Rasmus Nielsen: Flere parter kan have ansvar for fyringen af Pernille Weiss

Den opsigtsvækkende, konservative fyring af Pernille Weiss efter hendes fire år i Europa-Parlamentet, ledsaget af hendes grådkvalte tv-optræden, rejser vigtige spørgsmål. Spørgsmål der ikke bare handler om forholdet mellem partier og deres mandat-bærere, men i videre grad om vælgernes respekt for de demokratiske institutioner.

Vi vælgere har krav på, at vores folkevalgte og deres partibaglande får det bedst mulige ud af de mandater, vi har givet dem. Vi kan ikke bruge til noget, at der i den grad larmes i det offentlige rum, som det nu sker i sammenstødet mellem to af de største konservative navne: Den konservative formand Søren Pape Poulsen og det enlige konservative medlem af Europa-Parlamentet Pernille Weiss.

Ærlig talt, find selv ud af det. Fair nok, hvis et parti ikke vil genopstille et navn, som for eksempel Socialdemokratiet forbigik tidligere udenrigsminister og MEP Jeppe Kofod. Men lad støjen blive inden døre. Konservative kunne stille og roligt have meddelt Pernille Weiss, at hun ikke bliver genopstillet. Hun kunne slutte sin femårige valgperiode med værdighed og måske fortsætte som rådgiver eller lobbyist på de politikområder, hvor hun har arbejdet. Nu taber alle parter ansigt.

Det konservative forretningsudvalg har således - kun et år før næste Europa-valg - meddelt Pernille Weiss, at hun er uønsket og helst skal trække sig øjeblikkeligt, hvad hun forståeligt nok afviser. Det er dog hendes mandat og levevej, valgt med godt 80.000 stemmer Danmark rundt.

Sagen bunder i alvorlig kritik af arbejdsmiljøet fra tidligere medarbejdere på Pernille Weiss' kontor. Med Søren Pape Poulsens ord:

"Jeg har opfordret Pernille til at trække sig fra Europa-Parlamentet. Det er voldsomme, samstemmende beretninger, vi har fået fra tidligere medarbejdere. De beskriver et meget dårligt psykisk arbejdsmiljø. Folk bruger ord som mobning, de føler sig truet, de har haft et rigtig, rigtig dårligt psykisk arbejdsmilljø. Mange af dem har været sygemeldt, og det tager vi naturligvis meget alvorligt."

Øjensynlig frygter partiformanden en ny Naser Khader-sag, der tidligere har martret ham og De Konservative.

Pernille Weiss stillede sig på sin side modigt op i skærmtrolden Søren Lipperts program på TV 2 News, hvor det i denne uge igen lykkedes den insisterende interviewer at gafle sig ugens mest varme navn til sit program. Modigt, når nu hun endnu tydeligt og selverkendt var i sine følelsers vold.

Disse partifyringer af højt profilerede folkevalgte medvirker desværre også til den omsiggribende politikerlede.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

"Det er dybt, dybt krænkende at blive behandlet på denne måde. Jeg er ikke en led kælling. Men jeg er i dybt chok", sagde den konservative profil til Lippert og betonede, at hun både bliver på sit mandat valgperioden ud og i sit parti gennem 40 år.

Med partitoppens mistillid stiller Pernille Weiss sig modvilligt op i rækken af politikere, der er blevet erklæret persona non grata af deres parti. Det gælder et andet medlem af Europa-Parlamentet, Karen Melchior, forhenværende radikal, som det gælder flere borgmestre i Københavns Kommune, senest Venstres nu tidligere borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.

Hvad er det, der sker? Hvordan kan det forhindres i fremtiden? For disse partifyringer af højt profilerede folkevalgte medvirker desværre også til den omsiggribende politikerlede. "Børnehave" slynges ud blandt nogle, og det er ikke så pænt og dejligt ment, som det lyder.

Fælles for navnesagerne er tilsyneladende, at der er tale om "solist-politikere" i den forstand, at de i deres faglighed i vid udstrækning har været overladt til sig selv og deres - ofte unge og uprøvede - medarbejdere.

Vi udenforstående søger information om, hvad der dog er sket i hver af disse sager, nu senest med Pernille Weiss, som efter alt at dømme rent fagligt har passet sin enlige danske plads i Parlamentets største gruppe EPP for konservative og kristen-demokrater. Et hårdt, stressende job med en hverdag omgivet af Europas dygtigste lobbyister, der øjner en chance for at påvirke en helt centralt placeret ordfører.

Vi kommer ind bag forhænget i en ny, lytteværdig podcast fra to af vores journalister i Bruxelles, Thomas Lauritzen og Rikke Albrechtsen i serien "Altinget taler om Europa".

Som det skal være, er de altid neutrale i deres dækning og går efter bolden og ikke kvinden. Et hensyn der i særlig grad skal vises i en personfølsom sag som denne.

Rikke Albrechtsen er generelt forsigtig med at kommentere, endsige udtrykke holdninger. Derfor skal man lytte særligt efter, når hun i podcasten siger:

”Vi har her i Bruxelles i længere tid hørt om både stress og sygemeldinger, som kom fra tidligere medarbejdere på hendes (Pernille Weiss', red.) kontor. Vi har kunnet se, at folk brød sammen og flygtede fra hendes kontor. Udfordringen for os som medie var, at ingen ville stå frem. Det er helt grundlæggende enormt følsomt, fordi folk har ingen som helst lyst til at stille sig frem i offentligheden. Det er folk, der i høj grad er blevet her i Bruxelles og derfor ikke har lyst til at rage uklar med en meget magtfuld parlamentariker som Pernille Weiss.”

Demokratiet og vi vælgere kan ikke bruge brutale fyringer som den aktuelle til noget som helst.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Vores EU-redaktør føjer flere detaljer til om den hidtidige tilstand på det danske, konservative kontor i Bruxelles, der virker underbyggede og bør fremhæves:

"Ni personer er forsvundet fra kontoret, siden hun startede sit mandat tilbage i 2019, og over halvdelen af dem har haft reelle stress-sygemeldinger med i bagagen derfra. De fortæller om en hverdag enormt præget af micromanagement, og om at de følte sig overvåget. Hele deres arbejdsliv var afgjort af, hvilket humør Pernille Weiss selv var i – om hun havde en god eller en dårlig dag - og hun spillede folk ud mod hinanden. Hun havde favoritter, og folk kunne være i kridthuset eller uden for kridthuset, og det var meget afgørende for, hvordan de havde det på arbejdet. De blev kontaktet på alle tider af døgnet, og der var en enormt hård kommunikation. Der blev talt med store bogstaver – både fysisk og på skrift. Der er en fornemmelse af, at hun er utilregnelig, og at man er bange for, hvad hun kan finde på.”

Disse udsagn, som vores EU-redaktion refererer, må formodes i større eller mindre grad at være gangbare, og det burde en folkevalgt, der også er personaleansvarlig, aldrig have ladet passere.

EU-podcasten giver hver uge gerne taletid til både internationale og danske EU-ansatte og andre bemyndigede, der sjældent høres, men dog er med til at præge vores kontinent. Det er saliggørende at møde disse i offentligheden ukendte, men centrale røster. Således er der også et interview med Europa-Parlamentets øverste personaleansvarlige, generaldirektør Kristian Knudsen. Det viser sig, at Europa-Parlamentet siden sidste valg i 2019 har haft godt 30 alvorlige sager, hvor medarbejdere har følt sig mobbet af deres chef, et medlem af Europa-Parlamentet. Ud af de 705 medlemmer i alt er det alt for mange sager. Tænk hvis det skete i Folketinget, Stortinget eller Riksdagen. Så var der for alvor storvask.