Klimanetværk: CO2-afgiften bør ligge i både produktionen og i køledisken

Planter bruger mindre land end dyr

Grundlæggende skal vi producere langt mere plantebaseret. Der er et alt for stort spild, når vi som i dag bruger 80 procent af det danske landbrugsareal på at dyrke foder til vores dyr.

Det kræver omkring ti gange så meget areal pr. produceret enhed, når man laver animalske frem for plantebaserede fødevarer.

Da de grønne afgifter på vand, varme og el blev hævet 1990erne, kompenserede man lavindkomstfamilierne, for eksempel med en årlig grøn check.

Laura Klitgaard mfl.

Derfor kan vi ved at producere og spise mere plantebaseret brødføde flere mennesker end i dag, samtidig med at der bliver mere plads til skov og natur. Her spiller CO2-afgiften en helt afgørende rolle.

Afgift på produktion og på forbrug af fødevarer tjener hver sit formål.

Hidtil har fokus ligget på afgift på produktionen, det vil sige på klimagasudslip fra jordbruget i Danmark. Denne er vigtig, fordi den giver en individuel tilskyndelse til, at den enkelte bedrift reducerer sit udslip.

Afgiften kan gøres mindre

Der er flere måder at reducere klimabelastningen og dermed at reducere sin afgift.

Det kan gøres ved at lægge om til mere plantebaseret produktion, ved at udtage lavbundsjorde, ved at bruge efterafgrøder samt med en række miljøteknologier, for eksempel biogasanlæg, gylleforsuring og fodertilsætningsstoffer.

Ulempen ved afgift på produktionen er, at de importerede produkter slipper for afgift, så længe der ikke er en tilsvarende afgift i lande, som vi importerer fødevarer fra.

Det vil sige, at hvis man kun lægger afgift på produktionen, er der fare for at nogle danske brug må lukke, og vi i stedet importerer flere fødevarer – det kaldes lækage.

90'ernes grønne check til lavindkomstfamilier

Omvendt er det med en afgift direkte på produkterne. Den giver en tilskyndelse til forbrugerne til at købe mindre klimabelastende fødevarer, for eksempel mere plantebaserede.

Og afgiften lægges også på importerede varer – så den truer ikke dansk landbrugs konkurrenceevne og medfører ikke øget import. Men der vil være en ens afgift på for eksempel et kilo oksekød.

Vi står i dag med en afgift på de mest forurenende industrier, som er for lav til for alvor at fremme reduktioner. 

Laura Klitgaard mfl.

Dermed tilskynder det ikke landbrugene individuelt til at producere på en mindre klimabelastende måde.

Men betyder forbrugsafgifter, at lavindkomstfamilier ikke længere vil kunne spise selv en moderat mængde af oksekød, mens de rige bare kan fortsætte som hidtil?

Nej, her skal vi gøre som i 1990’erne. Da de grønne afgifter på vand, varme og el blev hævet, kompenserede man lavindkomstfamilierne, for eksempel med en årlig grøn check, som svarer til merprisen på et moderat forbrug af de klimabelastende varer.

I dag skal det så blot være af oksekød og så videre.

En for lav afgift uden incitamenter

Vi havde en lignende situation i 2022 i forhold til industri. Her var det Aalborg Portland og diverse teglværker, som har de største udslip og derfor frygtede udenlandsk konkurrence.

Politikerne reagerede ved at lægge en ganske lav CO2-afgift på netop disse industrier med den største klimabelastning – men uden at supplere med en tilsvarende afgift på produktet, altså cement og tegl.

Vi står i dag med en afgift på de mest forurenende industrier, som er for lav til for alvor at fremme reduktioner. Og vi har ingen afgift på produktet, som kunne tilskynde køberne til at foretrække mindre klimabelastende byggematerialer.

Denne fejl bør ikke gentages.

Derfor bør den kommende CO2-afgift på landbrug ligge både på udledning fra produktionen og på salg af produkterne, inklusiv de importerede.