Martin Lidegaard: Forsvarsforbeholdet skader dansk sikkerhed

KOMMENTAR: Danmark taber i disse uger stadig mere sikkerhed og stadig mere indflydelse på grund af vores forsvarsforbehold. Det bør selv regeringen kunne indse, skriver Martin Lidegaard.

De seneste to uger har budt på en tsunami af sikkerhedspolitiske sager i den tungere vægtklasse:

Et Nato-topmøde, der viste sammenhold, men ingen fælles strategi mellem USA, EU og Tyrkiet. Skandalen med svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse. Behovet for at etablere nye og sikre kommunikationslinjer mellem de tre dele af rigsfællesskabet – og i Udenrigspolitisk Nævns lokaler.

Et EU-topmøde, hvor Europas ledere kiggede frem mod det nye Europa, som de nu er enige om skal fokusere på klima, sikkerhed, migration og økonomi. Den usædvanligt direkte opfordring fra den amerikanske ambassadør, Clara Sands, om dansk køb af fire ekstra F-35-fly – og aflysningen af en Nato-konference, fordi samme ambassadør ikke kunne lide en Trump-kritisk oplægsholder.

Historien om Færøerne og Huawei. Et afværget terrorangreb i Danmark. Og et skuffende klimatopmøde, der endnu engang illustrerer, at klimaet måske er og bliver den største trussel mod vores sikkerhed på sigt.

Alle disse sager understreger på hver sin måde og tilsammen, at de tektoniske plader i geopolitikken er i bevægelse. Verden forandrer sig, og det gør den hurtigt. En ny multipolar verdensorden er ved at sætte sig, men den er endnu ikke etableret.  

Vi ved endnu ikke, hvordan nye stormagter som Kina og Indien for alvor vil sætte deres økonomiske og politiske magt igennem, og hvad USA's svar bliver på sigt. Vi ved ikke, hvordan politisk svage, men militært stærke magter som Rusland, Saudi-Arabien og Iran vil udvikle sig.

Vi ved ikke, hvordan de store klimaforandringer vil skubbe til nye folkevandringer og en helt ny udvikling i det arktiske område. Vi ved ikke, hvem der bliver sejrherrerne i den digitale revolution, hvis nogen, og om den vigtigste kampplads mod cyberangreb og cyberkriminalitet bliver i EU, Nato eller begge dele.

Vi ved ikke, hvordan de åbenlyse uenigheder på kryds og tværs mellem USA, EU og Tyrkiet internt i Nato vil udvikle sig og påvirke vores egen sikkerhed.

Vi ved faktisk kun én ting med sikkerhed: Midt i denne udvikling har Danmark frivilligt valgt at sætte sig selv helt uden for indflydelse på nogle af de vigtigste diskussioner om vores egen sikkerhed.

På et tidspunkt, hvor EU's sikkerhedspolitiske samarbejde udvikler sig hurtigere og stærkere end nogensinde før, holder vi fast i et forsvarsforbehold, der kun har den virkning, at vi ikke kan være med rundt om bordet, når beslutningerne om vores egen fremtid bliver taget.

Skulle man være i tvivl, vil jeg stærkt anbefale at læse den glimrende udredning, som DIIS udgav forrige fredag. Udredningen baserer sig på gennemgang af hundredvis af relevante dokumenter og referater, kombineret med hundredvis af interviews med relevante nøglepersoner fra Europas hovedstæder.

Konklusionen er klar: Forsvarsforbeholdet har ingen betydning for vores konventionelle sikkerhed. Det er og bliver Nato, der sikrer Danmarks territoriale integritet.

Men på alle de andre sikkerhedsområder, hvor Nato ikke er dominerende, og hvor EU netop er ved at udvikle komplementære kapaciteter og politikker, er Danmark koblet af.

Det gælder områder som cyber, migration, stabilitet i nærområderne og klima. Danmark kan på nogle områder deltage i noget af det relevante arbejde, men vi kan ikke være med i kernen.

Det er så tudetosset, at man vist skal være dansk politiker for at forstå logikken. I hvert fald er det helt uforståeligt, at hverken den danske statsminister, udenrigsminister eller forsvarsminister overhovedet anerkender problemet.

Efter læsning af DIIS' rapport udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tværtimod, at forbeholdet kun har "begrænset" betydning, og at Danmark "generelt kan føre den forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi vil". Halleluja. Budskabet er det stik modsatte i udredningen.

En ting er, at regeringen ikke har mandsmod til en ny folkeafstemning eller bare af taktiske grunde ikke ønsker den. Men at påstå, at forbeholdet stort set ikke har nogen betydning for dansk sikkerhed, er uærligt og faktuelt forkert. Det har forskerne fra DIIS gjort krystalklart.

Tværtimod er forsvarsforbeholdet uholdbart, og det er et spørgsmål om tid, før enhver ansvarlig regering bliver nødt til at fortælle det til befolkningen, så den kan få mulighed for selv at beslutte, om den ønsker at leve med den mindre sikkerhed og indflydelse, som den nuværende situation giver.

Noget af det samme gør sig gældende inden for retsområdet, hvor Rigspolitiet vurderer, at Danmarks manglende medlemskab af Europol – som Dansk Folkeparti ellers garanterede danskerne op til sidste folkeafstemning – vil give dansk politi dårligere og dårligere arbejdsvilkår i forhold til sine europæiske kollegaer.

Alt taler derfor for en sikkerhedsafstemning, hvor danskerne aktivt kan få lov at vælge deres egen sikkerhed til – både inden for politi og forsvar. Eller med åbne øjne kan vælge ikke at gøre det.

For tør vi ikke engang fortælle befolkningen, hvad konsekvensen er af vores forbehold, har den ingen jordisk chance for at forholde sig til sin egen fremtid. Så bliver det os politikere, der tager ansvaret for en stadig dårligere sikkerhed uden overhovedet at fortælle det til danskerne.

Det vil ikke være rimeligt.

-----

Martin Lidegaard (født 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Direktør: EU kan skabe en Direktør: EU kan skabe en "verdens-standard" for skabelse og brug af AI Næste artikel Jens Chr. Grøndahl: Europas lande skal blive mere troværdige Nato-partnere Jens Chr. Grøndahl: Europas lande skal blive mere troværdige Nato-partnere
  • Anmeld

    Jens Voldby Crumlin

    Europahær og øget oprustning er benzin på bålet

    Det er beskæmmende at det gamle antimilitaristiske parti Radikale nu er blevet stærk fortaler for EU som militær stormagt. Lidegaard postulerer at det vil give befolkningen øget sikkerhed. Jeg vil kraftigt opfordrer Lidegaard til at han læser det glimrende indlæg fra en DIIS forsker om den mission i Sahel som hans parti lige har støttet op om. Forskeren skriver bl.a.: På den baggrund er det vanskeligt at se, at militæroperationen virker efter hensigten. Ikke mindst fordi mange af de konflikter, der også driver volden, er dybt forankrede i strukturel fattigdom, ulighed og marginalisering af hele befolkningsgrupper, og derfor ikke kan løses militært. Citat slut.
    De radikale bilder befolkningen ind at vi får mere sikkerhed ved militær oprustning. De burde vide bedre og i det mindste tage en ærlig diskussion omkring formålet med og konsekvenserne af vores krigsaktivistiske udenrigspolitik.
    https://www.altinget.dk/udvikling/artikel/diis-forsker-udviklingsdelen-faar-ikke-den-noedvendige-prioritering-i-sahel