Debat

Patentmodstanderne misbruger vores tal

DEBAT: Patentmodstandere har brugt en undersøgelse lavet af IDA i deres kampagne. Men faktum er, at det er færre end hver tiende deltager i undersøgelsen, der er imod dansk deltagelse, skriver Frida Frost, formand for Ingeniørforeningen, IDA.
Kun 4 procent af de patentaktive virksomheder er negativt stemt over for den fælleseuropæiske patentdomstol, skriver Frida Frost, formand for Ingeniørforeningen, IDA
Kun 4 procent af de patentaktive virksomheder er negativt stemt over for den fælleseuropæiske patentdomstol, skriver Frida Frost, formand for Ingeniørforeningen, IDAFoto: Steen Brogaard/IDA
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Frida Frost
Formand for Ingeniørforeningen, IDA

Statistik er som en gadelygte. Ikke særligt oplysende, men god at støtte sig til.

Sådan lyder et klassisk Storm P.-citat, og deri ligger der en sandhed.

For det går vitterligt galt, når man død og pine forsøger at vride en anden virkelighed ud af en ellers simpel og letforståelig undersøgelse.

Det har de seneste ugers intense valgkamp om dansk deltagelse i patentdomstolen afsløret.

Fakta
Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

Her har en fraktion af modstanderne mod dansk deltagelse i det europæiske enhedspatent anført af DF's spidskandidat, Morten Messerschmidt, nemlig forsøgt at frame Ingeniørforeningen, IDA og et flertal af vores medlemmer som modstandere og skeptikere eller slet og ret som indifferente over for et dansk ja til patentdomstolen.

Færre end hver tiende er modstander af patentdomstol
Midlet er en analyse, som Ingeniørforeningen har lavet blandt et udsnit af vores medlemmer. Vi har spurgt dem om, hvilken betydning reformen vil få for deres virksomhed.

Når vi spørger SMV'erne, hvorfor de forventer, at reformen bliver en fordel, peger de på tre ting: mindre bureaukrati, færre omkostninger og mere sikre retsforhold. Derfor støtter Ingeniørforeningen også et dansk ja til patentdomstolen.

Frida Frost
Formand for Ingeniørforeningen, IDA

Hertil svarer 34 procent, at dansk deltagelse i EU-patentet vil være en fordel. 27 procent siger, at det ikke have nogen betydning for deres virksomhed, og blot 9 procent tilkendegiver, at dansk tilslutning til patentdomstolen vil være negativt for deres virksomhed.

De resterende 30 procent har ikke taget stilling.

Når de tal har været en tur igennem Morten Messerschmidts regnemaskine, hedder det sig, at et flertal blandt Ingeniørforeningens medlemmer enten erklærer sig skeptiske eller indifferente over for dansk deltagelse i EU-patentet.

Nu svarer 34 procent, at det vil være gavnligt for Danmark at sige ja, mens 36 procent mener, at et nej vil være bedst - eller at det er uden betydning.

Meget belejligt bliver de 27 procent, for hvem patentdomstolen ikke har betydning, lagt sammen med modstanderne og vupti, så har vi et flertal af nej-sigere og skeptikere.

Men faktum er, at det er færre end hver tiende deltager i undersøgelsen, der er imod dansk deltagelse.

Bred opbakning til patentdomstol
Kradser vi lidt mere i tallene, viser det sig, at kun 4 procent af de patentaktive virksomheder er negativt stemt over for den fælleseuropæiske patentdomstol. Tilbagemeldingerne fra Ingeniørforeningens bagland er grundlæggende, at denne patentreform har været savnet og derfor er meget velkommen.

Selv blandt vores medlemmer i it-branchen, hvorfra man ellers hører de mest skeptiske røster i diskussionen, er der flere positive tilbagemeldinger end negative i analysen.

Samtidig er der opbakning til patentdomstolen fra de små og mellemstore virksomheder, SMV'erne, som udgør rygraden i dansk erhvervsliv. 38 procent af de patentaktive virksomheder er små virksomheder med mellem 10 og 49 ansatte, mens 12 procent er enmandsvirksomheder, såkaldte mikrovirksomheder.

Når vi spørger SMV'erne, hvorfor de forventer, at reformen bliver en fordel, peger de på tre ting: mindre bureaukrati, færre omkostninger og mere sikre retsforhold.

Derfor støtter Ingeniørforeningen også et dansk ja til patentdomstolen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frida Frost

Innovationschef, DTU Vind og Energisystemer, Leder af PowerLabDK, DTU, Bestyrelsesformand for Experimentarium
Digital Technologies for Business Transformation (CBS, 2021), Cand.polyt. (DTU 1999), prof. bestyrelsesuddannelse (Insead 2012), executive program (Singularity University 2012), G2 Governance & Strategy (Wharton School 2014),

0:000:00