Martin Lidegaard: Vi bør alle lære af den britiske tragedie

KOMMENTAR: Det er tidens store politiske paradoks, at vi aldrig har haft mere brug for at finde fælles løsninger og dog aldrig har haft sværere ved at finde dem, skriver Martin Lidegaard. Det bør Brexit minde os om.

En moderne Shakespeare kunne ikke have skrevet en bedre tragedie end den, der udfoldede sig under den seneste afstemning om Brexit i det britiske parlament: de rasende følelser, den indestængte vrede, de tomme ansigter, de gestikulerende fagter.

Men først og fremmest den langsomme, men sikre, bevægelse mod en politisk afgrund, som ganske få af de involverede dybest set ønsker sig. Men som ingen har det menneskelige eller politiske format til at ændre på, fordi alle er fanget i en nedadgående og selvforstærkende spiral, der blev sat i gang med Camerons ulyksaglige beslutning om at tage hele Europa som gidsel i en intern konservativ magtkamp.

Forløbet omkring Brexit har således gjort tre ting krystalklart:

1. Der er i de fleste lande i Europa en udbredt utilfredshed med mange af de politiske beslutninger, der er blevet truffet – og ikke truffet – i de forgangne år. Det gælder på både nationalt plan og på europæisk niveau. Denne utilfredshed er så stor, at befolkningerne stort set vender tommelfingeren nedad, hver gang de bliver bedt om at udtrykke tillid til eksisterende og bærende politiske institutioner, uanset om det er EU, siddende regeringer eller gamle partier.

Hvis vi ikke forstår og imødekommer denne kritik og utilfredshed på substansen – ikke ved at skyde skylden på andre eller på EU – bliver det ikke muligt at fastholde vores demokratier og et stabilt Europa.

2. Brexit har også vist, at det i praksis er uhyre svært for selv et stort land i Europa at gå solo, fordi den globale virkelighed med grænseoverskridende problemer som klima, terror, skattely, organiseret kriminalitet og illegal migration – alt det, der netop skaber så stor frustration i befolkningerne – simpelthen ikke lader sig løse uden et forpligtende samarbejde.

Vores velfærd og vores sikkerhed er uløseligt forbundet med vores gensidige handel og solidaritet; ikke mindst i en verden, hvor de europæiske demokratier og deres indflydelse bliver relativt mindre på grund af den hastige vækst uden for kontinentets grænser.

3. I den forbindelse er det dybt frustrerende, så uhyggeligt mange ressourcer der anvendes i både EU og medlemslandene på Brexits gordiske knuder – ressourcer, der går fra indsatsen for at løse de virkelige udfordringer, som borgerne oplever.

Der er med andre ord en stor risiko for, at de kræfter, der arbejder for en opløsning af det nuværende europæiske samarbejde, får held til at skabe en selvopfyldende profeti, fordi så mange kræfter bruges internt på brandslukning i stedet for offensivt på at adressere tidens store problemer.

Mit spørgsmål og min opfordring til partier som Enhedslisten og Dansk Folkeparti er derfor: Kunne Brexit blive anledningen til, at vi alle forlader den ørkesløse debat for og imod dansk medlemskab og i stedet brugte de danske politiske ressourcer på en tiltrængt kritisk debat om, hvordan vi kan gøre det europæiske samarbejde bedre? Sammen.

En del af denne debat handler om politisk substans inden for områder som klima, landbrug, skattely og migration. Her vil vi ikke være enige om alt, men på nogle områder vil vi være enige og vil i fællesskab kunne få større indflydelse på den europæiske dagsorden.

En anden – og nødvendig – del af debatten handler om, hvilke problemer vi tror bedst løses på europæisk niveau. Her vil vi givetvis være mindre enige, men spørgsmålet er, om man alligevel kunne finde fælles fodslag på nogle områder?

Det er for eksempel min opfattelse, at både Dansk Folkeparti og Enhedslisten grundlæggende støtter Europols arbejde og ligesom os radikale ærgrer sig over, at vi ikke kan drage den fulde nytte af samarbejdet, fordi en fuld indmeldelse kræver ophævelse af hele retsforbeholdet.

Kunne et muligt kompromis være, at vi ophæver retsforbeholdet for at komme helt med i Europol, men til gengæld laver en politisk aftale om, at hvis vi skal tilslutte os andre områder under retsforbeholdet, kræver det en anden folkeafstemning eller 5/6 flertal i Folketinget, som når der skal afgives suverænitet ifølge Grundloven?

Eller kunne vi tale om en ophævelse af forsvarsforbeholdet, så vi kan få fuld nytte af det fælles europæiske samarbejde inden for beredskab og forebyggende og stabiliserende indsatser i vores nærområder, hvis vi samtidig lavede en politisk aftale om, at vi ikke ønsker at deltage i en egentlig fælleseuropæisk hær?

Dette blot ment som eksempler på en politisk debat, vi kunne have om EU, hvis vi var i stand til at frigøre os fra de politiske spændetrøjer, der i dag dikterer EU-debatten til skade for både Danmark, den europæiske familie og vores egen fremtid.

For det er tidens store politiske paradoks, at vi aldrig har haft mere brug for at finde fælles løsninger og dog aldrig har haft sværere ved at finde fælles løsninger på problemerne.

Såvel i Europa som i Danmark.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Jens Chr. Grøndahl: Giv os nu en europæisk valgkamp Jens Chr. Grøndahl: Giv os nu en europæisk valgkamp Næste artikel Adam Holm: Uffe Elbæk har både ret og uret, når han advarer mod fascismen Adam Holm: Uffe Elbæk har både ret og uret, når han advarer mod fascismen
Ugens Europa-podcast: Bliver Johnsons første EU-topmøde også hans sidste?

Ugens Europa-podcast: Bliver Johnsons første EU-topmøde også hans sidste?

PARLAMENTET: Hvorfor har EU’s ledere givet den britiske premierminister en ny Brexit-aftale, og har aftalen en snebolds chance i helvede for at blive godkendt i Underhuset? Podcasten rapporterer direkte fra topmødet i Bruxelles, hvor dramaet om Storbritanniens exit igen nåede nye højder.