Debat

Miljømærkning Danmark: EU kan tage et historisk opgør med greenwashing, men det kræver enkle regler

Det er godt, at EU vil gribe ind overfor greenwashing. Men det er besynderligt, at Kommissionen på den ene side fremhæver miljømærker som effektive redskaber i kampen imod greenwashing, samtidig med de har foreslået ikke at tillade miljømærkning af byggevarer, skriver Martin Fabiansen.

EU-lovgiverne bør gribe muligheden for dette længe ventede opgør med greenwashing, men det kræver også sammenhæng og enkle regler, skriver&nbsp;Martin Fabiansen.<br>
EU-lovgiverne bør gribe muligheden for dette længe ventede opgør med greenwashing, men det kræver også sammenhæng og enkle regler, skriver Martin Fabiansen.
Foto: Dansk Standard
Martin Fabiansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det kan være ganske svært som forbruger at afgøre hvilke produkter, der har den mindste belastning af miljø og klima. Faktisk kan det for mange føles næsten umuligt at gennemskue, hvad der er godt og ikke mindst, hvad der er grundlaget for de mange flotte udsagn på produkterne.

Derfor er det også rigtig gode nyheder, at EU i den grad er i gang med at gribe ind overfor greenwashing. Det er der brug for. Og marts bød på hele to rigtige gode nyheder: Nemlig både på en vigtig afstemning i Europa-Parlamentet om styrkelse af forbrugerne i den grønne omstilling og et helt nyt forslag fra Kommissionen om grønne anprisninger.

De to direktiver angriber fra lidt forskellige vinkler samme problem: at alt for mange anpriser deres produkter som værende grønne uden at have en solid dokumentation for det – og forbrugerne står forvirrede og til tider opgivende tilbage uden en jordisk chance for at vide, hvad de kan stole på og hvordan de skal træffe grønnere valg.

Læs også

Historisk opgør med greenwashing
Der er brug for stabile, troværdige oplysninger, som både er dokumenteret og kontrolleret. Men der er også brug for en enkel information, som ikke forudsætter, at forbrugerne har en enorm stor viden om forskellige miljøproblemer.

Parlamentet og Rådet bør ændre Kommissionens forslag, så det er i tråd med initiativerne imod greenwashing og sikrer fortsat brug af miljømærker.

Martin Fabiansen
Direktør, Miljømærkning Danmark

Derfor er det ekstra positivt, at EU i ”styrkelse af forbrugerne”-direktivet peger på de officielt anerkendte miljømærker, såsom EU-blomsten og Svanemærket.

Begge mærker er uafhængige af økonomiske interesser, og har grundige, transparente processer, der sikrer, at der stilles høje krav til klima og miljøperformance. Og så sikrer mærkerne en uafhængig tredjepartskontrol. Dermed kan forbrugerne stole på, at produktet faktisk også er blandt de bedste på markedet.

Med Kommissionens nye forslag til direktiv om grønne anprisninger sætter man ligeledes hårdt ind overfor udokumenterede grønne påstande og insisterer på, at der skal være et videnskabeligt solidt fundament under såvel grønne anprisninger, som miljømærker. Det er ikke bare godt, det kan gå hen og blive et decideret historisk opgør med greenwashing.

Kræver sammenhængende lovgivning
Samtidig er det dog afgørende, at EU-lovgiverne sikrer, at de forskellige stykker lovgivning hænger sammen og understøtter hinanden.

Det er lidt besynderligt, at EU-kommissionen for eksempel på den ene side fremhæver miljømærker som effektive redskaber i kampen imod greenwashing, samtidig med de har foreslået ikke at tillade miljømærkning af byggevarer i fremtiden – en produktgruppe der ellers virkelig har et solidt aftryk på miljø- og klima, og hvor det kan være vanskeligt at træffe det grønnere valg.

Her bør Parlamentet og Rådet ændre Kommissionens forslag, så det netop er i tråd med initiativerne imod greenwashing og sikrer fortsat brug af miljømærker.

EU-lovgiverne bør gribe muligheden for dette længe ventede opgør med greenwashing, men det kræver også sammenhæng og enkle regler.

Ligesom der er brug for entydig og klar kommunikation til forbrugerne, så er der altså brug for en entydig og klar lovgivning, der sætter en solid stopper for greenwashing og fremhæver de gode løsninger, som for eksempel de officielt anerkendte miljømærker, som Svanemærket og EU-Blomsten. EU er godt på vej, nu skal bolden bare sparkes helt i mål.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Fabiansen

Direktør, Miljømærkning Danmark, Dansk Standard
cand.techn.soc. (RUC 1996)

0:000:00