#Sofagate: En kvinde uden en stol er blevet storpolitik – og det med rette

En stol er igen centrum for en europæisk diplomatisk krise.

Denne gang er den ikke tom, som det var tilfældet første gang en stol var omdrejningspunktet.

Den tomme stols krise udspillede sig i 1966, hvor Frankrigs daværende Præsident Charles de Gaulle i protest imod et forslag om fællesskabets egenfinansiering tilbagekaldte sin EU-ambassadør og fornærmet udeblev fra alle møder i syv måneder.

Han mente, at hvis det daværende EF skulle få sine egne penge, ville for meget magt blive flyttet fra medlemslandene i Ministerrådet og hen til Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet, og det var for stærkt for Frankrig.

Kvinden blev parkeret ovre i sofaen, ovenikøbet atwoodsk-symbolsk med mundbind på, så mændene kunne ordne det politiske. I europæisk målestok er det 1950erne tur-retur.

Anne Sofie Allarp
Forfatter, jurist, politisk kommentator og radiovært

Krisen blev dengang løst ved at medlemslandene vedtog det såkaldte Luxembourgforlig, som indebærer, at forslag, der sætter et medlemslands væsentlige interesser på spil, skal vedtages med enstemmighed.

Så satte Frankrig sig i stolen igen.

Forudsætningen for det var naturligvis, at der overhovedet var en stol. Og det leder os frem til ’Den manglende stols’-krise 55 år senere, eller #sofagate, som den også hurtigt er blevet kaldt.

Den udspillede sig i tirsdags i Ankara, hvor EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen og formanden for Rådet Charles Michel var på besøg hos den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan.

På dagsordenen var forbedring af forholdet mellem EU og Tyrkiet. Det er anspændt, delikat og besværligt, ikke mindst i disse år, og det er der mange grunde til. 

Tyrkiet mener, at EU har tørret problemet med de syriske flygtninge af på dem uden at honorere sin ende af aftalen, primært betimelige større pengebeløb. De synes også med en vis berettigelse, at EU holder dem for nar, når det kommer til det kandidatur til et EU-medlemskab, som alle ved, ikke vil blive fremmet inden for nogen overskuelig fremtid, men som ingen vil aflive af frygt for, hvad der så kunne ske.

EU er fortørnet over, at Tyrkiet rumsterer rundt med borerør i farvandet udenfor Cypern, og at Tyrkiet, som vigtigt Nato-land har købt et missilsystem af russerne. EU er også trætte af udviklingen i Tyrkiet, når det kommer til demokrati og menneskerettigheder. Hvortil tyrkerne fnyser hånligt. Vi er på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor vigtige lande rundt omkring i verden er fuldstændig færdige med at høre lange moralprædikener fra blegnæbbede vesterlændinge.

At EU blev tvunget ud i sådan et diplomatisk keglespil af den tyrkiske præsident, det gør situationen langt værre.

Anne Sofie Allarp
Forfatter, jurist, politisk kommentator og radiovært

Og så ville EU også gerne diskutere kvinders rettigheder med den tyrkiske præsident, der ikke just har kønsligestilling som mærkesag, og som netop har trukket sit land ud af Istanbul-konventionen, som er den Europaråds-konvention mod vold mod kvinder, der fylder 10 år dette forår, og som ovenikøbet er opkaldt efter Tyrkernes prægtige millionby mod Vest. 

Det var på denne baggrund, at EU’s spidser var rejst til Tyrkiet for at bibringe forholdet mellem Tyrkiet og EU et nyt momentum.

Erdogan tog imod. Og vanligt for den stil, der præger regionen, var det et opulent rum, der dannede rammen om mødet mellem EU og Tyrkiet.

Det var selvfølgelig også et højniveau besøg. Historisk har Kommissionens formand tegnet EU, men siden Lissabon-traktaten i 2007 har EU også haft en ”Høj repræsentant for udenrigs- og sikkerhedsanliggender” lige nu spanieren Josep Borell, og en formand for Rådet, en funktion, der er blevet fortalt som en slags mødeleder for stats- og regeringscheferne i det europæiske råd. Posten er således ikke en europæisk præsident, men en der sidder for bordenden med dagsordenen i en af Unionens organer.

I Ankara tildelte man imidlertid formanden for Rådet Charles Michel forrang foran kommissionsformand Ursula von der Leyen. I et øjeblik, der rent diplomatisk var maksimalt cringe, som min snart 12-årige datter ville udtrykke det, stod de tre mødedeltagere foran pressen for at få mødet foreviget og omtalt, hvorefter Charles Michel blev vist hen på en af to brokade-stole med armlæn, mens præsident Erdogan satte sig på den anden.

I en tid, hvor EU står svagt, splittet, og svækket på den verdenspolitiske scene, er det virkeligt beklageligt, for at bruge et diplomatisk udtryk, at Unionen lader sig køre rundt i manegen af typer som Putin og Erdoğan

Anne Sofie Allarp
Forfatter, jurist, politisk kommentator og radiovært

De to mænd lod simpelthen damen, Ursula von der Leyen, blive stående, og hun var henvist til at sætte sig i en sofa et stykke væk, som om hun var med som støttefunktion til Michel. I en modstående sofa sad den tyrkiske udenrigsminister.

Det er svært at overdrive, hvor stort et drama der udspillede sig mellem de tre i den situation.

Charles Michel, som på sin brokade-stol lignede en komisk figur fra et Tintin-hæfte, reagerede ikke ved at insistere på en stol til von der Leyen, eller ved at bytte plads med hende. Han blev siddende.

På Facebook har han siden beklaget voldsomt.

Hans væsen er slet ikke imod kvinder, skriver han, og erklærer sig beæret over at være efterfulgt af en kvinde på posten som premierminister i Belgien og over at arbejde sammen med stærke kvinder som von der Leyen og ECB-direktøren Christine Lagarde. Og så får han i øvrigt skubbet ansvaret fra sig ved at skrive følgende:

"Og på trods af et ønske om at gøre det rigtige og stringent følge protokollen har de tyrkiske myndigheder skabt en situation som er ulykkelig: nemlig den differentierede, ja selv nedværdigende, behandling af Europa-Kommissionens Formand".

Hokus pokus, sig selv ud af fokus.

Men Michel slipper ikke så let. Han er ikke på nogen måde overordnet von der Leyen i hierakiet i EU. EU-traktaten oplister ganske vist EU-institutionerne efter orden og placerer EU-Kommissionen under Det Europæiske Råd.

Men præsidenterne for de to EU-institutioner har stadig den samme protokolrang, og tidligere fælles besøg af tidligere udelukkende mandlige præsidenter for EU-institutionerne viser dem sidde side om side med Erdoğan.

Læg til det, at Michel er belgier. Han har i fem år siddet i spidsen for den føderale regering, der skal samle et land, der de facto er to lande. Et føderalt styre, der i øvrigt i et bemærkelsesværdigt stort tidsrum i nyere historie har været uden en regering. Og et styre, hvis kompetencer er relativt få i forhold til dem, der tilkommer to halvdele af Belgien.

Ursula von der Leyen har forud for at blive formand for Kommissionen i 13 år været minister i Angela Merkels regering i det otte gange større og en trillion gange mere magtfulde Tyskland. Blandt andet har hun været forsvarsminister. Når man ser på deres individuelle pondus er der heller ikke meget, der understøtter belgierens opførsel.

Michel reagerede imidlertid ikke i situationen, som blev endnu mere akavet af kønsaspektet. Kvinden blev parkeret ovre i sofaen, ovenikøbet atwoodsk-symbolsk med mundbind på, så mændene kunne ordne det politiske. I europæisk målestok er det 1950'erne tur-retur.

Så meget om forholdet mellem von der Leyen og Charles Michel og begivenheden bilateralt, men at EU blev tvunget ud i sådan et diplomatisk keglespil af den tyrkiske præsident, det gør situationen langt værre. Og den tredje part i pyntestuen må have haft svært ved at holde masken. Om nogen har præsident Erdoğan flair for politikken i optrinnet og for at spille med musklerne overfor EU. 

Og det skal siges, at det ikke vides om stole-fadæsen var et protokolært uheld eller en handske i ansigtet på os europæere. Var det det første, så gjorde den flabede tyrkiske præsident Erdoğan intet for at redde situationen.

Tyrkiets udenrigsminister Cavusoglu optrådte i går torsdag ifølge Financial Times på tv og kaldte anklagerne imod tyrkisk diplomati uretfærdige og pustede til dramaet mellem EU's institutioner ved at erklære, at mødet var organiseret i henhold til EU's ønsker.

Det er også kommet frem, at EU-Kommissionens protokolære medarbejdere var fraværende ”på grund af corona-begrænsninger.” Så måske er det Charles Michel og hans folk, der har klokket i det.

Og dermed har scenen allerede indskrevet sig på listen over diplomatiske klassikere i nyere historie, som da Putin havde medbragt sin sorte Labrador til et topmøde med Angela Merkel, der er bange for hunde.

Eller da Donald Trump nægtede at give hånd til Merkel. Eller da Trump forhandlede handelsaftale med Xi Jinping i Buenos Aires, mens Huaweis CFO blev anholdt på amerikansk foranledning i Canada. 

Eller da Trump toppede rent formmæssigt i Helsinki under sit sære og grænsende til det vanvittige topmøde med Putin i 2016. En begivenhed der gik så skævt af protokol og politik at ord ikke rækker til at beskrive det.

Den protokollære fadæse i Ankara kommer efter at EU’s høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedsanliggender Josep Borell i februar på eget initiativ tog til Rusland, og aflagde et besøg som fra et europæisk perspektiv var en politisk fiasko og pinlighed. Russerne tørrede gulv med Borell.

Og i en tid, hvor EU står svagt, splittet, og svækket på den verdenspolitiske scene, er det virkeligt beklageligt, for at bruge et diplomatisk udtryk, at Unionen lader sig køre rundt i manegen af typer som Putin og Erdoğan. Ærgerligt ligefrem.