Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1994.
Etableret i Bruxelles som journalist og ekspert i europæiske forhold siden 1996.
1994-1995: Reporter på Morgenavisen Jyllands-Posten.
1996-1999: EU-korrespondent for Aktuelt.
2000-2002: Bruxelles-korrespondent for DR Nyheder (Radioavisen).
2003-2017: EU-korrespondent og senere Europaredaktør for Politiken.
Udgav i 2003 bogen "I Spidsen for Europa" om Danmarks EU-formandskab og østudvidelsen (medforfatter Michael Ulveman).
Twitter: @LauritzenEuropa
Modig mand eller løsgående missil? Den europæiske topdiplomat, der kom til at sige tingene lige ud
Med to bramfrie taler har EU’s udenrigschef, Josep Borrell, på det seneste skabt rystelser ved at sparke til sit eget system og indrømme, at Europas verdenssyn har været for naivt. Den aldrende spanske diplomat skaber frustration og forvirring, men hans ord forvarsler også et vigtigt skred i europæisk sikkerhedspolitik.
Thomas Lauritzen
Europa-analytikerBRUXELLES: Da den gråhårede og overfladisk set stilfærdige socialist Josep Borrell Fontelles for omkring tre år siden fik jobbet som EU’s nye udenrigschef, blev det ikke ligefrem set som nogen spændende eller provokerende udnævnelse.
Tværtimod betragtede de fleste nok den daværende spanske udenrigsminister og forhenværende formand for Europa-Parlamentet som (endnu) et lidt kedsommeligt kompromis mellem medlemslande og politiske grupperinger. Jobbet som EU’s udenrigschef har været lidt af et stedbarn i Bruxelles-hierarkiet, og Borrell havde ikke efterladt noget særlig markant indtryk som formand for parlamentet i Strasbourg.
Så meget desto større er måske forbløffelsen – og i nogle hovedstæder frustrationen – over, at den i dag 75-årige Josep Borrell tilsyneladende har besluttet sig for at afrunde sin karriere med at opføre sig som alt andet end en diplomat.
Uventede udtalelser, uforudsigelig opførsel og forvirrende mødeledelse er blandt de kendetegn hos spanieren, som europæiske ministre, diplomater og embedsmænd har måttet vænne sig til. Men her midt under Europas alvorligste sikkerheds- og energipolitiske krise i nyere tid begynder Borrell også at ligne en mand, der bare har valgt at sige det, som det er: At vi europæere må vågne op og erkende en verdensorden, der er meget mere kaotisk og brutal, end vi har villet indrømme længe.
En ordentlig røffel til ambassadørerne
”Uvished er reglen. Den ene begivenhed efter den anden, som vi aldrig havde forestillet os, finder nu sted,” sagde Borrell, da cheferne for alle Den Europæiske Unions delegationer rundt om i verden (EU-systemets ambassadører) var samlet til konference i Bruxelles tidligere på måneden.
Talen til ambassadørerne, som fandt sted 10. oktober, blev især bemærket, fordi udenrigschefen i fuld offentlighed irettesatte alle sine delegationsledere for at være for langsomme og passive.
Jeg vil ikke blive ved med at læse i aviserne om ting, der er sket et sted, uden at vores delegation har fortalt mig noget.
Josep Borrell
EU's udenrigschef
”Jeg vil ikke blive ved med at læse i aviserne om ting, der er sket et sted, uden at vores delegation har fortalt mig noget,” sagde Borrell: ”Jeres rapporter kommer nogle gange for sent (…) Jeg burde være den bedst informerede mand i verden,” sagde han. Talen sluttede med ordene: ”Det her kan vi helt sikkert gøre meget bedre.”
Det er mildest talt sjældent, at en stor forsamling af erfarne topdiplomater og embedsmænd må indkassere sådan en skideballe for åbent tæppe fra deres politiske chef. Derfor er der også både blandt ambassadørerne og i hovedkvarteret for EU’s udenrigstjeneste (EEAS) mange, der har taget det ilde op.
”Selvfølgelig skal man kunne tale om, hvad der kan gøres bedre. Men det er ikke fair at hænge alle ud offentligt på den måde,” siger en kilde. Andre mener, at det sådan set var interessant at gribe hårdt fat i problemerne – men at Borrell skulle have erkendt mere tydeligt, at han selv er ”en del af problemet,” som en diplomat udtrykker det.
Borrell vil gerne nå at sætte sit præg
EU-professor Marlene Wind fra Københavns Universitet bliver til tider brugt som ekstern rådgiver af EU’s udenrigschef. Hun glæder sig over, at han rent faktisk tør sige noget.
”Selvfølgelig kan man diskutere måden, han siger nogle af de her ting på. Men det er sjældent, man ser taler med så mange vitaminer i. Han siger lige ud, at der er noget i hans eget system, der ikke fungerer – og også i en bredere forstand, at vi som europæere må revidere vores verdensbillede,” siger hun:
”Det er faktisk ret forfriskende. Det her er hans sidste periode, og måske er det derfor, at han taler frit fra leveren. Han vil gerne nå at sætte sit præg.”
Den meget direkte kritik af eget embedsværk har imidlertid også fået øjenbryn til at løfte sig blandt eksperterne – som for eksempel direktøren for Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Kristian Fischer:
”Det er nok ikke det mest effektive at sige det så offentligt og generelt. Der kan sidde en hel del delegationschefer, som arbejder ekstremt hårdt døgnet rundt, og som synes, det her er unfair. Det havde været bedre med en mere målrettet, intern kommunikation,” siger Fischer i en samtale med Altingets europæiske podcast denne uge.
Manden med de skæve udtalelser
Direktøren for DIIS peger dog samtidig på, at Borrell har ret i at gøre opmærksom på, at der foregår en international ”kamp om narrativet” mellem EU, Rusland, Kina og andre aktører, hvor Europa har behov for at være mere aktiv.
Det er meget usædvanligt, at en EU-udenrigschef udtaler sig om brug eller ikke-brug af atomvåben. EU har jo ikke nogen atomvåben, det er nationale våben.
Kristian Fischer
Direktør, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
Det hænder bare, at EU’s udenrigschef selv rammer skævt med sine ord, fordi han går for langt eller udtaler sig misforståeligt.
Flere diplomater i kredsen af medlemslande siger for eksempel, at Josep Borrell gang på gang har skabt irritation i hovedstæderne, fordi han offentligt omtalte yderligere EU-støtte til Ukraine, som ikke var vedtaget endnu. "Vi har nok efterhånden vænnet os til, at han er et løsgående missil," siger en kilde.
Ved en lejlighed talte Borrell endda om at sende jagerfly til Ukraine – eller sådan kom det i hvert fald til at lyde – på trods af, at Nato omhyggeligt har undgået at gå så vidt.
På samme måde snublede udenrigschefen flere gange i sit eget narrativ, da han 13. oktober (tre dage efter talen til EU-ambassadørerne) holdt endnu en bramfri tale. Denne gang var det en tale til studerende på det prestigiøse Europakollegie i Brügge, der uddanner mange fremtidige diplomater og ministre.
Her var det især to bemærkninger, der formåede at provokere mange forskellige aktører på en gang: Den ene handlede om Rusland, mens den anden var en botanisk metafor.
Hvem er det, der vil ”udslette den russiske hær”?
Om den russiske atomtrussel fik Josep Borrell blandt andet sagt følgende:
”Ethvert atomvåbenangreb mod Ukraine vil blive mødt med et modsvar, ikke et modsvar med atomvåben, men et modsvar så kraftigt fra militær side, at den russiske hær vil blive udslettet.”
Som Kristian Fischer fra DIIS gør opmærksom på, så er sådan en udtalelse af flere grunde uhensigtsmæssig og overraskende.
”Det er meget bombastisk at tale om at ’udslette’ den russiske hær. Det virker ikke gennemtænkt. Og så er det meget usædvanligt, at en EU-udenrigschef overhovedet udtaler sig om brug eller ikke-brug af atomvåben. EU har jo ikke nogen atomvåben, det er nationale våben,” siger Kristian Fischer, der i mange år var politisk direktør i Forsvarsministeriet.
Vestens atombevæbnede nationer og forsvarsalliancen Nato har omhyggeligt hverken truet med eller udelukket anvendelse af atomvåben, fordi det er selve grundlaget for afskrækkelsen: ”Og så er det jo usædvanligt, at EU’s udenrigschef tager en option fra bordet,” som Fischer siger.
Netop den udtalelse fra Borrell har også rystet mange andre eksperter og diplomater på et tidspunkt, hvor Europas forhold til Rusland er det mest anspændte siden den kolde krig. En diplomat fra et af de mellemstore medlemslande betegner det som ”direkte tåbeligt formuleret.”
Kære resten af verden: I er en stor jungle
En lignende opfattelse har mange af den anden formulering i talen fra Europakollegiet i Brügge, der skabte postyr: Den botaniske metafor. EU’s udenrigschef betegnede nemlig malende Europa som en ”have”, mens resten af verden er en ”jungle”, der risikerer at vælte ind over os.
Det var bare de forkerte ord at bruge. Det passer jo slet ikke, at Europa er det eneste civiliserede og demokratiske sted på kloden.
Ricardo Borges de Castro
Vicedirektør, European Policy Centre (EPC)
”Gartnerne må gå ud i junglen. Europæerne er nødt til at engagere sig meget mere med resten af verden. Ellers vil resten af verden invadere os,” sagde Borrell i sin tale.
Efterfølgende har spanieren så måttet undskylde til rigtig mange topfolk rundt omkring i verden for indirekte at betegne dem alle som jungleboere. For eksempel følte Canadas FN-ambassadør sig lidt fejlcastet, og De Forenede Arabiske Emirater indkaldte EU’s ambassadør for at klage over de ”racistiske” bemærkninger fra Bruxelles.
”Hans ord var sikkert ikke ment på den måde, men det var bare de forkerte ord at bruge. Det passer jo slet ikke, at Europa er det eneste civiliserede og demokratiske sted på kloden, så den bemærkning er alt for stødende,” siger Ricardo Borges de Castro, vicedirektør og udenrigspolitisk ekspert hos tænketanken European Policy Centre (EPC) i Bruxelles.
Til gengæld mener Borges de Castro, at Josep Borrell har fuldstændig ret i at efterlyse et opgør med EU’s afhængighed af både Rusland (energi), Kina (produktion) og USA (sikkerhed). Også her siger Borrell nemlig, at EU lever i en svunden tid.
”Det er måske heller ikke helt diplomatisk at sige. Men det er fuldstændig rigtigt. Europa må vågne op og acceptere, at verden har ændret sig,” siger EPC’s vicedirektør.
Amerikanske neo-konservative tanker spøger
Det interessante ved metaforen om haven og junglen er, at den også har udløst harme og forbløffelse i akademiske kredse af en anden grund. Ordbilledet af den omringede have blev nemlig brugt som grundlag for den amerikanske politolog Robert Kagans bog ”The Jungle Grows Back” fra 2018, hvor han beskriver den vestlige verdens situation på samme måde.
Den internationale orden blev i sin tid tvunget igennem, og den måtte bakkes op med magt. Vi er i dag nødt til at beslutte, om vi er parat til at tage de nødvendige skridt for at bevare den. Eller om vi bare vil se til, mens junglen vokser tilbage.
Robert Kagan
Amerikansk politolog og udenrigspolitisk rådgiver
”For at eje en have og bevare en have er man nødt til at udføre gartnerarbejde hele tiden. For mig at se er det en god analog for den liberale verdensorden, der jo i sig selv er en unaturlig skabelse, som naturkræfterne altid arbejder for at underminere,” sagde Kagan for eksempel til en konference ved Carnegie Council i New York det år, bogen blev udgivet:
”Den internationale orden blev i sin tid tvunget igennem, og den måtte bakkes op med magt. Vi er i dag nødt til at beslutte, om vi er parat til at tage de nødvendige skridt for at bevare den. Eller om vi bare vil se til, mens junglen vokser tilbage.”
Selv om han i de seneste år har afskrevet USA’s republikanske parti som kapret af Donald Trump, så betragtes Kagan stadig som en neo-konservativ amerikansk tænker af mange europæiske forskere. Der var for eksempel undervisere på det Europakollegie, hvor Josep Borrell holdt sin tale, som var rystede over, hvad de så som EU-chefens knæfald for amerikansk magtpolitisk analyse.
Selv har Borrell afvist også denne sammenhæng i sin blog, hvor han skriver, at han ikke hører til samme ”politiske skole”. Hvis man nærlæser begge hans opsigtsvækkende taler her i oktober, så virker den bortforklaring bare ikke helt fyldestgørende.
Hobbes, Kant og Robert Kagan på natbordet
I slutningen på sin første tale siger udenrigschefen nemlig til alle sine ambassadører, at de er ”for meget kantianere og ikke nok hobbesianere”.
Referencen er de to filosoffer Thomas Hobbes og Immanuel Kant fra henholdsvis 1600-tallet og 1700-tallet. Hobbes er groft sagt realisten, der tror på, at enhver stat og magthaver altid må og vil være parat til at forsvare egne interesser – mens Kant tror på principper, idealer, fælles regler og samarbejde.
I moderne politisk forskning er netop Robert Kagan (ja, ham igen) også kendt for sin 20 år gamle bog ”Of Paradise and Power”, hvor han lidt hånligt beskriver Europas selvopfattelse som et ”post-historisk paradis af fred og relativ velstand” og en drøm om virkeliggørelse af Immanuel Kants ”evige fred”. Kagan sagde det også på en anden måde i den bog: ”Amerikanere er fra Mars og europæere er fra Venus.”
Det kunne unægtelig godt se ud som om, at den gamle socialist Josep Borrell har haft et par af Kagans bøger liggende på natbordet eller med i flyveren her i oktober.
Mange undrer sig over, at så meget af det og andet personligt tankegods er kommet med i den europæiske udenrigschefs taler. Normalt ville den slags blive luget ud af et hold professionelle taleskrivere, rådgivere og eksperter i udenrigstjenesten, EEAS.
”Der må være en brist et sted,” som en kilde siger.
Udenrigschefen prøver at fortælle os noget
I så fald er det en brist, der de seneste uger har givet et sjældent indblik i dybe overvejelser hos en mand, der færdes i toppen af europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og han har selv valgt at fortælle os alle sammen om det.
Borrell siger, at vi i Europa har været for godtroende og for naive i for lang tid over for resten af verden. Og det har han jo ret i.
Marlene Wind
Professor, Københavns Universitet
Begge taler refereret i denne analyse blev live-streamet for alle, og både optagelser og tekstversioner er publiceret på den europæiske udenrigstjenestes website. Vi har altså på ingen måde at gøre med fortalelser.
Rent bortset fra bøfferne og de klodsede formuleringer undervejs, så kan det være, at Borrell faktisk er nået frem til at give Robert Kagan ret et godt stykke vej. I hvert fald mener EU’s udenrigschef tydeligvis, at krigen i Ukraine har udstillet, hvordan både han selv, hans udenrigstjeneste og EU som helhed blev taget på sengen midt under kantiske drømme om en bedre verden.
”Det, som Borrell siger, er egentlig: ’Vi ville så gerne være mere Kant end Hobbes, at jeg måtte hele vejen til USA for at få analysen af det her. Vi har ladet os lulle i søvn. Vi lever ikke længere i den verden, vi troede på’,” siger professor Marlene Wind fra Københavns Universitet:
”Jeg synes, det er en modig tale. Borrell siger, at vi i Europa har været for godtroende og for naive i for lang tid over for resten af verden. Og det har han jo ret i. Vi troede, at gensidig afhængighed på tværs af verden ville sikre freden. Det passede bare ikke.”