De offentlige fødevareindkøbere sidder på hænderne

Det er jeg meget uenig i.

Som jeg ser det – og har set alt for mange eksempler på - er det en dør til Greenwashing og lokalpatriotisme, som er farlig, for det lokale er simpelthen ikke altid det mest bæredygtige valg.

Så ville alle institutioner i Horsens kun spise svinekød, fordi Danish Crown har et gigantisk slagteri i byen, eller alle institutioner på Lolland kun lave kager, fordi de har hele den danske sukkerproduktion udenfor vinduet.

Jeg mener, at det er noget helt andet, som er barriererne:

1. Man har vænnet sig til en fødevarelevering, hvor man kan få alt. Hele tiden. For eksempel kan man bestille jordbær hele året, og man kan bestille klokken 23 om aftenen og få leveret næste morgen. Det duer ikke for småskala landbrug. Der skal man forholde sig til sæsoner, og at du ikke kan få hele klodens produktion leveret næste morgen. Vi er simpelthen blevet dybt forkælede af totalleverandørerne – lige som forbrugerne i øvrigt er af supermarkederne. Den forkælelse har kæmpe omkostning for miljø og arbejdsforhold, som vi ikke orker at tænke på.
2. Det hele begynder i køkkenerne. Det er dem, der skal bestille de varer, som de offentlige indkøbere har udvalgt. Men mange køkkenchefer har mistet fornemmelsen for god husmorøkonomi. De bliver ved med at sige, at "jeg har kun 16 kroner til et måltid, så jeg skal selvfølgelig have det billigst muligt, uanset om æblerne så kommer fra Chile og lammet fra New Zealand". En husmor ville omvendt sige, "så må jeg købe, hvad der er i sæson, fylde efter med fuldkorn og bælgfrugter - og spare på kødet".

De offentlige indkøbere gør derfor, som de plejer, fordi forventningen til udbud og service er den samme. Men opgaven er jo at udvikle et marked, der ikke findes endnu.

Det kunne for eksempel være at love en producent, at kommunen nok skal købe 20 kilo hindbær hver sommer de næste fire år, så landmanden med sindsro kan plante et par marker.

At få den slags løsninger til at virke kræver, at de offentlige indkøbere tager deres ansvar på sig og påtager sig en meget mere aktiv og udviklende rolle. Også selvom det er vildt besværligt de første år

Line Rise Nielsen

Nu er EU i gang med at se på loven. Mens mange offentlige indkøbere (især i Sydeuropa) blot håber på, at de får lov til at købe lokalt, så mener jeg ikke, at loven står i vejen for strategien.

Tværtimod er jeg ret bange for, at man med CO2-argumentation i hånden får lov til at argumenterer for smarte logistik-løsninger til slutbrugeren, og i mellemtiden går på kompromis med det, der virkelig batter: Kravet om den økologiske, biodiverse produktion, som små-skala producenterne er så dygtige til.

Jeg har set rigtig gode eksempler i Danmark, Sverige og Belgien på, at det godt kan lade sig gøre, at få det hele til at gå op i en højere enhed, og jeg hepper på, at de løsninger får lov til at tjene som ledestjerner.

At få den slags løsninger til at virke kræver, at de offentlige indkøbere tager deres ansvar på sig og påtager sig en meget mere aktiv og udviklende rolle. Også selvom det er vildt besværligt de første år.

Men det er det altid at bryde sine vaner, og vi kan ikke blive ved, som vi plejer.