Fagforbund for tusinder af EU-ansatte: Der bliver gjort for lidt mod mobning

Sagen om Pernille Weiss er langt fra enestående. Faglige organisationer har i årevis advaret om dårligt arbejdsmiljø i EU’s institutioner, siger formanden for funktionærernes største forbund. Parlamentets personaledirektør erkender, at klagesystemet er for langsomt.

Chikane kan tage mange andre former end den seksuelle, også i stressende politiske miljøer som Europa-Parlamentet.
Chikane kan tage mange andre former end den seksuelle, også i stressende politiske miljøer som Europa-Parlamentet.Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Den gruppe af tidligere medarbejdere, hvis klager har fået hendes egen partiformand til at bede Pernille Weiss (K) om at træde tilbage, står langt fra alene med deres anklager om mobning og pres i Europa-Parlamentet.

”Vi ser desværre mange eksempler på den slags problemer. Det er ofte meget svært for assistenterne i parlamentet at sige fra, fordi deres kontrakter er midlertidige og prekære,” siger fagforeningslederen Nicolas Mavraganis, der repræsenterer tusinder af funktionærer og andre ansatte i EU-systemet.

”De her problemer med mobning går på tværs af alle de europæiske institutioner,” siger han.

Omkring 10.500 mennesker arbejder i Europa-Parlamentet alene. Mere end 2.000 af dem er politiske rådgivere og assistenter lige som dem, der forlod Weiss’ kontor og nu anonymt anklager hende for dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Problemet er udbredt og alt for ofte ignoreret, advarer Mavraganis:

”Det er på høje tid, at EU-institutionerne begynder at tage det her mere alvorligt. Det skader Den Europæiske Unions rygte og spiller kort i hænderne på populister, der vil angribe EU.”

Læs også

Ofre bukker under for enormt arbejdspres

Nicolas Mavraganis er formand for Union Syndicale Fédérale (USF), som med omkring 8.000 medlemmer på tværs af EU-intuitionerne er det største fagforbund for europæiske funktionærer.

Det er på høje tid, at EU-institutionerne begynder at tage det her mere alvorligt. 

Nicolas Mavraganis
Formand for fagforbundet USF

”Min organisation og de andre fagforeninger har advaret om det her problem i EU-institutionerne i årevis. Gang på gang har vi bedt om en bedre politik og et stærkere system til at bekæmpe chikane og mobning, men der er ikke sket så meget,” siger han:

”Ofrene fortæller om et enormt hårdt arbejdspres. En situation, hvor de føler, at de altid og i enhver situation skal stå til rådighed for politikere, der har hånd- og halsret over dem. Deres arbejdskraft bliver simpelthen udnyttet alt for hæmningsløst.”

Ifølge Europa-Parlamentets generaldirektorat for personale har der været i alt 28 formelle klagesager af denne type, siden det nuværende parlament tiltrådte i andet halvår 2019.

Kun 10 af dem har ført til, at de pågældende parlamentarikere blev sanktioneret.

Parlamentet har i flere år tilbudt politikerne frivillig uddannelse i, hvordan de som ledere sikrer et godt arbejdsmiljø på deres kontorer. Ifølge netmediet Politico har kun 281 af de nuværende 705 parlamentsmedlemmer taget imod det tilbud siden 2019.

Læs også

De færreste gør brug af klagesystemet

I tilfældet Pernille Weiss afviser EU-parlamentarikeren selv på det kraftigste, at hun skulle have udsat tidligere assistenter for mobning. Weiss får opbakning fra sine nuværende ansatte, og hun nægter at forlade sin plads i parlamentet, selv om partiformand Søren Pape Poulsen har bedt hende om det.

Vi har set en udvikling over årene, hvor det er klart, at folk står mere og mere frem. Folk sætter klarere grænser. 

Kristian Knudsen
Generaldirektør for personale, Europa-Parlamentet

Til sit forsvar påpeger Weiss blandt andet, at hendes tidligere medarbejdere måske nok har klaget til ledelsen i Det Konservative Folkeparti – men ingen af dem har på noget tidspunkt indgivet formel klage over hende til parlamentets personaledirektorat.

Ifølge Nicolas Mavraganis er det dog slet ikke ualmindeligt. Faktisk er det ret sjældent, at folk tror nok på klagesystemet til at gøre brug af det.

”Jeg har ikke nogen statistik over det, men der er helt sikkert mange flere sager end dem, der formelt bliver klaget over,” siger han.

”Jeg har indtryk af, at institutionerne ikke tager problemerne med mobning alvorligt nok. Procedurerne er for langvarige, og det er altid ofrene selv, der skal drive sagerne frem. Der bliver ofte ikke lyttet nok til dem. Der er behov for et meget mere effektivt klagesystem, der tager ofrene alvorligt,” siger fagforeningsformanden.

Mobning bliver mere synligt end før

Europa-Parlamentets generaldirektør for personale, danske Kristian Knudsen, er klar over problemet – og han erkender, at der skal gøres noget for at behandle klagerne hurtigere.

”Vi hører regelmæssigt om tilfælde af mobning. Det er noget, vi er bevidste om, og det er noget, som jeg tror findes i alle større organisationer,” siger han i et interview med Altingets europæiske podcast:

Læs også

”Vi har set en udvikling over årene, hvor det er klart, at folk står mere og mere frem. Folk sætter klarere grænser. Det er helt klart, at man accepterer mindre, end man accepterede for 10 år siden eller for 20 år siden. Og det er en udvikling, vi hilser velkommen,” siger han.

Kristian Knudsen påpeger, at Europa-Parlamentet i årenes løb har udviklet et system, hvor medarbejdere med problemer kan få hjælp af fortrolige rådgivere og om nødvendigt af en psykolog. Og at der eksisterer et særligt klageudvalg, som behandler klager mod parlamentsmedlemmer, der skaber dårligt arbejdsmiljø.

Generaldirektøren erkender dog, at det relativt begrænsede antal formelle klager kan være toppen af et meget større isbjerg.

Personalechef lover hurtigere sagsbehandling

”Jeg tror ikke, vi ser alle sager. Det er også et spørgsmål, som vi er meget bevidste om. Derfor laver vi regelmæssige oplysningskampagner om de procedurer, der findes i huset,” siger Knudsen.

Selvom politikere har et meget stressende arbejde, så kan det aldrig være en undskyldning for ikke at behandle sine nærmeste kolleger korrekt.

Kristian Knudsen
Generaldirektør for personale, Europa-Parlamentet

Blandt de mulige årsager til, at mange afstår fra at klage, nævner generaldirektøren ansættelsernes kortvarighed, sprogbarrierer og kulturelle forskelle i opfattelsen af arbejdsmiljø.

Men han indrømmer også, at klagesystemet i parlamentet er for tungt. Det tager mange måneder – i nogle tilfælde op til to år – at føre en klagesag om chikane til ende.

”Jeg vil med det samme indrømme, at det tager for lang tid. Vi er nødt til at forkorte den tid, det tager at behandle sagerne. Det arbejder vi meget på,” siger han.

De langsommelige procedurer skyldes ofte administrative og bureaukratiske udfordringer i et parlament med 705 folkevalgte medlemmer, som arbejder på 24 forskellige sprog. Men der er også andre grunde til ikke at forhaste sig med sagerne.

Hårdt politisk miljø er ingen undskyldning

”Vi skal også tænke på, at der er en meget hård konsekvens for vores parlamentsmedlemmer, når der bliver konstateret mobning. Det er i nogle lande en strafbar handling. I de tilfælde, vi har set, har det næsten altid medført, at den politiske karriere var færdig, eller i hvert fald blevet stillet på standby,” siger Kristian Knudsen.

”De konsekvenser må man tage, hvis man er ansvarlig for handlingen. Det er helt klart. Men vi er nødt til at sikre, at alle bliver hørt i processen, inden der bliver truffet en afgørelse,” siger han.

Læs også

Grundlæggende medgiver Europa-Parlamentets personalechef dog, at der ligesom i andre politiske miljøer eksisterer problemer med usunde omgangsformer og urimelige arbejdsforhold.

Det har også noget at gøre med en arbejdskultur og en tone, som politikerne selv bør gøre mere for at få fjernet, vurderer Kristian Knudsen:

”Politik er et beskidt håndværk, og det har måske også haft en indflydelse på, hvordan nogle medarbejdere er blevet behandlet.  Men selvom politikere har et meget stressende arbejde og ofte er under enormt pres, så kan det aldrig være en undskyldning for ikke at behandle sine nærmeste kolleger korrekt,” siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Weiss-Ehler

MEP (K)
sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab (SDU 2004), master i ledelse og innovation (CBS), certificeret sexolog

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Kristian Knudsen

Fhv. generaldirektør for Personale, Europa-Parlamentet
cand.jur. (Københavns Uni. 1987)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024