Mellemfolkeligt Samvirke: Der er brug for Marshallhjælp, ikke mure og pigtråd

Grænsemure og pigtråd er for alvor kommet på mode. Desværre, for de er ikke det rigtige svar på øget migration til Europa.

Høje mure og pigtråd afskærer mennesker på flugt fra at søge beskyttelse, hvilket de har ret til ifølge Flygtningekonventionen, som de fleste regeringer, inklusive den danske, heldigvis stadig bakker op om. Høje mure og pigtråd tvinger flygtninge og migranter ud på endnu farligere ruter.

Vi får ellers at vide, at hårde grænser afskrækker folk fra at sætte kursen mod Europa og at man på den måde kan nedbringe antallet af mennesker, der omkommer under forsøget. Ifølge IOM (International Organization for Migration) omkom dobbelt så mange flygtninge/migranter i første halvår af 2021 sammenlignet med samme periode i 2020, selv om antallet, der forsøgte at nå Europas ydre grænse, faldt med 58 procent.

Men endnu mere grundlæggende, så er høje mure og pigtråd ikke svaret, fordi de ikke forholder sig til grundudfordringerne, der gør at millioner af mennesker er på flugt i dag.

Opbevaringshal på ubestemt tid

Vi hører, blandt andet fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), at mure og hegn ikke kan stå alene, og tak for det. De skal, siger han, suppleres af større økonomisk tilskud til nærområderne, så flygtninge og migranter kan blive der i stedet for at sætte mod Europa.

Men nærområderne, der i forvejen huser op mod 90 procent af verdens flygtninge, har allerede nået smertegrænsen. De vil ikke være opbevaringshal på ubestemt tid på Europas vegne - i særdeleshed ikke, når de europæiske regeringer ikke selv vil huse flygtninge og dermed for alvor tage medansvar for et presserende internationalt problem på et tidspunkt, hvor antallet af flygtninge i verden er på sit højeste siden Anden Verdenskrig.

Danmark er ikke mere udfordret end nærområderne

For det første skal Danmark/Europa påtage sig sin andel af ansvaret og give mennesker på flugt mulighed for at søge asyl, uden at de skal sætte livet på spil på Middelhavet eller forcere knivskarpe pigtrådshegn. Det kunne man eksempelvis tidligere på Danmarks ambassader rundt omkring i verden, men den ordning blev afskaffet i 2002.

Vi står over for langsigtede udfordringer, men vælger kortsigtede løsninger, som skubber ansvaret over på andre lande og kommende generationer.

Tim Whyte
Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke

For det andet skal der gives plads til langt flere FN-kvoteflygtninge. Den ordning hyldes af mange europæiske regeringer, inklusive den danske, men i de senere år har Danmark slet ikke taget kvoteflygtninge og senest kun 200. Undskyldningen - påstanden - er, at Danmark i forvejen står med store, nærmest uoverstigelige integrations-udfordringer og her er vi fremme ved den tredje anbefaling:

Drop den fortælling. Danmark er på ingen måde mere udfordret end landene i nærområderne eller flere steder i Europa, som løfter et langt større ansvar end Danmark. Sidste år tog Sverige imod knap 4800 kvoteflygtninge - Norge 3465.

For det fjerde: Skru op for den bistand, der skal forebygge, at mennesker i eksempelvis Afrika og Mellemøsten mister al håb om en bedre fremtid og derfor sætter kursen mod Europa. Netop den løsning har Socialdemokratiet faktisk selv peget på i sin helhedsplan for dansk udlændingepolitik med løftet om, partiet i EU vil arbejde for “et historisk løft af særligt Afrika og udvalgte lande i Mellemøsten og Asien.

Det historiske løft vil understøtte FN’s verdensmål og skal blandt andet omfatte en markant prioritering af Afrika i EU’s næste budget, en målretning af den europæiske udviklingsbistand til Afrika, en styrkelse af EU’s fond for Afrika, støtte til klimatilpasning i Afrika, investeringer i uddannelse og en styrket indsats mod skattely.”

Langsigtede udfordringer og kortsigtede løsninger

Dette løfte om et ”historisk løft” er stadig ikke blevet indfriet. Tværtimod har Danmark markeret sig som et medlem af sparebanden i forbindelse med forhandlingerne om EU's budget.

Samtidig fastholder Danmark - i strid med aftalen på FN's klimatopmøde i København i 2009 - at den særlige bistand, der skal modvirke og forebygge klimaforandringerne og tilhørende fordrivelse i udviklingslandene, skal tages fra den bistand, der ellers er afsat til fattigdomsbekæmpelse og fremme af demokrati og menneskerettigheder.

Også her kender Socialdemokraterne den mere langsigtede løsning: det var den socialdemokratiske miljøminister, Svend Auken, der oven i Danmarks dengang langt højere udviklingsbistand lagde 0,5 procent af BNP i miljø- og klimabistand af BNP. Det er 30 år siden.

I dag vælger Danmark i stedet at bruge en betydelig del af de reducerede bistandsmidler på grænseovervågning og kontrol med migranter og flygtninge. Vi står over for langsigtede udfordringer, men vælger kortsigtede løsninger, som skubber ansvaret over på andre lande og kommende generationer.