Skænderi på EU-topmøde: Ungarn og Polen blokerer europæiske lederes drøftelse af migration

De to østlandes regeringschefer gjorde i nat så voldsomt oprør mod EU’s nye asylpagt, at topmødet måtte bryde op uden konklusioner og udskyde resten af diskussionen til fredag.

Sammen med sin polske kollega afviser Ungarns regeringsleder, Viktor Orban, en ny aftale om EU's fælles udlændingepolitik.
Sammen med sin polske kollega afviser Ungarns regeringsleder, Viktor Orban, en ny aftale om EU's fælles udlændingepolitik.Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Europæiske lederes spirende enighed om nye løsninger for indvandring blev torpederet, da Ungarn og Polen natten til fredag gjorde oprør mod EU’s asyl- og migrationspagt.

”Diskussionen er slut: Ingen godkendelse af den dårlige migrationspagt,” lød det på Twitter fra Balasz Orban, politisk toprådgiver for den ungarske leder, Viktor Orban.

Der var svære diskussioner om migration, hvor et par lande blokerede for konklusioner om asylpagten. 

Alexander De Croo
Belgiens regeringsleder

Tidligere havde Balasz Orban beskrevet, hvordan et ”kæmpe slag om migrationspagten” angiveligt var i gang inde i topmødesalen:

”Bruxelles presser på for en migrationsvenlig tekst, mens den polsk-ungarske duo kæmper imod sammen,” skrev han.

Topmødet brød op omkring klokken et i nat uden et ellers planlagt pressemøde med rådsformand Charles Michel og kommissionsformand Ursula von der Leyen. Forhandlingerne vil blive genoptaget fredag, sagde Belgiens regeringsleder, Alexander De Croo.

”Der var svære diskussioner om migration, hvor et par lande blokerede for konklusioner om asylpagten. Men der er endnu en dag i morgen! Vi håber, at natten vil bringe råd,” sagde De Croo.

Asylpagt blev gennemtrumfet med flertal

”Det store flertal af medlemslande presser på for at fortsætte de fremskridt, EU i de seneste uger har gjort på migration,” sagde den belgiske leder med henvisning til de europæiske indenrigsministres vedtagelse af en ny asylpagt for tre uger siden.

Læs også

Aftalen om nye regler om intern fordeling af flygtninge og udgifter, samt fælles regler for asylprocedurer ved grænserne, blev udråbt som et gennembrud efter otte års dødvande i forhandlinger om fælles udlændingepolitik.

Også den danske regering betragter asylpagten som meget vigtig, selv om Danmark står uden for store dele af aftalen på grund af retsforbeholdet.

Men aftalen måtte gennemtrumfes med kvalificeret flertal hen over hovedet på modstandere som Ungarn og Polen, der nu benytter EU-topmødet til at gøre oprør mod beslutningen.

Orban fører an i blokade på topmøde

Ungarns regeringsleder, Viktor Orban, gik i aftes sammen med Polens Mateusz Morawiecki frontalt til angreb på de nye fælles asylregler, som blandt andet forpligter alle medlemslande (undtagen Danmark) til enten at tage imod omfordelte flygtninge eller betale andre lande for at gøre det.

Ifølge diplomater stødte de to østlige landes ledere sammen med blandt andre Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, mens Italiens højrenationalistiske regeringschef, Giorgia Meloni, forsøgte sig som mægler.

Læs også

Som Hollands regeringsleder, Mark Rutte, gjorde opmærksom på, så er asylpagten sådan set allerede vedtaget på ministerniveau, uanset konklusionerne fra dette topmøde.

”Vi må prøve at se, om vi kan enes om konklusioner eller ej. Hvis vi kan, er det godt. Hvis ikke, så er det ikke et stort problem,” sagde Rutte, da topmødet brød op i nat.

Det er dog en sandhed med modifikationer.

Ildevarslende for fremtidens fælles asylpolitik

Selv om det måske ikke er et problem i juridisk eller proceduremæssig forstand, så er det polsk-ungarske oprør et meget ildevarslende signal om den nye asylpagts reelle levedygtighed.

Hvis flere medlemslande pure nægter at respektere de fælles regler, så sår det tvivl om hele EU’s fremtidige asylsystem.

Der er ikke styr på situationen. Det er et kæmpe problem for os alle sammen, at der kommer flere mennesker til Europa, end Europa kan klare.

Mette Frederiksen (S)
Statsminister

Det kan også gøre det svært at komme videre med diskussioner om de eksterne aspekter af EU's udlændingepolitik - for eksempel tanker om modtagecentre uden for Europa - som den danske regering presser på for.

”Det kan være alt, der hjælper til med at få styr på situationen. For der er ikke styr på situationen. Det er et kæmpe problem for os alle sammen, at der kommer flere mennesker til Europa, end Europa kan klare,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag.

Det var netop disse eksterne aspekter, som skulle diskuteres på dette topmøde. Ikke den asylpagt om intern fordeling og solidaritet, som Polen og Ungarn angriber.

Aftalen om to forordninger, der er grundelementer i den nye asylpagt, bliver ellers betragtet som den største succes for det seneste halve års svenske unionsformandskab.

Nu er den samme aftale grunden til, at lederne fra Budapest og Warszawa truer med at få det sidste EU-topmøde inden sommerferien til at bryde sammen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Viktor Orbán

Premierminister, Ungarn
jurist (Eötvös Loránd University 1987)

Mateusz Morawiecki

Fhv. premierminister, Polen

Alexander De Croo

Premierminister (VLD), Belgien
Vrije Universiteit Brussel

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024