Ugens Europa-podcast: Slaget om Unionens pengekasse begynder igen

PARLAMENTET LOCKDOWN #10: Et syvårigt budget på 8.200 milliarder kroner og en gigantisk genopretningsplan til 5.600 milliarder kroner. Det er, hvad EU-Kommissionen i denne uge har foreslået for at få europæisk økonomi på fode igen. Vi fokuserer på budgetpakken og dens udfordringer i denne uges podcast. 

EU skal redde sig ud af krisen i fællesskab, siger Ursula von der Leyen.
EU skal redde sig ud af krisen i fællesskab, siger Ursula von der Leyen.Foto: Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Med en samlet pakke på omkring 13.800 milliarder kroner har EU-Kommissionen nu foreslået det største fælleseuropæiske budget, Unionen nogensinde har set.

”Det her handler om os alle sammen, og det er meget større end nogen af os. Dette er Europas øjeblik,” sagde kommissionsformand Ursula von der Leyen, da hun onsdag fremlagde forslag til både EU’s næste rammebudget for 2021-2027 og en historisk corona-genopretningsplan.

Ambitionerne er store, men det er udfordringerne også.

Ganske vist er de største medlemslande Tyskland og Frankrig med på den store plan – og sydeuropæiske lande som Spanien og Italien tager imod den med kyshånd.

Men Danmark, Sverige, Holland og Østrig modsætter sig en plan, hvor flere tusinde milliarder skal lånes af de 27 i fællesskab for derefter at blive delt ud til de mest sårbare økonomier.

Forstå detaljerne og faldgruberne for den store budgetplan i denne uges europæiske podcast fra Altinget Bruxelles.

Her kan du blandt andet høre Kommissionens danske næstformand, Margrethe Vestager, forklare, hvorfor hun i dag mener, at der skal en massiv støttepakke til for at genrejse Europas økonomi.

”Efter den finansielle krise kom amerikanerne sig meget hurtigere, end vi gjorde i Europa. Så der er også storpolitik i, at man ikke skal hænge i bremsen, når det gælder om at komme tilbage på sporet igen,” siger hun.

Du kan også møde Claus Haugaard Sørensen, tidligere generaldirektør i EU-Kommissionen, der fortæller, hvorfor han betragter budgetpakken som en gave til statsminister Mette Frederiksen (S).

”Der er jo hele den grønne dagsorden, den digitale dagsorden, beredskabssystemet og så videre. Det er dansk politik! Så jeg ville tage pakken, og så ville jeg stille betingelser. Og så ud over stepperne,” siger Haugaard Sørensen, som får besøg i sin have af Altinget.

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Europa-nævnet støtter Altingets dækning af EU's budgetforhandlinger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00