Martin Lidegaard: EU er løsningen og ikke problemet, Mette Frederiksen

KOMMENTAR: Statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt EU-Kommissionens budgetforslag for "fuldstændig gak". Med sit udfald mod EU rammer hun ved siden af, skriver Martin Lidegaard (R).

Midt i sidste uges udenrigspolitiske inferno af tyrkiske bombninger, forhandlinger om Brexit, demonstrationer i Hong Kong og oprør i Barcelona fandt statsminister Mette Frederiksen (S) anledning til at rykke ud med et bemærkelsesværdigt udfald mod EU: 

"EU-samarbejdet er frakoblet den verden, vi er en del af" og EU-Kommissionens forslag til næste budget er "fuldstændig gak".

Usædvanligt hårde ord på et usædvanligt kritisk tidspunkt, så det må virkelig være noget, der ligger statsministeren på sinde.

Og det undrer mig. Dels finder jeg kritikken helt forfejlet, dels mener jeg ikke, vi nogensinde før har haft flere gode grunde til at bakke op om et stærkt EU til at kæmpe for vores tryghed og fælles interesser i en ny verdensorden, hvor det er småt med venner, men hvor der er rigeligt med problemer.  

Mere substantielt er Mette Frederiksens ærinde, at der ifølge hende dukker en lang række sager op hos Europas stats- og regeringsledere, der ikke er drevet af nogen politisk efterspørgsel, men er malet af EU-bureaukratiets egen interne magtmølle.

I stedet burde EU koncentrere sig om Frederiksens egne politiske mærkesager, der her defineres som migration, klima, skattely og lønmodtagerrettigheder – udover den udenrigspolitiske trussel fra Rusland.

Og herhjemme må vi af samme grund glemme al snak om at komme af med forbeholdene og om at nærme os kernen i EU – en politik, som, må vi forstå, nærmest giver statsministeren kvalme. 

Det dybt besynderlige ved udfaldet er, at lige præcis Frederiksens egne mærkesager har ligget helt i top hos EU de seneste fire år og er præcis de temaer, som der er lagt op til skal fylde markant mere i EU's nye budget.

Migration har stort set været fast tema på hvert eneste topmøde siden krisen i 2015. Med god grund. Og på hvert eneste møde har medlemslandene efterspurgt nye løsninger fra Kommissionen, men har på skift – inklusive Danmark – undsagt alle større udspil.

Ikke på grund af Kommissionens manglende lydhørhed, men på grund af dyb uenighed mellem medlemslandene selv. Alligevel lykkedes det EU at forhandle de omdiskuterede aftaler med Tyrkiet og Libyen på plads. Aftaler, som man ved Gud kan mene meget om, og som i øvrigt heller ikke er blevet opfyldt fra europæisk side, men som indiskutabelt er årsagen til, at strømmen af flygtninge og migranter er faldet med 98 procent siden 2015.

Her havde Danmark og resten af EU været ilde stedt uden EU, for intet europæisk land havde kunnet forhandle de aftaler alene. Her er vores tryghed helt afhængig af EU.

I forhold til klima kunne man bestemt godt ønske sig en mere offensiv linje fra EU, men igen er problemet ikke institutionen EU, men især Polen, der kæmper hårdnakket imod mere ambitiøse mål.

Alt tyder nu på, at det – heldigvis – lykkes den nye kommission at komme igennem med betydeligt højere klimamål og langt flere grønne penge i det nye budget. Og så må man bare tørt konstatere, at der ikke er nogen anden region eller noget andet land i verden, der går mere i front end EU på klimaet, og at det virkelig batter noget, fordi vi tilsammen er verdens største eksportmarked for andre lande.

I forhold til skattely og markedsdominans har EU med Margrethe Vestager i spidsen nu sat tommelskruerne på de største multinationale selskaber, og en stribe tredjelande er bandlyst som skattely. En politik, som USA nu overvejer at kopiere, men hvor EU har været drivende.

I forhold til lønmodtagerrettigheder er spørgsmålet om en social union på vej op, men netop Danmark har af hensyn til vores egen uafhængige arbejdsmarkedsmodel ikke ønsket, at EU skulle have for stor kompetence her.

Med andre ord: Det er fuldstændig fair og glædeligt, at Mette Frederiksen på alle disse områder gerne vil have EU til at gøre det endnu bedre. Det er netop den politiske kampplads, som EU er og skal være.

Men det er lodret forkert, at EU skulle prioritere andre politiske mål højere end dem, der optager statsministeren og Danmark. Og det er virkelig at rette bager for smed, når hun sætter selve institutionen EU op som hovedproblemet.

Hvis noget eller nogen blokerer for stærkere politikker på alle disse områder eller ønsker at bringe andre områder i spil, er det de andre medlemslande og vores interne uenigheder – herunder Danmarks undtagelser.

Og når det overhovedet alligevel lykkes at finde løsninger på alle disse grænseoverskridende problemer, er det kun, fordi der er en institution, der binder os sammen og tvinger os til at finde fælles løsninger.

Den institution bør styrkes, ikke det modsatte. Ikke på bekostning af de nationale stater, men netop for at beskytte og sikre de nationale stater på de områder, hvor vi hver for sig er for svage til at adressere så store og grænseoverskridende udfordringer som klima, migration og skattely.

Jeg drømmer ikke på nogen måde om Europas forenede stater, men jeg drømmer om et Europa, der sammen står så stærkt, at vi kan beskytte vores sikkerhed og interesser og udvise globalt lederskab på disse udvalgte områder.

Derfor synes jeg, at det er vigtigere med en sikkerhedsafstemning om vores retsforbehold og forsvarsforbehold, der kunne gøre det muligt for Danmark at være fuldt og helt med i både Europol og udviklingen af et nyt asylsystem, end det er at bruge kræfterne på en ny folkeafstemning om en teknisk bankunion.

Derfor synes jeg også, at det ville give mening at give EU politiske og økonomiske ressourcer til at udvikle en ny fælles selskabsskat, der er en kæmpe opgave, fordi landene har så forskellige måder at opgøre den på i dag.

Og derfor kunne jeg også godt se for mig, at når medlemslandene beder EU om at løfte langt flere globale opgaver, ja, så kan der også følge flere penge med. Også selvom en del af de penge meget gerne måtte komme fra for eksempel landbrugsstøtten, som Frederiksen påpeger.

Men helt gak er det altså ikke, at der følger flere penge med flere opgaver.

Endelig kan man godt mene, at det er mærkeligt lige nu at tale om udvidelsen af EU med Albanien og Nordmakedonien, ligesom vi er mange, der hyppigt spørger os selv, om udvidelsen med de østeuropæiske lande i 2001 nu også var klog.

Igen må man kigge på alternativet. Alternativet var og er jo ikke, at disse lande forsvinder. De ville blot falde ind under en anden interessesfære – Rusland, Tyrkiet eller Kina – og vores nuværende udfordringer ville dermed næppe blive mindre.

Mange af disse lande har gennemgået og gennemgår en fantastisk økonomisk og politisk udvikling på grund af tilknytningen til EU, og de har på historisk kort tid styrket både deres egen og europæisk økonomi og givet større stabilitet til vores fælles kontinent end nogensinde før i historien.

Ja, statsminister. EU er ikke perfekt, ikke effektivt og ikke homogent. Men lige nu er EU det absolut bedste bud på den institution, der kan hjælpe Danmark med at kæmpe for vores nationale interesser og værdier på globalt niveau. Og ikke mindst skabe den tryghed om de problemer, som vi ikke kan løse alene.

At være glad for Danmark og glad for Europa er derfor ikke hinandens modsætning.

At styrke Danmark og styrke EU er heller ikke hinandens modsætning.

Det hele er hinandens forudsætning.

-----

Martin Lidegaard (f. 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Direktør: En række af kommissær­posterne viser, at digitalisering prioriteres højt Direktør: En række af kommissær­posterne viser, at digitalisering prioriteres højt