Stine Bosse: Regeringen fik et forsvars-vink med en vognstang fra von der Leyen

Jeg må være meget klar. Det er meget kritisk, at vi i Danmark stadig har et forsvarsforbehold. Det er utroligt, at vores regering ikke vil anerkende, at der er en brændende platform. Den så vi med amerikanernes egenrådige udtrækning fra Kabul.

Regeringen må også tage notits af de meldinger, der er kommet fra en række tidligere danske udenrigsministre. Man kan ikke undervurdere kaliberen af de bemærkninger, der eksempelvis kom fra tidligere udenrigsminister Per Stig Møller i Berlingske for nyligt, som klart signalerer, at EU nu er den vigtigste samarbejdspartner for Danmark – i modsætning til USA engang.

Den største konsekvens lige nu er, at Danmark ikke kan bestemme, hvilke stier der lige nu lægges i EU-forsvarssamarbejdet. Vi kan betræde dem senere. Men vi er ikke inde i det helt afgørende grundarbejde.

Topmøde på vej om forsvar

Skulle man være i tvivl om, hvilke strømninger, der sker i EU, så fik man et vink med en vognstang fra EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen i hendes state-of-the-union-tale 15. september.

Skiftende amerikanske præsidenter har nu demonstreret, at Europa er ladet mere alene. Det må få konsekvenser for europæisk sikkerhedspolitik, og det bør i den grad også få konsekvenser for dansk sikkerhedspolitik.

Stine Bosse
Formand, Europabevægelsen

Ursula von der Leyen slog fast, at vi i EU skal være bedre til at dele efterretninger, at vi skal have et stærkere cyberforsvar, og at vi skal have fælles standarder for forsvar-materiel. I forbindelse med det sidst blev en ny retsakt fra Kommissionen også annonceret.

Kommissionsformanden annoncerede også, at der under det franske formandskab for EU, som starter fra nytår, vil blive indkaldt til et topmøde om forsvar. Ikke en langvarig konference eller deslige. Et decideret topmøde.

Det betyder, at der allerede nu starter samtaler mellem landene. Der udveksles substantielle forslag, forslag til ordlyd på vedtagelses-tekster og skabes konsensus og alliancer. På grund af forsvarsforbeholdet er Danmark voldsomt hæmmet i forberedelserne. I ministerrådet tæller vores stemme ikke. Vi kan i forvejen ikke deltage i fælles EU-forsvarsmissioner. Heller ikke i missioner under PESCO-samarbejdet. Men det afgørende er, at lige nu – mens fremtidens europæiske forsvarssamarbejde smedes – har vi svækket vores autoritet.

Udfordringer i egen baghave

Jeg undrer mig i den forbindelse såre over signalet fra forsvarsminister Trine Bramsen (S) om, at forsvarsforbeholdet lige nu ikke efterlader Danmark uden for indflydelse.

Det er fornuftig, at vores sikkerhedspolitik hviler på den transatlantiske alliance. Men et tættere forsvarssamarbejde i EU er ikke en modsætning til Nato. Et tættere forsvarssamarbejde handler om at skabe forudsætninger for, at vi kan forsvare os selv – i det tilfælde at USA ikke vil.

Skiftende amerikanske præsidenter har nu demonstreret, at Europa er ladet mere alene. Det må få konsekvenser for europæisk sikkerhedspolitik, og det bør i den grad også få konsekvenser for dansk sikkerhedspolitik. Et tættere forsvarssamarbejde handler ikke mindst om at håndtere udfordringerne i vores egen baghave.

Amerikanerne er fokuseret på Kina. EU’s fysiske nærhed til Mellemøsten gør, at EU-landene er særligt eksponeret i forhold til terror, menneskesmuglere og krisesituationer, som er afledt af økonomisk nedtur og klimaforandringer. Endvidere ligger Rusland som vores nabo. Især i efterretningsspørgsmål er det sund fornuft, at vi i højere grad har et center for informations-deling, overvågning og struktur for forsvar mod øst, herunder cyberforsvar. Vi skal være bedre beredte mod angreb af både guerilla-orienteret karakter og digitale angreb.

Forsvarsforbeholdet har aldrig været mere kritisk

Skulle man i øvrigt være det mindste i tvivl om, at forsvarsforbeholdet har haft konsekvenser for Danmark, bør man eksempelvis lytte til Peder R. Pedersen, direktør hos Weibel Scientific, som udvikler radarer. ”Det koster hvert år danske virksomheder millioner i tabt konkurrencekraft – og Weibel er en af dem”, skriver direktøren om forsvarsforbeholdet i et debatindlæg. Men det er blot den økonomiske side af sagen.

Der er et voldsomt behov for, at vi nu får diskuteret forsvarsforbeholdets konsekvenser. Jeg kan kun anbefale, at regeringen engagerer sig i diskussionen, at man tager drøftelsen op med de andre partier.

Og lad mig understrege: forsvarsforbeholdet har aldrig været mere kritisk for Danmark. Vi efterlader lige nu os selv uden for indflydelse på et tidspunkt, hvor det allermest afgørende grundarbejde for fremtidens forsvarssamarbejde laves i EU. Der bliver i disse dage udlagt nye stier, som Danmark kan betræde senere. Men vi kommer ikke til at bestemme, hvilken vej de skal gå fra starten. Det er et alvorligt tab af indflydelse.