Analyse: Løkkes udenrigspolitik er mere diplomati end politik

ANALYSE: Striden om FN's migrantpagt er endnu et eksempel på, at diplomatiske hensyn ofte vejer tungere end det politiske og ideologiske indhold i den danske udenrigspolitik.

Hvorfor underskriver regeringen en FN-pagt, der ikke flugter med dens egen udlændingepolitik?

Det spørgsmål har Dansk Folkeparti med stigende volumen stillet i de seneste uger, men onsdagens forespørgselsdebat i Folketinget gav ikke noget klart svar.

Det var på mange måder en syret debat, hvor en lettere vrissen statsminister skulle parere angreb fra støttepartiet Dansk Folkeparti, mens han modtog roser fra SF, Enhedslisten og Radikale. En på alle måder ubekvem situation for Lars Løkke Rasmussen (V).

Socialdemokratiet leverede en halvhjertet støtte til underskrivelsen af FN-pagten, men forsøgte ellers at ligge i læ. I stedet drillede socialdemokraterne regeringen med, at den ikke kan blive enig om, hvilken minister der skal sendes ned for at underskrive aftalen. Det er der tydeligvis ingen ministre, der har overdreven lyst til.

Migration ses kun som positivt
Der er bred enighed om, at migrantpagten ikke er juridisk bindende, og påstandene om, at pagten vil tvinge Danmark til at modtage en flodbølge af nye indvandrere holder ganske enkelt ikke. Men det har ikke fået kritikken til at forstumme.

Statsministeren er decideret irriteret over kritikken, som han mener, bygger på misinformation. Men Løkkes egen argumentation er langt fra stilren.

Løkke forventer, at pagten giver Danmark fordele, fordi den pålægger landene at modtage deres egne statsborgere – og dermed vil gøre det lettere at hjemsende afviste asylansøgere og udviste kriminelle.

Samtidig erkender Løkke, at der er elementer i pagten, som ”den danske regering ville have formuleret anderledes, hvis den selv kunne bestemme”.

Frem for alt har pagten en meget positiv grundtone over for indvandring, der fremstilles som noget der kun er en fordel for alle parter. I den engelske tekst lyder det således: "We recognize that it (migration) is a source of prosperity, innovation and sustainable development in our globalized world." Altså indvandring som kilde til velstand.

Det fremgår også, at multikulturelle aktiviteter skal understøttes. Endelig er der en kryptisk formulering om, at støtten skal tages fra medier, der ”udbreder intolerance over for migranter”.

Derfor agter regeringen at afgive en såkaldt stemmeforklaring, der skal slå fast, hvordan Danmark tolker pagten.

Logisk brist
Statsministeren har gentagne gange pointeret, at Danmark ikke kan blive tvunget til at rette sig efter de ting, man er uenig i. Fordi pagten netop ikke har juridisk binding.

Men Løkke har været ude af stand til at sandsynliggøre, at den anden part skulle føle sig mere forpligtet af pagten.

Der er ikke meget, der tyder på, at udviklingslandene i højere grad skulle overholde en pagt uden juridiske forpligtelser – og rask væk give sig til at modtage egne statsborgere. Her er en indlysende logisk brist i argumentationen.

Småstats-logikken
Skal man finde et reelt svar på, hvorfor Danmark alligevel underskriver et dokument, der ligger langt fra folketingsflertallets udlændingepolitik, skal man snarere se på de diplomatiske overvejelser. Begrebet ”statsræson” går igen.

Dels er det en meget udbredt opfattelse i det danske folketing, at en lille stat som Danmark har en særlig interesse i at holde fast i internationale konventioner og aftaler. Ud fra den betragtning, at de store lande ellers bare gør, hvad der passer dem.

Den tyske konto
Dels har skiftende danske regeringer haft den ambition at finde stærke venner i klubben af demokratiske lande.

Her var førstevalget i mange år USA, som Danmark under Anders Fogh Rasmussen (V) gjorde alt for at please. I Europa har førstevalget i mange år været Tyskland, mens Storbritannien de senere år er blevet set som en troløs ven. Den danske fokusering på Tyskland er blevet endnu større, efter præsident Trump har udvist tendenser til at isolere USA.

Tyskland lægger stor vægt på migrantpagten, og kansler Merkel ventes personligt at underskrive den. Løkke vil meget nødig stå som modstander af pagten sammen med Ungarns Victor Orbán og Østrigs Sebastian Kurz. Det kunne koste kredit på den tyske konto – og den internationale konto generelt.

Lagde sig tæt op ad Merkel
Lignende overvejelser lå bag, da Løkke under flygtningekrisen i 2015 tilbød at tage en frivillig kvote på 1.000 ekstra flygtninge. Det skete i en situation, hvor Angela Merkel kæmpede med næb og klør for at gennemtvinge kvotefordeling af de hundredtusinder flygtninge og migranter, der vandrede op gennem Europa.

En række østlande sagde klart nej til kvoterne, Merkel forsøgte at presse dem – og med sit tilbud spillede Løkke med på Merkels melodi. Løkke forsøgte at hjælpe sin nære tyske allierede, selvom Merkels åbne asylpolitik var i total modstrid med hans egen regerings politik.

Østlandene fastholdt modstanden, og EU måtte til sidst opgive en kvoteordning. Den danske regering endte med at trække tilbuddet tilbage.

Den diplomatiske kredit
Spørgsmålet er, hvad Danmark opnår ved at kline sig tæt op ad store allierede?

Her er håbet, at den opsamlede diplomatiske kredit kommer til udbetaling i sager af særlig vigtighed for Danmark.

Det kan man godt finde eksempler på. Den tyske regering menes at have været hjælpsom, da Danmark skulle have sin parallelaftale i EU om politisamarbejdet, og bag kulissen foregår massevis af kontakter, hvor den diplomatiske kredit kan have en vis betydning.

Begrænset støtte under Muhammed-krisen
Men der er grænser for, hvor tungt hensynet til Danmark vejer hos de store venner. Det blev demonstreret under Danmarks største diplomatiske krise siden 2. Verdenskrig, Muhammed-krisen.

Danmark havde troligt deltaget i USA's krige i Irak og Afghanistan, men under Muhammed-krisen glimrede den amerikanske støtte med sit fravær. Først da Fogh – efter eget udsagn – talte dunder til præsident Bush, begyndte amerikanerne så småt at røre på sig. Og det var meget sent i forløbet.

Muhammed-krisen viste, at opsparet diplomatisk kredit ikke altid kan indløses, når det er vigtigt for Danmark. Til gengæld kunne Anders Fogh Rasmussen personligt glæde sig over at blive udnævnt til Nato-generalsekretær. Med amerikansk støtte.

Løkke fik som ventet bred opbakning i Folketinget til at underskrive migrantpagten i Marokko i næste uge. De kommende år må vise, om de diplomatiske fordele ved at skrive under kan matche de politiske ulemper.

Forrige artikel Thulesens bittersøde valgår Thulesens bittersøde valgår