Morten Helveg genvalgt som europæisk spidskandidat

VALG: Europaparlamentariker Morten Helveg Petersen (R) er søndag morgen blevet genvalgt som spidskandidat til det kommende valg til Europa-Parlamentet. Han vandt over Karen Melchior i et kampvalg.

NYBORG: Det bliver igen Morten Helveg Petersen (R), der kommer til at stå i spidsen for Radikales valgkamp, når der til maj er valg til Europa-Parlamentet. 

Søndag blev han valgt som sit partis spidskandidat ved Radikales landsmøde i Nyborg. 

Der var tale om noget så sjældent som et kampvalg om at blive europæisk spidskandidat, efter Karen Melchior (R), der i 2017 blev valgt til Københavns Borgerrepræsentation, havde udfordret Helveg. 

Men med 247 stemmer til Morten Helveg Petersen mod 82 stemmer til Karen Melchior fik den siddende europaparlamenteriker overvældende opbakning fra sit radikale bagland til at fortsætte som spidskandidat. 

"Vi har en helt historisk forpligtelse til at skabe et grønnere, stærkere og mere handlekraftigt EU. Og det er det, der er min radikale vision: Et grønnere, stærkere og mere handlekraftigt EU," lød det fra Morten Helveg Petersen i sin tale forud for valghandlingen.

Ved det seneste valg til Europa-Parlamentet i 2014 fik Morten Helveg 76.390 personlige stemmer. Næstflest radikale stemmer gik til netop Karen Melchior, der opnåede 10.412 personlige stemmer. 

Går efter ét mandat 
Radikale går efter at få valgt et enkelt medlem. I dag har de to, fordi Jens Rohde i 2015 skiftede fra Venstre. 

På landsmødets første dag aflagde de beretning til medlemmerne om deres arbejde i årets løb. Her lagde Helveg vægt på, at han kæmper for liberale frihedsrettigheder i eksempelvis Polen og Ungarn. 

Det er netop den kamp, hans udfordrer over for Altinget for nylig gav udtryk for, at der bliver taget for let på.  

"Jeg er ikke sikker på, Morten tager det alvorligt nok. Han har gjort et dygtigt politisk stykke arbejde. Men vi bliver nødt til at kæmpe en mere principiel værdibaseret kamp,” sagde hun til Altinget

Morten Helveg fokuserede i sin beretning også meget på arbejdet med EU’s energiunion og fik også nævnt, at han i foråret fik prisen som årets energipolitiker.  

Karen Melchior blev efter det tabte kampvalg om at være spidskandidat valgt til at være nummer to på den radikale liste, mens Philip Tarning-Andersen blev prioriteret som nummer tre af det radikale landsmøde.

Radikale er i valgforbund med Alternativet, som allerede har valgt Rasmus Nordqvist som deres spidskandidat. Tidligere har partiet været i valgforbund med Socialdemokratiet og SF, men det samarbejde har de i sommer brudt ved at gå sammen med Alternativet i stedet. 

Valget til Europa-Parlamentet finder sted i Danmark 26. maj 2019. 

Forrige artikel EU-kampvalg i Radikale: Helvegs udfordrer vil have mere fokus på liberal værdikamp EU-kampvalg i Radikale: Helvegs udfordrer vil have mere fokus på liberal værdikamp Næste artikel Historiker ti år efter finanskrisen: EU hægtede sig selv af globalt kapløb – og lod millioner af europæere lide Historiker ti år efter finanskrisen: EU hægtede sig selv af globalt kapløb – og lod millioner af europæere lide
Nyt EU-formandskab vil sikre aftale om klimaneutralitet i 2050

Nyt EU-formandskab vil sikre aftale om klimaneutralitet i 2050

INTERVIEW: Inden årsskiftet skal EU’s medlemslande være enige om at være klimaneutrale i 2050. Det er en af de opgaver, der står allerøverst på Finlands dagsorden, nu hvor landet har overtaget formandsstolen i EU-Rådet. Det fortæller den finske udenrigsminister i et interview med Altinget.