Debat: Frederiksen og Ellemann har antageligt glemt vigtigheden af Europa

For et par ugers siden kom Altinget med en måling, som endnu en gang beskrev en tendens fra tidligere målinger: Danskernes opbakning til EU er stigende, og i dag siger 65 procent af den danske befolkning ja til vores EU-medlemskab.

Ved valget til Europa-Parlamentet i 2019 var valgdeltagelsen 66 procent, hvilket var den højeste stemmeprocent ved et europaparlamentsvalg i Danmark nogensinde. Samtidig gik de EU-kritiske partier markant tilbage, hvorimod de mere positivt stemte partier gik frem.

Det fortæller os, at danskerne overvejende er positive overfor EU og det europæiske samarbejde. Derfor kan det undre, at den europapolitiske – men også den generelle udenrigspolitiske debat – nærmest (ofte) er fraværende i den offentlige debat i Danmark.

Det er som om, at udenrigspolitik ikke anses som værende vigtigt, hvor udenrigspolitikken underprioriteres i forhold til indenrigspolitikken, selvom begge elementer hænger mere sammen, end de fleste tror.

Men er den tilgang ikke fuldstændig forkert set med danske øjne?

Statsministeren sender forkert signal
Vi ser i øjeblikket en statsminister, Mette Frederiksen (S), som kun prioriterer indenrigspolitikken og som nærmest historisk lægger utroligt lidt vægt på udenrigspolitikken.

Vi ser i øjeblikket en statsminister, Mette Frederiksen (S), som kun prioriterer indenrigspolitikken og som nærmest historisk lægger utroligt lidt vægt på udenrigspolitikken

Robert Matlok
Næstformand, Det Udenrigspolitiske Selskab U35

Vi ser i dag en statsminister, som repræsenterer Danmark i EU med en markant mere kritisk fremgangsmåde end andre statsministre.

Senest var Danmark en del af "de sparsommelige fire," hvor regeringen ikke ønskede at skyde penge i den europæiske genopretningsfond, hvis ikke pengene var tiltænkt som et lån.

Er det ikke det forkerte signal at sende fra en nation på seks millioner indbyggere, som formentlig vil have det meget svært ved at stå alene i internationale fora?

Vi ser ofte, at vores statsminister er kritisk over for det europæiske projekt. Det er altså ikke måden at gøre det på, hvis man skal tale EU og den generelle udenrigspolitiske dagsorden op.

Derudover kan man undre sig over, at Venstre og Radikale Venstre – som i høj grad gerne vil profilere sig som partier med internationalt og europæisk udsyn – heller ikke gør meget for at tale Europa op eller skubbe gang i den udenrigspolitiske debat herhjemme.

De forsøgte sig ellers med en artikel i Berlingske tilbage i juni 2020, hvor de sammen gik til angreb mod regeringen, da de var utilfredse med den måde, som regeringen forvaltede Danmarks interesserer i EU. Siden har man intet hørt.

Oppositionen nøler
Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen nævner næsten ikke Europa i nogle af hans efterhånden mange taler på ekstraordinære landsmøder, og den selvudråbte supereuropæer, Sofie Carsten Nielsen (R), har endnu ikke udtalt ordet "Europa" i hendes – ganske vist korte – tid som formand for Radikale Venstre.

Er det den nye ånd hos Radikale Venstre efter Niels Helveg Petersen, Marianne Jelved og Margrethe Vestager havde tegnet en klar europæisk profil i de sidste årtier, og hvor en glødende europæer som Jens Rohde nu har forladt partiet?

Vi ser i øjeblikket en verdensorden i opbrud. De internationale magtforhold er under hastig forandring. Derfor er det en smule paradoksalt, at udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål ikke spiller nogen væsentlig rolle i den hjemlige politiske debat, selvfølgelig med undtagelse af det amerikanske valg og mediernes overbud.

Kofod skal tage ordet i Bruxelles
De nye globale magtforhold vidner endnu mere om nødvendigheden af, at vi får skabt en udenrigspolitisk debat herhjemme, hvor vi taler traditionelle danske og europæiske værdier op, men hvor vi også tør at sige fra, når andre nationer ikke lever op til disse.

Et godt eksempel er handelsaftalen, som EU nu agter at ville indgå med Kina. For er det rigtigt at lave en handelsaftale med et regime, som er ligeglad med demokratiske værdier?

I den forbindelse må man da håbe på og forvente, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tør at tage ordet i Bruxelles og sige fra overfor en sådan handelsaftale, da hans udenrigspolitiske agenda oftest beror sig på hans ofte omtalte værdikamp.

Selvom vi nu har en "normal" præsident i Det Hvide Hus i Washington, vil Joe Biden fortsat kæmpe for nogle af de ideer, som den forhenværende præsident, Donald Trump, startede.

Det er dog utrolig positivt og vigtigt, at Biden ønsker at styrke det transatlantiske forhold, da vi har brug for et stærkt samarbejde mellem EU og USA, hvis Kina ikke skal overhale USA inden om og blive den nye supermagt.