Seniorforsker: Løkkes pragmatisme lader sig ikke praktisere i forhold til Kina

Den værdipolitiske afkoblingsstrategi

I Washington anskues rivaliseringen med Kina som et bredere ideologisk opgør mellem demokratier og autokratier. Derfor er værdipolitikken blevet et centralt aspekt af stormagtsrivaliseringen, hvad enten det drejer sig om Washingtons skærpede menneskerettighedskritik (eksempelvis af "folkedrabet" i Xinjiang) eller den voksende støtte til Taiwan som liberal frontlinjestat.

Hertil kommer, at amerikanerne nu insisterer på "ligesindethed" som et afgørende parameter for strategiske leverandører (også kaldet "friendshoring"), mens menneskerettighedshensyn i stigende grad udelukker diverse kinesiske leverandør fra USA (blandt andet med henvisning til brug af tvangsarbejde).

Amerikanernes værdipolitiske dagsorden satte sig markante aftryk i den foregående danske udenrigsstrategi, hvor sektionen om Danmarks forhold til Kina netop var blevet anbragt i det værdipolitiske afsnit.

Heri lød det eksempelvis, at Kina "prøver at udhule de værdier, vores fællesskaber bygger på", og at Danmark vil "styrke samarbejdet med de lande i Indo-Pacific, der deler vores værdier".

At den nye udenrigsstrategi tilsyneladende vil nedtone det værdipolitiske kompas er mindre væsentligt, for SVM-regeringen vil uvægerligt skulle håndtere tilbagevendende værdipolitiske sammenstød med Beijing, når Danmark skal træde i karakter som ligesindet medlem af den USA-ledede koalition af vestlige lande.

Den sikkerhedspolitiske afkoblingsstrategi

Sikkerhedspolitiske bekymringer har været en endnu stærkere drivkræft bag Washingtons afkoblingsstrategi.

Ifølge Biden-administrationens nationale sikkerhedsstrategi udgør Kina den eneste stormagt med både intentionen og kapaciteten til at udfordre USA og den internationale orden. 

I Bruxelles tilslutter man sig reelt 90 procent af Washingtons Kina-politik, fordi EU-kommissionen i stigende grad anskuer Kina som en 'systemisk rival'

Andreas Bøje Forsby
Seniorforsker, DIIS

Gennem ny lovgivning samt overtalelse af/pression mod partnere og allierede arbejder amerikanerne således ihærdigt på at afskære kinesernes adgang til såvel kerneteknologier med militære anvendelsesmuligheder (eksempelvis avancerede mikroprocessorer) som kritisk infrastruktur i de vestlige lande (eksempelvis digitale netværk).  

Både Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen har som danske statsministre for længst måttet acceptere, at USAs sikkerhedspolitik har direkte indvirkning på Danmarks forhold til Kina.

Mest eklatant i forbindelse med potentielle kinesiske investeringer/byggeprojekter i Grønland og Huaweis rolle i udbygningen af Danmarks digitale infrastruktur, men selv forskningssamarbejde med kinesiske aktører indsnævres hastigt, fordi det bliver stadig sværere at adskille de civile og militære anvendelsesmuligheder.

Og så længe der ikke kan presses et A4-ark mellem Danmark og USA, vil stormagtsrivaliseringens sikkerhedspolitiske dynamikker fortsat forplante sig til forholdet mellem Danmark og Kina og forstærke afkoblingstendenserne.

Næppe nogen pragmatisk tredje vej

Danmarks forhold til Kina er ikke udelukkende betinget af værdi- og sikkerhedspolitiske drivkræfter.

Rent faktisk var de forholdsvis ubetydelige i løbet af den gyldne æra i det dansk-kinesiske forhold (fra midtvejs i 00'erne til omkring 2017), hvor uddybningen og udvidelsen af det strategiske partnerskab (fra 2008) havde danske erhvervsinteresser som sit omdrejningspunkt.

Når den danske udenrigsminister nu maner til pragmatisk besindighed i forhold til Kina, handler det især om at berolige dansk erhvervsliv ved at gå i rette med afkoblingsdagsordenen. 

Når den danske udenrigsminister nu maner til pragmatisk besindighed i forhold til Kina, handler det især om at berolige dansk erhvervsliv ved at gå i rette med afkoblingsdagsordenen.

Andreas Bøje Forsby
Seniorforsker, DIIS

Samtidig udspringer Løkke Rasmussens pragmatisme af en konstatering af behovet for at kunne samarbejde med Kina for at løse centrale transnationale udfordringer såsom den globale opvarmning, tabet af biodiversitet, spredningen af masseødelæggelsesvåben med videre.

Med afsæt i sådanne pragmatiske motiver har udenrigsministeren slået til lyd for at give EU en større rolle og stemme i Danmarks Kina-politik.

Men vi befinder os i stormagtsrivaliseringens æra, hvor handlerummet for småstatspragmatisme er blevet stærkt indsnævret – netop på grund af den værdi- og sikkerhedspolitiske afkoblingsdagsorden.

Og i Bruxelles tilslutter man sig reelt 90 procent af Washingtons Kina-politik, fordi EU-kommissionen i stigende grad anskuer Kina som en "systemisk rival".

Selv den dygtigste pragmatiker får derfor svært ved at sætte sit præg på Kina-politikken.