Kommentar af 
Mikkel Vedby Rasmussen

Vedby: I Nato er politik mere end symboler og tweets

KOMMENTAR: At man skændes om forsvarsbudgetternes størrelse, håndteringen af Rusland, forholdet til EU, Natos rolle i Mellemøsten og mange andre ting, er ikke et krisetegn. Det er et udtryk for, at Nato har genopfundet sig selv. Det bør vi også ønske os selv tillykke med, at vi er en del af, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.

Nato er det sted, hvor man tager sikkerhedspolitik alvorligt, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.
Nato er det sted, hvor man tager sikkerhedspolitik alvorligt, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.Foto: AP/Geert Vanden Wijngaert/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mikkel Vedby Rasmussen
Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

Nato fylder 70 år, men er der noget at råbe hurra for?

Præsident Trump har ifølge The New York Times gentagne gange luftet muligheden for at melde USA ud af den vestlige forsvarsorganisation. Han er stærkt utilfreds med, at de europæiske medlemmer af alliancen ikke betaler nok til det fælles forsvar. Med et forsvar i en forfatning, der kan besejres af en trop ulveunger, har Tyskland været det primære mål for den amerikanske kritik.

Kansler Merkel har ivrigt returneret kritikken og beskyldt Trump for at bryde de bånd, som siden Anden Verdenskrig har bundet Tyskland ind i et vestligt fællesskab.

Fakta
Hver måned giver Mikkel Vedby Rasmussen Altingets læsere indblik i en verdensorden i opbrud.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

For dem, der holder af at se Nato som den seneste manifestation af et værdifællesskab, som strækker sig tilbage til dengang, grækerne opfandt demokratiet, er skænderiet mellem Merkel og Trump et udtryk for en værdikrise i de vestlige samfund.

En krise, som tydeligt kommer til udtryk i Brexit, hvor briterne rent faktisk har gjort – eller i hvert fald i to år har taget tilløb til at gøre – hvad Trump kun har truet med, nemlig at trække sig ud af en central international organisation. Hvis man kan melde sig ud af den ene organisation i Bruxelles, hvorfor så ikke den anden?

Internationale organisationer bliver sjældent lukket, deres medarbejdere bliver blot færre og bruger mere tid i kantinen.

Mikkel Vedby Rasmussen
Professor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Overraskende ofte er det billede, som tegner sig i den offentlige debat, et forvrænget spejlbillede af virkeligheden.

Om det skyldes sociale medier eller en debatkultur, som i stigende grad synes at have ofret proportioner til fordel for postulater, er et emne, som vi kan gemme til en anden klumme. Men sikkert er det, at Nato bliver set gennem et troldspejl.

Da han i 2011 gik af som forsvarsminister, advarede Robert Gates om, at amerikanerne ikke længere ville være interesseret i alliancen, når europæerne ikke gad at betale til deres eget forsvar.

Gates forestillede sig tydeligvis, at Kongressen som så mange gange før ville kritisere den amerikanske investering i europæisk sikkerhed.

I 2019 vedtog Repræsentanternes Hus med stemmerne 357 mod 22 ‘The Nato Support Act’, som skal forhindre præsident Trump i at trække USA ud af alliancen.

Fordi Trump har taget den folkelige kritik, som Gates frygtede, på sig, har han ikke alene fået europæerne til at øge deres forsvarsbudgetter, han har også formået at samle en massiv politisk opbakning for Nato.

Selvom det næppe var Trumps hensigt, så står Nato stærkere i Washington i 2019 end i 2011.

Internationale organisationer bliver sjældent lukket, deres medarbejdere bliver blot færre og bruger mere tid i kantinen. Det er den skæbne, som Nato demonstrativt har kæmpet imod med et nyt hovedkvarter, nye medlemmer og nye missioner i Afghanistan.

Men den egentlige grund til, at der ikke er tid til lange frokostpauser, også selvom Nato faktisk serverer så god en frokost, som diplomater i Bruxelles forventer, er, at Rusland er tilbage på Natos trusselskort.

Er der én ting, som Nato kan, så er det at afskrække Rusland. I 40 år dyrkede alliancen afskrækkelsens alkymi, og den ved præcis, hvordan man skal sammensætte en ekspeditionsstyrke til Estland, støtte anlæggelsen af broer, som kan bære Abrams-kampvogne, og hvordan man modsvarer en russisk øvelse med en Nato-øvelse.

Alliancen har tilføjet nye opgaver som cyberangreb til afskrækkelsen af Rusland, men bortset fra det har man det i Bruxelles som et mindre barn, der genfinder sin yndlingsbamse.

De europæiske lande nærer en reel frygt for Rusland, som også bliver væk i debattens troldspejl, men som er afgørende for deres opbakning til alliancen.

Der er ingen, som går efter exitskiltet i Natos hovedkvarter. Tværtimod er forsvarsområdet det område, som de europæiske stormagter kan samarbejde om efter Brexit.

EU’s snak om forsvarssamarbejde er netop et udtryk for, at man på Rue de la Loi godt ved, at det er i Natos hovedkvarter på Boulevard Leopold III, at det egentlige forsvarssamarbejde foregår.

At man i det fine nye hovedkvarter skændes om forsvarsbudgetternes størrelse, håndteringen af Rusland, forholdet til EU, Natos rolle i Mellemøsten og mange andre ting, er ikke et krisetegn. Det er et udtryk for, at i en tid, hvor så meget politik er reduceret til symboler og tweets, er der et sted, hvor man tager sikkerhedspolitik alvorligt.

Det bør vi ikke alene ønske Nato tillykke med, men også ønske os selv tillykke med, at vi er en del af.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mikkel Vedby Rasmussen

Professor og dekan, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1997), MSc International Relations (London School of Economics 1995), ph.d. (Københavns Uni. 2000)

0:000:00