Tid til at kigge fremad i EU

Af Hans Martens,
Administrerende direktør for European Policy Center

Euro-krisen har vist, at EU kan handle, når det er nødvendigt. De reformer, der gennem de sidste års tid er gennemført, havde de fleste nok ikke på forhånd troet var mulige. Desværre har det store projekt om økonomisk samarbejde ikke været et projekt, som er bakket op af entusiastiske, europæiske borgere. Faktisk er alle reformer gennemført, fordi man var nødt til det, og derfor har det ikke medvirket til at bringe Europa fremad, som andre store projekter har gjort, for eksempel Det Indre Marked, euroen selv og udvidelsen med de mange lande fra Øst- og Centraleuropa.

Krisen har stjålet fokus fra den europæiske vision
Den megen fokus på euro-krisen og de usædvanligt mange topmøder, der har været, har flyttet opmærksomheden til Det Europæiske Råd, altså møderne mellem stats- og regeringscheferne under ledelse af den nye faste formand, Herman Van Rompoy. Han har bevist sit værd - ikke på nogen glamourøs facon, men ved sit stille og rolige arbejde med at kalde stats- og regeringscheferne sammen og få dem til at producere resultater.

Det har betydet, at alle andre ændringer som følge af Lissabon-traktaten er gledet noget i baggrunden og har på en måde efterladt det indtryk, at EU er blevet en mellemstatslig organisation. Det har i hvert fald været krystal klart, at de store beslutninger kun kunne tages af stats- og regeringscheferne, og i mange tilfælde har de gjort det i form af mellemstatslige aftaler. Det har også betydet, at visionerne er gledet i baggrunden, mens brandslukningsarbejdet i forhold til krisen har taget al opmærksomheden.

Europa 2020 bliver kun til noget, hvis de enkelte EU-lande arbejder i samme retning under de afstukne rammer. Og det gør de ikke.

Hans Martens
Administrerende direktør, EPC

Nødvendigt med fokus på langsigtet vækst
OK, brandene skal slukkes, før de griber om sig, men det er problematisk, at der ikke bliver mere tid og energi til det mere langsigtede arbejde. Et af de mere langsigtede problemer er at få sat gang i væksten i Europa. Ikke alene er vækst nødvendig for at få bedret beskæftigelsen af menneskelige og sociale grunde, men vækst er også nødvendig for at få has på gældsproblemerne. Vi kan være lykkelige for, at en kombination af fornuftige reformer og en lavere euro-kurs har skabt en solid vækst i Tyskland i en periode, der ellers har været præget af lav vækst. Men det er ikke nok, og det kan ikke bære Europas fremtid alene.

Hvis vi fik flere i job, ville det i sig selv betyde en forbedring af de offentlige finanser, men vækst vil også være den eneste bæredygtige måde at forbedre statsfinanserne på. Væksten i den vestlige verden har generelt været lav siden den finansielle og økonomiske krise, og væksten i Europa trues på længere sigt af den globale konkurrence og Europas egen demografiske udvikling, der præges af et lavt fødselstal - og dermed færre skatteydere i fremtiden - kombineret med en kraftig forøgelse af levetiden - og dermed flere til at forbruge offentlige ydelser.

Vi skal arbejde mere sammen
Den rigtige plan ligger på bordet. Europa 2020 er efterfølgeren til Lissabon-agendaen, og den bygger i hovedsagen på at fremme grøn, innovativ og socialt balanceret vækst. Satsningen på grøn vækst og på innovation er så indlysende rigtig, at det gør ondt at se, hvor lidt der faktisk sker. Under Europa 2020 ligger der en række hovedprogrammer, som klart og tydeligt uddyber, hvordan man kan nå målene, og igen er de reformer indlysende rigtige. Men Europa 2020 bliver kun til noget, hvis de enkelte EU-lande arbejder i samme retning under de afstukne rammer. Og det gør de ikke.

I Danmark diskuterede man i foråret både regeringens og oppositionens 2020-planer. Ikke en eneste gang blev der refereret til den europæiske 2020-plan, og ingen af de danske planer havde i øvrigt ret meget grønt og innovativt over sig. Heller ikke i andre EU-lande er der megen dynamik i diskussionerne om reformer, der kan skabe et Europa, der er konkurrencedygtigt i fremtiden og kan møde de store udfordringer for de kommende år - især den globale konkurrence og demografien.

Fra mit kontorvindue i Bruxelles har jeg direkte udsigt til den bygning, hvor stats- og regeringscheferne mødes, og det har været meget regelmæssigt over de sidste par år - i perioder en gang om måneden. Havde man bare brugt halvdelen af tiden på de møder til at diskutere Europa 2020 og den fremtidige vækst i Europa. Så ville den økonomiske og sociale fremtid for Europa se lidt lysere ud, end den gør i dag.