Opgøret med Rusland bliver den største udfordring i vores generation

Vi står med andre ord overfor et aggressivt, ekspansivt og revanchistisk Rusland. For øjeblikket ligger fronten i det ulykkelige Ukraine, men set fra et imperialistisk, russisk perspektiv kunne den også ligge et andet sted eller blive suppleret med åbningen af nye frontafsnit.

Det vil være helt ved siden af at hævde, at de vestlige lande ikke har ydet en betydelig indsats for at understøtte ukrainernes modige frihedskamp.

I USA har præsident Biden, der ellers beskyldes for at være for gammel og for langsomt tænkende, udvist stor handlekraft. Der er iværksat talrige pakker med økonomisk og militær bistand, og han har tømret Nato-alliancen sammen i hidtil uset omfang.

Europa er kommet godt med. For fem måneder siden overhalede EU's samlede bistand for første gang den amerikanske. Desuden har man modtaget skønsmæssigt fire millioner flygtninge, og sidst men ikke mindst er der givet grønt lys til at åbne forhandlinger om EU-medlemskab for Ukraine.

Men yderligere bistand fra USA er i Kongressen blevet bremset af republikanerne, beordret af partiets kommende præsidentkandidat Donald Trump, der ikke ønsker en politisk sejr til sin kommende modstander ved præsidentvalget.

Hertil kommer Trumps uansvarlige og skadelige udtalelser for nylig, hvor han ikke alene igen lagde afstand til USA's engagement i Nato, men også, tilsyneladende uden at rødme, opmuntrede russerne til at overfalde lande, der er bagud med bidragene til alliancen.

Hvorfor varede det så længe at levere avancerede kampvogne?

Michael Ehrenreich

Nøglen til Natos succes med at afskrække angreb udefra under den kolde krig var dels USA's førende position og dels musketéreden om, at angreb på ethvert medlemsland skulle betragtes som en krigserklæring mod dem alle.

Trumps udtalelser sår tvivl om begge dele for første gang i Natos historie. I lyset af den opbakning, som han har i den amerikanske befolkning, og som vil blive tydeliggjort i de kommende måneder, gælder dette desværre nok også, selvom Biden i sidste ende genvælges.

USA er i bevægelse i synet på landets deltagelse i Europas kollektive sikkerhed. Hvor meget, ved vi endnu ikke. Men ændringen fremrykker behovet for virkeliggørelsen af den målsætning, der siden invasionen har været et dominerende tema i europæiske skåltaler om sikkerhedsspørgsmål:

De europæiske lande må tage et større ansvar for deres egen sikkerhed.

At dømme efter den uro, som Trumps udtalelser har skabt i europæiske hovedstæder, også på regeringsniveau, fornemmer man nu faren for, at Europa destabiliseres. Men der tøves med at sætte handling bag i tilstrækkeligt omfang, og de hidtidige erfaringer lader noget tilbage at ønske.

På trods af Ukraines fejlslagne sommeroffensiv, der ifølge ukrainske officerer skyldtes mangel på moderne våbensystemer, og de aktuelle dårlige meldinger fra fronten, der begrundes med mangel på ammunition, kniber det stadig med at levere, som det har været mønsteret siden krigens start.

Hvorfor varede det så længe at levere avancerede kampvogne? Hvorfor er de for længst lovede F-16 fly først operationsklare til sommer? Og hvorfor tøves der stadig med langtrækkende krydser-missiler?

Det er, som om de europæiske lande opererer efter en forestilling om, at begrænset støtte til Ukraine - som gradvist, men langsomt optrappes - er nok til at holde russerne stangen, men uden at det overordnede sikkerhedsproblem for Europa anerkendes i fuldt omfang.

Reaktionerne på Navalnyjs død tyder på, at denne opfattelse måske er under ændring. Der breder sig en erkendelse af, at vi endnu engang har undervurderet Rusland, og at 2024 - krigens tredje år - bliver afgørende. Ikke nødvendigvis for krigens forløb, men for vores egen opfattelse af den.

Den ene mulighed er, at krigen fryser endnu mere fast langs de nuværende frontlinjer. Der indledes ad åre forhandlinger om afståelse af Østukraine til gengæld for vestlige sikkerhedsgarantier for Vestukraine. Denne mulighed løser intet for Europa, som blot kan vente på, at Putin slår til igen og vil være nødt til at forberede sig på det.

Den anden mulighed er en massiv optrapning af den militære og økonomiske bistand, først og fremmest fra Europa, med det resultat, at Rusland efter årelange krigshandlinger trænges tilbage over grænserne. Tildelingen af et sådant militært nederlag vil forhåbentlig afskrække Kreml fra at forsøge sig igen, men helt sikre kan vi ikke være.

Det er en misforståelse at tro, at den første mulighed vil kræve væsentligt mindre af os i Europa - langt fra krigens gru - end den anden. I begge tilfælde skal der ydes meget store ofre af vores vestlige samfund, vænnet til fredsdividendens velsignelser og USA's uforbeholdne beskyttelse.

Uanset, hvilken mulighed som bliver den endelige, vil opgøret med Rusland blive vores generations største udfordring. Vi har den økonomiske og teknologiske styrke til at stå det igennem, og vi vil forhåbentlig efterhånden kunne opbygge den nødvendige militære slagstyrke.

Men det er vigtigt, at vi snart erkender, at det er sådan, det er.