Da et afrikakort med en dejlig lille corona-gul plet blev cirkuleret for nogle uger siden på de sociale medier, tænkte jeg, at det var et humoristisk indslag. Et meme måske. En måde at forlænge den Monty Pythonske effekt af, at to ministre dette forår dukkede op i Rwandas hovedstad, Kigali, som små beslipsede lyn fra et mørkt skydække for at vedtage en indledningsvis aftale om blandt andet asyl, der både var meget hemmelig og stadig så relativt ligegyldig, at Udenrigspolitisk Nævn ikke var orienteret.

Men kortet var ikke et meme. Sagen er, at Udenrigsministeriet en måned efter ministerbesøget i Rwanda, nærmere bestemt i starten af juni, opdaterede Covid-rejserestriktionerne med den effekt, at de blev lempet for en mindre gruppe lande. Disse var lande som Tyskland, Italien, Østrig og Slovakiet, hvilket samlet set var mindre bemærkelsesværdigt end det ene afrikanske land, som funklede på kortet: nemlig samme Rwanda.

Rwanda var vel at mærke det eneste land i Afrika og et af få lande i resten af verden, som myndighederne ikke længere frarådede rejser til, ligesom vi også ville tage imod rwandere på turistbesøg til Danmark.

Det lignede en tanke. Altså at der var en sammenhæng mellem regeringens charmeoffensiv over for politistatspræsidenten Kagame og så det forhold, at man nu kunne rejse nemmere til landet, der ligger godt 10.500 kilometer væk.

Men det var slet ikke nogen tanke, lød det fra Udenrigsministeriet. Det var bare en fejl. Den slags fejl, som myndighederne i øvrigt ikke ønsker at rette. Se, det viser sig, at myndighederne ønskede at følge Tysklands liste, og så bare ikke var helt med på, hvilke lande Tyskland i øvrigt havde på den liste. Ja, sikke en fejl, men man kan jo ikke bare smække døren i igen, ville myndighederne vide, da de talte med Berlingske.

Hvis myndighederne padler mere på denne sag, kunne man frygte, at de ender på sydpolen, og jeg er derfor tilbøjelig til at lade dem sejle i egen sø. Det større perspektiv er nemlig ikke Danmarks kamikaze-flirt med Rwanda om asyl. Det større perspektiv er, at der kan sås tvivl ved formålet med corona-restriktionerne.

Er hensigten alene via statens lov og magtmonopol at begrænse udviklingen af corona-virus, eller er der alle mulige andre hensyn blandet ind i restriktionerne, og hvorledes fastlægges de hensyn?

Mistanken har været der længe, selvfølgelig, om nepotisme, vennetjenester og en ekstra håndsrækning til de sektorer i samfundet, som regeringen måtte se særligt mildt på. Og der har været masser af frustration - senest har koncertarrangører og teatre set måbende til, mens en stor, orgastisk masse af fodboldfans har sunget, grædt og svedt sammen den seneste måned.

Er hensigten alene via statens lov og magtmonopol at begrænse udviklingen af corona-virus, eller er der alle mulige andre hensyn blandet ind i restriktionerne, og hvorledes fastlægges de hensyn?  

Anne Sofie Allarp
Kommentarskribent

Oppositionen har ivrigt debatteret fornuften i de individuelle restriktioner og deres proportionalitet, timing og længden af deres fastholdelse. En diskussion, der synes ikke at tage tilstrækkeligt højde for det grundlæggende: At staten kun har ret til at begrænse individuelle friheder og rettigheder i en periode, så længe den følger grundlovens bestemmelser. Og at oppositionen allerede ved epidemiens start accepterede, at staten gjorde en undtagelse fra grundlovens bestemmelser, når det kom til arbitrært at påbyde lukning af forretninger, restauranter, teatersale med videre.

Det er sandsynligt, at Christiansborg havde en opfattelse af, at det ville være en kortvarig opofrelse, som de krævede af de private erhvervsdrivende, men den antagelse er blevet gjort grundigt til skamme de seneste 16 måneder, hvor det er en række sektorer i det private erhvervsliv, der af egen lomme har betalt regningen.

Det forekommer derfor frivolt at diskutere, hvilke sektorer der nu i denne uge skal holde for, før der er foretaget en grundlæggende vurdering af statens indgrebs nødvendighed og bæredygtighed og taget stilling til den grundlovssikrede kompensation, som de erhvervsdrivende faktisk stadig har krav på. Det skylder Folketinget os og vores børn og børnebørn.

Og regeringen, ja, den skylder os, at vi kan have tillid til, at den ikke har alt muligt andet i hovedet end vores sundhed, når den svinger sin ekstraordinære magt rundt i samfundet. Oven på rejseanvisningen til Rwanda flammer der nemlig et lystigt midsommerbål under corona-troværdigheden på Slotsholmen.