele og så videre.

Seks mærkesager frem mod 2024

Nu tager vi så snart fat på den sidste halvdel af mandatperioden, og der bliver masser af politik at forholde sig til, store lovpakker, der skal vedtages inden maj 2024.

Seks dagsordener har mit fokus:

• Cybersikkerhed og kampen mod hybride trusler
  
  
• Retsstaten (værdierne) i medlemslandene
  
  
• Klimakampen i EU
  
  
• Et fuldent, fælles indre marked
  
  
• Migrationstruslen ved den ydre grænse
  
  
• Modstand mod en social union

Retsstaten i medlemslande

Alt for længe har lande som Polen og Ungarn undermineret retsstaten og styrket den politiske indflydelse på retssystemet i direkte strid med EU’s fundamentale regler. Derfor er det på tide, at EU omsider siger stop. Netop dét er en af de vigtigste kampe, jeg kommer til at dedikere mig til i de kommende år.

I et år har EU-Kommissionen undladt at bruge det nyeste våben mod medlemslande, der overtræder vores fællesregler: Retsstatsmekanismen, der kan lukke strømmen af EU-støtte til disse antidemokratiske regeringer.

Forhåbentligt vil vi se en hårdere kurs mod den ungarske og polske regering fra statsminister Mette Frederiksen, som indtil nu kun har vist en tøvende tilgang til EU's autokrater.

Morten Løkkegaard
MEP (V), næstformand, Renew Europe

Venstre har sammen med vores liberale, politiske familie i Europa-Parlamentet, Renew Europe, forsøgt at presse Kommissionen til handling. I efteråret lagde parlamentet sag an mod Kommissionen for ikke at have aktiveret retsstatsmekanismen over for Ungarn og Polen trods åbenlyse brud på fællesskabets regler.

Og indtil Kommissionen stopper pengestrømmen til regeringerne i de to lande, vil Venstre og den liberale gruppe fortsætte presset.

Forhåbentligt vil vi se en hårdere kurs mod den ungarske og polske regering fra statsminister Mette Frederiksen, som indtil nu kun har vist en tøvende tilgang til EU’s autokrater.

Klimakampen i EU

Det lykkedes allerede i 2020 at få løftet EU’s klimaambitioner for 2030, og nu skal parlamentet være med til at beslutte, hvordan fællesskabet når målet om at reducere CO2-udledningen med minimum 55 procent inden næste årti.

Venstre kæmper blandt andet for en fair byrdefordeling mellem medlemslande. Alle er nødt til at gøre en indsats. Lige nu trækker lande som Danmark det tungeste læs, men hvis vi for alvor vil have begrænset det europæiske klimaaftryk, skal alle medlemsstater bidrage.

Ligeledes arbejder Venstre for at hæve målet for mængden af vedvarende energi i EU samt inkludere vejtransport- og skibstrafik i EU’s CO2-kvotehandelssystem.

Et centralt fokus for mig bliver desuden New European Bauhaus, der er EU’s projekt for at skabe større folkelig opbakning til den grønne omstilling ved at give den et særlig europæisk udtryk. Vi skal sikre dansk indflydelse på, hvilke grønne projekter der kan modtage EU-midler samt det særlige blåstempel under Bauhaus-projektet.

Et fuldent, fælles indre marked 

For Venstre er det en konstant prioritet at styrke det indre marked for europæisk erhvervsliv og for EU-borgere. Det handler både om at skabe bedre forbrugerbeskyttelse, flere arbejdspladser og vækst ved at udnytte det økonomiske milliardpotentiale i EU’s indre marked.

Faktisk kan vi booste den corona-ramte økonomi i EU med 300 milliarder euro om året, bare ved at gennemføre de fælles regler for salg af services på tværs af landegrænser. Et beløb, der næsten svarer til halvdelen af fællesskabets kæmpe corona-genopretningsfond.

Problemet er, at flere medlemslande bevidst halter bagefter med at implementere lovgivning for at afskærme deres virksomheder for konkurrence fra blandt andet danske virksomheder. Vi skal hurtigst muligt presse tilbageholdende medlemslande til at overholde reglerne.

Det nuværende migrationspres, kombineret med en stigende risiko for klimaflygtninge, understreger behovet for at finde en løsning til at lukke den ydre grænse.

Morten Løkkegaard
MEP (V), næstformand, Renew Europe

Derudover arbejder jeg for at sikre, at forbrugere får bedre mulighed for at få repareret produkter, og at online markedspladser som Amazon og Wish kan holdes ansvarlige for produkterne, som europæere køber på deres platforme.

Migrationstruslen ved den ydre grænse

Den humanitære katastrofe i Afghanistan, der fulgte Talibans magtovertagelser, kickstartede en ny bølge af migranter, som søgte mod Europa. Det nuværende migrationspres, kombineret med en stigende risiko for klimaflygtninge, understreger behovet for at finde en løsning til at lukke den ydre grænse.

For at sikre den frie bevægelighed mellem medlemslande er vi nødt til at have styr på migrationsstrømmen.

Derfor vil det fortsat være vigtigt for Venstre at sørge for, at EU’s grænsevagt udvides og styrkes hurtigst muligt, og at fællesskabet får et fungerende system for at hjemsende migranter, der ikke har ret til asyl, og som alt for ofte forbliver ulovligt i medlemslande.

Modstand mod en social union

Venstres kamp mod det konstante pres fra lande, som ønsker, at EU skal bevæge sig mod at blive en social union, fortsætter.

Umiddelbart kan det synes sympatisk, at EU løfter en socialpolitisk agenda, men det løser på ingen måde de reelle udfordringer i medlemslandene. Socialpolitiske problemer løses bedst nationalt.

Landenes sociale hovedpiner er for forskellige til EU-løsninger – og ansvaret hviler på nationale regeringer, som kender problematikkerne i dybden.

Præcis derfor kommer Venstre til at modarbejde alle forslag, der skubber EU mod en social union, og som risikerer at udhule den danske velfærd, som vi betaler en meget høj skat for at bevare.