Tyskland: EU er en rigtig union om 10 år

FØDERALISME: Tysklands finansminister spår, at EU vil være en rigtig "politisk union" om 10 år. Dansk EU-ekspert giver ham ret og peger på, at EU har været i en klar føderal udvikling de sidste 20 år.
Foto: Julie Charlotte Christensen/Altinget.dk
Morten Øyen

Om ti år vil vi have en politisk struktur, som forudsætter en politisk union.

Wolfgang Schäuble
Finansminister, Tyskland
Skal økonomiske og finansielle kriser undgås i fremtiden, er man nødt til at give EU reel politisk magt over økonomien. Sådan lyder det fra den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble (CDU), der i et interview til søndagsudgaven af den tyske avis Bild åbner op for at diskutere yderligere harmoniseringer af finans- og skattepoltikken i eurozonen. Finansministeren spår desuden, at EU inden for de næste ti år bliver til en endnu tættere forbundet politisk union.

"Om ti år vil vi have en politisk struktur, som forudsætter en politisk union," siger Wolfgang Schäuble til Bild-Zeitung.

Udmeldingen kommer op til, at EU's stats- og regeringschefer senere på ugen samles i Bruxelles for at debattere en mindre traktatændring, der skal sikre en permanent finansiel krisemekanisme for de hårdtprøvede eurozone-lande.

Nødvendig integration
I øjeblikket foregår en hård kamp i EU om, hvordan fremtidens finanspolitiske samarbejde skal se ud. Og selvom Tyskland tidligere har været modstandere af en fuldt udbygget finanspolitisk union, så tyder meget på, at det store land er ved at bløde op overfor tanken.

Under et møde i fredags understregede både den franske præsident, Nicolas Sarkozy, og Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, at stats- og regeringscheferne i eurolandene måtte tage ved lære af den økonomiske krise. Derfor må der tages skridt mod en øget politisk integration, herunder harmonisering af skattelovgivning og arbejdsret.

"Disse initiativer skal medføre større konvergens mellem økonomierne indenfor eurozonen og samtidig vise, at samarbejdet ikke kun handler om monetære områder, men også om politisk samarbejde, som skal udvides," udtalte Merkel i forbindelse med mødet.

Harmonisering af finanspolitik
Og ifølge professor i statskundskab ved Københavns Universitet Peter Nedergaard, er det helt naturligt, at EU går mod mere integration. For EU er sådan indrettet, at har man en krise, så må man skabe nye instrumenter, der kan løse krisen.

"EU og særligt eurozonen bliver nødt til at have en økonomisk politik, der hænger bedre sammen. I samarbejdet kan man ikke have lande, der kører med voldsomme underskud over længere tid uden, at der bliver grebet ind," siger Peter Nedergaard.

Han peger på, at udviklingen mod en mere harmoniseret finanspolitik allerede er i gang. Blandt andet fordi Kommissionen i fremtiden skal se landenes finanslove igennem, inden de vedtages. Og i øjeblikket arbejder man i EU-regi hårdt for at gøre den økonomiske redningsfond til krisesituationer gjort permanent.

"Euroen har hidtil været en monetær union, og det, man nu tænker på, er at få en politisk økonomisk union. Og det er der helt klart noget der tyder på kommer," siger han.

EU i føderal udvikling
Og den føderale udvikling er ikke en ny ting. Ifølge Peter Nedergaard har EU været i en klar føderal udvikling de sidste 20 år.

"Sådan er det bare," siger han og peger blandt andet på, at 85 procent af alt erhvervslovgivning kommer fra Bruxelles.

"EU er allerede i dag på en række områder, som en føderation ville være. Og det, den tyske finansminister Schäuble tænker, er, at det behøver vi også være på det økonomisk-politiske område, hvis det her skal fungere," siger Peter Nedergaard.

Torsdag mødes EU-landenes stats- og regeringschefer til det sidste store EU-topmøde i år. Topmødet bliver samtidig afslutningen på et år, hvor EU-landenes økonomiske og monetære samarbejde er havnet i den største krise nogensinde.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Nedergaard

Professor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, forfatter & debattør
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1985), ph.d. (Aarhus Uni. 1990)

0:000:00