Tyskland-kender: Jo, Merkel kan faktisk gå på vandet

Angela Merkels efterfølger er fundet. Eller... valget er selvfølgelig først til efteråret, men nu har også de sidste partier med chance for at kunne udpege Tysklands næste forbundskansler udpeget deres spidskandidater. 

Efter Socialdemokratiske SPD allerede for flere måneder siden udråbte nuværende finansminister Olaf Scholz til spidskandidat, besluttede såvel det grønne parti, die Grünen, og den konservative Union af CDU og CSU sig for, hvem der skal lede deres partier ind i valgkampen, når der til september er valg til Bundestag. 

Imens mange vurderer, at der er lang vej igen, før Tysklands næste kansler igen vil være socialdemokratisk, er en konservativ eller grøn kansler nok meget mere sandsynligt. 

Og her er særligt det konservative bud på Merkels efterfølger interessant. For i stedet for at bryde med Merkels profil som den mådeholdne, rolige og måske lidt langsomme statsleder har partiet valgt at satse på, hvad der ligner, en tro kopi af Merkel – bare i mandlig udgave. 

Og samtidig med, at Armin Laschet gør klar til at lede Tysklands konservative ind i valgkampen, er der blevet stadig mere stille om kansleren selv.

Inden længe vil man med god samvittighed kunne kalde hende en ”lame duck” – en politiker, der lige om lidt ikke betyder meget mere, hvis meninger og beslutninger er underordnet

Lukas A. Lausen
Tyskland-kender

Imens den formelle magt stadig ligger hos hende, så er Merkels de facto indflydelse stadig mere på retræte. Inden længe vil man med god samvittighed kunne kalde hende en ”lame duck” – en politiker, der lige om lidt ikke betyder meget mere, hvis meninger og beslutninger er underordnet. En ny tilværelse for Doktor Merkel, der i mere en halvandet årti har ledt en af verdens største industrinationer. 

Og imens fokus skifter fra Merkel til Laschet og de andre kandidater, der bejler til hendes embede, og imens kansleren skridt for skridt træder af scenen, så trænger overvejelserne om eftermælet sig på. 

Styrken til at indrømme fejl 

”For at slå det fast en gang for alle: Denne fejl er ene og alene min fejl.”

Det sagde Angela Merkel lige pludselig fra talerstolen i Bundestag. Hende, der på 16. år er kansler for vores sydlige naboer og vores store handelspartner. I det politiske Berlin måtte man lige spole båndet tilbage og lytte efter en ekstra gang: sagde hun virkelig det?  

Det gjorde hun altså, og på en temmelig ligetil og bramfri måde overtog Merkel ansvar for en fejl mange tyskere var trætte af. Først tog hun ansvar, og senere i samme tale undskyldte hun fra talerstolen i slutningen af marts. 

Forud var gået dage og uger med stadig større forvirring om de politiske beslutninger, der skulle træffes i Tysklands coronahåndtering. Senest om der skulle lukkes yderligere ned hen over påskedagene. Og her stod Merkel altså og tog det fulde ansvar for den zig-zag-kurs, som den tyske regering fulgte i spørgsmålet om håndteringen af coronakrisen.

Symbolikken har sidenhen ligget tungt hen over undskyldningen. På den ene side hyldes Merkel for undskyldningen – for hvor ofte er det lige, at man ser en toppolitiker påtage sig det fulde ansvar for noget, der faktisk er et nederlag?  

”En sejr har mange fædre,” siger man. ”Mens nederlaget er forældreløst”. Og her stod selveste Angela Merkel - for bare et par år siden udråbt som den frie verdens leder - og tog ansvar for netop sådan et nederlag. Det aftvinger en vis form for respekt. 

Men lige så lidt som Merkels image i Tyskland i dag lider meget under beslutninger, taget under finanskrisen, lige så lidt lider det under de beslutninger, som blev taget under flygtningekrisen et par år senere i midten af det sidste årti

Lukas A. Lausen
Tyskland-kender

Tysklands svaghed 

På den anen side er undskyldningen også kulminationen på, hvad der kun kan betegnes som en forkvaklet coronahåndtering.

16 forskellige forbundslande - med hver deres suveræne ret og lyst til at bestemme meget af håndteringen selv parret med den generelle usikkerhed, som pandemien har bragt os alle - har ikke gavnet tyskernes håndtering af Covid-19. 

Hvad, der tilbage for snart et år siden fremstod som en af Europas bedste håndteringer, er siden hen blevet nok så udskældt. Den fuldstændige mangel på en fungerede teststrategi parret med fraværet af digitaliserede løsninger, der kunne træde til for at sikre en smule ”business as usual”, har efterladt landet tilbage på perronen.

Ikke blot har tyskerne ikke på stor skala formået at bruge de digitale midler i kampen mod corona. Nej, samtidig modtog alt for mange elever ingen direkte undervisning på grund af manglende digital infrastruktur på landets skoler, og hjemmearbejde har på mange arbejdspladser aldrig før været normen. Meget skulle opfindes undervejs. Tysklands rent ud sagt elendige udrulning af hurtigt internet har ikke hjulpet på sagen.

Det er pinligt for så industrialiseret og økonomisk stærkt et land som Tyskland. 

Krisekansleren 

Det er disse fejl i håndteringen af coronakrisen, der har startet diskussionen om Angela Merkels rolle. Og om krisen endnu engang blotter nogle af kanslerens svagheder. Nu diskuteres det, om hendes eftermæle kan lide skibbrud ved pandemien, og om hun huskes mere for den, når hendes tid er forbi end for de sejre, hun også har kunnet tage hjem.

Men om krisehåndteringen for alvor vil slå skår i Merkels eftermæle, er tvivlsomt. Selvom pandemien til dels blev håndteret dårligt – så dårligt endda at kansleren altså selv har måttet undskylde fra parlamentets talerstol – vil det ikke være det, hun bliver husket for.

For coronakrisen er ikke Merkels første krise. Med 16 års regeringsperiode følger også den tvivlsomme fornøjelse af at have styret landet igennem andre kriser, og mange vil huske hendes ageren under først finanskrisen og siden flygtningekriserne.

Igennem finanskrisen har tyskernes rigide sparepolitik vist sig som ganske problematisk. Hjemme i Tyskland, men også i lande som Grækenland, der fik påduttet den tyske sparepolitiks mantra, har man siden oplevet, at netop den politik muligvis er skyld i, at det tog meget længere tid for økonomien at komme på fode igen. Og at den kan have kostet arbejdspladser, vækst og velstand.

Den politik som Merkel stod for dengang sammen med sin tro væbner, finansminister Wolfgang Schäuble, er lige netop den politik, som mange lande i dag - i coronakrisens efterdønninger - aktivt vender ryggen. I stedet for at spinke og spare sig ud af krisen, investerer flere og flere lande i en grøn, social retfærdig og bæredygtig fremtid.

 Men ingen er inderst inde sådan rigtig i tvivl om, at Merkel altid ville kunne regere trygt videre. Om hendes efterfølger vil have bare en kende mere kant, vil tiden vise. Tyskerne kunne nok godt snart tåle det

Lukas A. Lausen
Tyskland-kender

Men lige så lidt som Merkels image i Tyskland i dag lider meget under beslutninger, taget under finanskrisen, lige så lidt lider det under de beslutninger, som blev taget under flygtningekrisen et par år senere i midten af det sidste årti.

Merkels linje er af flere blevet udpeget som den direkte årsag til, at partiet Alternative für Deutschland i dag står så stærkt. Og hedes handlinger dengang har mere end strabadseret det internationale samarbejde om flygtninge i Europa.

Men også her virker tyskerne tilgivende. I det mindste valgte de hende til kansler igen efterfølgende. 

Det er svært at være uenig med Merkel 

Helt grundlæggende skyldes Angela Merkels popularitet også, at det ofte er svært at være uenig med hende. De beslutninger, hun træffer, kommer ofte så sent, at hun tydeligt kan aflæse hvilken vej folkestemningen blæser. Hun trækker beslutninger, indtil de er så pinedød åbenlyse, at de færreste til sidst kan være uenige.

Samtidig svæver hun som alle tyskers kansler langt over dagligdagen i politik. Små skærmydsler blander hun sig ikke i. Alt, hvad der kunne trække op til bøvl, må hendes ministre tage sig af. 

Og så har de tyske konservative under hendes lederskab koopteret så meget af socialdemokraternes politik, at hendes politik fremstår som mindst lige centrums-orienteret, at selv Lars Løkke må blive misundelig. Ja, selv de meget positive resultater, der stammer fra de reformer, der i sin tid fældede SPD-kansler Schröder, tillægger mange tyskere i dag Angela Merkel. 

Og når Merkel tilmed år efter år holder præcis den samme sommerferie - vandreferie i Sydtyrol - i præcis det samme outfit og bliver spottet i supermarkedet købende toiletruller og tysk Riesling, så bliver det næsten umuligt for den gennemsnitlige tysker ikke at være vild med kansleren.

Nu har krise efter krise ikke givet Angela Merkel andet end et par ridser i lakken. Nogle er selvfølgelig dybere end andre. Men ingen er inderst inde sådan rigtig i tvivl om, at Merkel altid ville kunne regere trygt videre. Om hendes efterfølger vil have bare en kende mere kant, vil tiden vise. Tyskerne kunne nok godt snart tåle det.