Af Zenia Stampe (R)
EU-ordfører

Det danske og britiske EU-nej var et wakeupcall. Hvordan kunne befolkningerne i Danmark og Storbritannien vende tommelfingeren nedad til det samarbejde, der har sikret fred og velstand i Europa de sidste 60 år?

Det spørgsmål var der mange, der forsøgte at besvare i månederne efter afstemningerne. Og den største øjenåbner lå i virkeligheden i at læse alle de mange forskellige svar og se det mønster, der tonede frem.

Et slankere EU?
I begyndelsen tegnede der sig en bred enighed på tværs af højre og venstre om, at EU var blevet for stor og uoverskueligt. EU skulle slankes og fokusere på nogle enkelte dagsordener, der var særligt vigtige for Europas befolkninger. Men derfra atomiserede diskussionen sig i et utal af forskellige behandlingsplaner. 

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, var en af de første, der bød ind med en analyse og et svar. Hun mente, at det europæiske samarbejde havde ”spillet totalt fallit”, og at vejen mod et stærkere EU var at fokusere benhårdt på social dumping. Altså føre mere socialdemokratisk politik.

Venstre og Liberal Alliance mente, at EU blandede sig i for meget, og, med Lars Løkke Rasmussens ord, var for ”stort på de store ting og små på de små”. Men i modsætning til Socialdemokraterne, der pegede på indsatsen mod social dumping, så lød de to liberale partiers bud, at EU skulle fokusere på den europæiske konkurrenceevne. Altså føre ren markedsliberal politik. De Konservative efterlyste også mindre union, men mente, at den skulle begrænse sig til det indre marked og lov og orden. Altså klassisk konservativ politik. 

Vi bliver nødt til at udvikle et mere realistisk forhold til EU. Et EU, der altid vil være et kompromis mellem forskellige politiske ideologier og landes interesser.

Zenia Stampe (R)
EU-ordfører

På tværs af partierne var der altså enighed om, at EU var en sløv og overvægtig patient, der skulle på en meget stram kostplan. Men total uenighed om, hvad den kostplan så skulle indeholde.

Det handler om kompromisser 
Nu er der i sig selv hverken noget overraskende eller forkert ved, at en socialdemokrat mener, at EU skal føre socialdemokratisk politik. At liberale mener, at EU skal føre liberal politik. Eller at konservative mener, at EU skal føre konservativ politik.

Men det begynder at blive problematisk, hvis man mener, at EU-projektets succes og eksistensberettigelse står og falder med, om man får gennemført sin egen ideologiske politik. For der vil – formodentligt og forhåbentligt – altid være forskellige ideologier i europæisk politik, ligesom der er i national politik. Og derfor vil de politiske aftaler altid være et kompromis mellem disse ideologiske strømninger, akkurat som det er i national politik. 

Forskellen til national politik er bare, at vi jo ikke truer med at trække støtten til vores demokrati eller melde os ud af det nationale fællesskab, hvis ikke vi får vores politiske dagsorden fuldt igennem – ellers hvis andre får ting igennem, som vi er imod eller bare ligeglade med. For selv socialdemokrater ved, at Danmark ikke bare er et socialdemokratisk projekt. Selv liberale ved, at Danmark ikke bare er et liberalt projekt. Og konservative, at Danmark ikke bare er et konservativt projekt.

Danmark er et nationalt fællesskab, som styres demokratisk med skiftende tyngdeforhold mellem de forskellige ideologier. Og ingen kunne drømme om at trække opbakningen til det nationale fællesskab og det nationale demokrati, blot fordi man ikke får gennemført al sin politik. Kompromisset er så at sige grundpræmissen. 

EU som syndebuk
Anderledes med EU. Her nøjes vi ikke med at ærgre os, når vi ikke får vores politik igennem. Vi begynder i stedet at fable om, at det er selve konstruktionen EU, der er noget galt med. Og det kan alle på tværs af ideologier så blive enige om – samtidig med at de er totalt uenige om, hvad det så er for et EU, der er brug for. Og så er det jo ikke så underligt, at der er en udbredt folkelig skepsis over for EU. For befolkningerne hører jo ikke om andet end problemer. 

Jeg siger ikke, at EU ikke kan blive bedre. Jeg siger heller ikke, at man ikke må forholde sig kritisk til EU. Jeg mener bestemt, at EU kan blive bedre. Men jeg er realistisk. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg nogensinde kan få al min politik igennem. Og derfor gør jeg heller ikke min ønskeopskrift på EU til et spørgsmål om EU’s eksistensberettigelse og folkelige succes. For så skal jeg jo konstant gå og beklage mig, når jeg ikke får min vilje. Og så bidrager jeg blot til endnu mere EU-lede. 

Brug for et realistisk billede af EU
For vi kan ikke dæmme op for den udbredte EU-skepsis, hvis vi konstant behandler EU som den syge patient. Vi bliver også nødt til at se på os selv og overveje, om vi er en del af problemet. Om vores evindelige trang til at stille diagnoser for EU i virkeligheden efterlader det indtryk i befolkningen, at EU er dødssyg og ikke værd at satse på. Om den folkelige skepsis ikke bare er et spejl på vores egen skepsis?

Vi bliver nødt til at udvikle et mere realistisk forhold til EU. Et EU, der altid vil være et kompromis mellem forskellige politiske ideologier og landes interesser. Og derfor aldrig perfekt set ud fra et rent ideologisk perspektiv eller en ren interessevinkel. Men altid bedre end ingenting. Og derfor ikke noget, man konstant flirter med at nedlægge eller melde sig ud af. 

Man kan trøste sig ved, at den sidste erkendelse – at det uperfekte EU trods alt er bedre end intet EU – ser ud til at have vundet en vis udbredelse i Storbritannien og Danmark efter Brexit. For Brexit var jo ikke kun et wakeupcall til politikerne om at tage den folkelige skepsis alvorligt og kommunikere bedre. Det var også et wakeupcall til Europas befolkninger og politikere om, hvor meget der faktisk er på spil. Hvor meget vi har at miste uden EU.