Militærforsker: Danmarks rolle som Nato-duks står for fald

DEBAT: Danmark har i mange år haft en privilegeret position i Nato-samarbejdet, på trods af manglende økonomiske muskler. Nye tendenser truer dog nu med at sende os ud i kulissen, skriver Jens Ringsmose.

Af Jens Ringsmose
Institutchef, Institut for Militære Operationer, Forsvarsakademiet

Danmark er et kerneland i Nato.

Der bliver lyttet, når danske ministre udtaler sig i alliancesammenhænge, og på officer- og embedsmandsniveau har man i årevis nydt godt af omfattende adgang til kolleger i Nato-hovedkvarteret og i de allierede hovedstæder.

Ikke mindst i Washington DC.

Børnelærdom
At adgang er vigtig, er børnelærdom for enhver diplomat. Adgang er forudsætningen for at kunne plante ideer, og dermed opnå indflydelse på andre landes præferencer, men adgang er også nøglen til viden om andre staters initiativer og positioner.

Og som en anden diplomatisk børnelærdom tilsiger, så er viden sine qua non i håndteringen af mellemstatslige relationer.

Spørgsmålet er imidlertid, om Danmark kan fastholde sin position, som Nato-duksedreng i årene fremover.

Den privilegerede danske Nato-position er resultatet af mange års offervillighed og seriøst arbejde i alliancen. Danmark har gennem snart tre årtier bidraget, ikke blot med det absolut nødvendige til Natos missioner, men med substantielle og effektive bidrag.

I en epoke, hvor alliancen for en meget stor dels vedkommende var orienteret mod militære indsatser uden for Natos territorium, betød det, at Danmark trods et bundskrabende forsvarsbudget kunne positionere sig i toppen af det uformelle interne Nato-hierarki.

Fokus var entydigt på, hvor stor en effekt man kunne presse ud af investeringerne i hård sikkerhed, mens det betød mindre, hvor stor en andel af bruttonationalproduktet (BNP) de enkelte Nato-lande rent faktisk afsatte på forsvarsbudgettet.

Det skabte gunstige muligheder for et sparsommeligt, men seriøst, mindre allianceland.

NATO vender hjem
Siden 2014 har det alliance-interne spil om byrder, solidaritet og status imidlertid ændret sig afgørende på i hvert fald to punkter.

Nato er for det første vendt hjem til Europa.

Vel er alliancen stadig engageret i blandt andet Afghanistan og i Middelhavet (og formentligt snart også i Irak), men med Ruslands annektering af Krim har alliancemedlemmerne i stort omfang drejet fokus mod Baltikum, Østeuropa og evnen til at kunne afskrække en ”næsten jævnbyrdig, konventionel modstander”.

Det betyder alt andet lige, at Nato-landenes vilje til at afsætte penge på forsvarsbudgettet kommer til at fylde mere, når det store interne prestige-regnskab skal gøres op.

Når der er færre og mindre missioner, bliver det ganske enkelt vanskeligere at være et sparsommeligt, men seriøst, mindre allianceland.

Trykket fra Trump

Den anden store forandring i spillet om byrder, solidaritet og prestige hedder Donald J. Trump.

Helt siden Natos grundlæggelse i 1949 har USA lagt pres på Nato-Europa for at spendere mere på sikkerhed, men sjældent – hvis nogensinde – har trykket været så massivt, som efter at Trump fik overdraget nøglerne til Det Hvide Hus.

Også det gør det vanskeligere for et alliancemedlem med knapt så imponerende forsvarsinvesteringer at opretholde positionen som Nato-kerneland – selv når man gør en stor indsats for at kompensere gennem militære bidrag til Nato-missioner i Baltikum og Afghanistan.

Men hov, har vi ikke lige fået et nyt forsvarsforlig, der afsætter betydelige økonomiske midler til forsvaret frem mod 2023? Et ”substantielt økonomisk løft”?  

Vil det ikke tilfredsstille Nato og Donald Trump og dermed sikre, at vi fastholder positionen som alliances Musterknabe?

Næppe.

Danmark sakker bagud i det interne regnskab
I Det Hvide Hus har man tilsyneladende øjnene stift rettet mod én bestemt byrdedelingsindikator: Forsvarsbudgettet som procent af BNP. Og på den målestok ser det ikke så godt ud for Danmark.

Ifølge Forsvarsministeriets prognoser kommer vi, når nyinvesteringerne er fuldt indfasede i 2023, til at bruge ca. 1,3 procent af BNP på forsvaret.

I 2013 – året inden daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt på Natos Wales-topmøde skrev under på, at Danmark ville arbejde for at leve op til alliancens målsætning om at bruge 2,0 procent af BNP på forsvaret senest i 2024 – udgjorde forsvarsbudgettet ca. 1,2 procent af BNP.

Et løft på 0,1 procent af BNP på 10 år kommer formentligt ikke til at udløse stående ovationer i Nato-hovedkvarteret eller i Washington DC.

Og hvad måske værre er: Det ser ud til, at en meget stor del af de øvrige europæiske Nato-lande rent faktisk afsætter flere penge til de væbnede styrker. Ifølge Natos prognoser vil 15 ud af de 29 Nato-lande således bruge minimum 2,0 procent af BNP i 2024.

Forrige artikel EL: Velfærdskroner går til kugler og kampfly EL: Velfærdskroner går til kugler og kampfly Næste artikel Professor: Menneskeretsdomstolens uafhængighed er ikke i fare Professor: Menneskeretsdomstolens uafhængighed er ikke i fare
Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

FOLKEMAGT: Det er nu et år siden, at europæerne rystede den politiske pose og sendte et nyt hold repræsentanter til Europa-Parlamentet. Men Brexit, corona og institutionelt fnidder har afholdt Parlamentet fra rigtig at finde sine ben.