Connie Hedegaard: Støjberg skylder os et svar på, hvem der skal betale regningen, hvis landmændene går fri

Og så blev det alligevel et selvmål, da Søren Søndergaard i sin tale erklærede, at han "vil være frustreret og en lille smule skuffet, hvis I ikke søger indflydelse. Jeg forstår godt fristelsen til at holde det ud i strakt arm. Men regningen kan blive for stor."

Men nej. Danmarksdemokraterne vil ikke have "ejerskab" til en CO2-afgift, som landbrugsordfører Hans Kristian Skibby udtrykte det. En anden måde at sige på, at man ikke vil tage ansvar.

Spørgsmålet er så, hvad man egentlig vil tage ansvar for, når det gælder klima og at nå det 70 procent-mål, som også Inger Støjberg selv har lagt stemme til.  

Eftersom økonomer synes enige om, at den billigste vej til klimamålet er en høj og ensartet CO2-afgift, er andre løsninger altså dyrere. Hvad er det Støjberg & co. foreslår i stedet? Hvis landbruget skal friholdes, skal andre sektorer jo reducere så meget desto mere. Hvem skal, ifølge Inger, betale regningen for landbruget?

På Danmarksdemokraternes hjemmeside bliver man ikke meget klogere. Det fremgår, at den grønne omstilling er “nødvendig” og “skal gøres klogt”

Connie Hedegaard

Er det måske industrien, som politikerne allerede har vedtaget skal betale en CO2-afgift, der frem mod 2030 stiger til 750 kroner per ton? Og som den økonomiske sagkundskab har vist er langt mere udsat end landbruget for carbon leakage, altså for at produktion flytter ud, hvis industrien skal holde mere for? Det betyder tab af job. Det betyder tab af indtægter. Hvordan vil Støjberg friholde de borgere, hun mener at repræsentere, for dén regning?

Eller er det måske transportsektoren - og dermed jo også i sidste ende de danske bilister, vognmænd, pendlere? Måske det er byggeriet? Eller vores forbrug?

På Danmarksdemokraternes hjemmeside bliver man ikke meget klogere. Det fremgår, at den grønne omstilling er "nødvendig" og "skal gøres klogt". Hvilket ifølge partiet betyder, at omstillingen ikke må koste hverken forbrugere eller virksomheder noget, "bare fordi tingene skal stemme på bundlinjen i Klimaministeriets regneark."

Hvad foreslår landets næststørste oppositionsparti? Sådan helt konkret?

En hel del partier synes næsten paralyserede af frygt for Inger Støjbergs retorik, som er som skræddersyet til at grave grøfter og skabe polarisering i Danmark. Ikke mindst i Venstre, hvor dele af gruppen ville græde tørre tårer, hvis det skulle lykkes at forhale en afklaring om landbruget og CO2-afgiften til efter kommunalvalget, og ja, derefter er der jo heller ikke lang tid til et folketingsvalg.

Af debatten kunne man få indtryk af, at Danmark er befolket af hundredetusindvis af bønder – skønt sandheden er, at vi har cirka 7000 fuldtidsbrug i Danmark. Opgaven med at skabe et incitament til omstillingen i landbruget er bestemt kompliceret, men den er ikke umulig.

Det er jo egentlig mærkeligt, at det i et land, hvor et overvældende flertal står bag klimamålene, ikke har en højere politisk pris ikke at tage medansvar.

Connie Hedegaard

Se bare de industrier og virksomheder som i årtier – oftest uden kompensation – har omstillet og håndteret krav til skorstene og røg, til spildevand, til kemikalier, til affald, til produkter, til CO2-reduktion, og som faktisk stadig ligger i top, når det gælder konkurrenceevne, fordi kravene har tvunget dem til innovation. Interessant nok klarer mange af de virksomheder, der har omstillet mest, sig bedst.

På trods af den forhistorie kommer de partier, der tager ansvar for klimaomstillingen, let i defensiven, når ord og mål skal omsættes til mere konkret handling.

Men det er jo egentlig mærkeligt, at det i et land, hvor et overvældende flertal både i Folketinget og i befolkningen står bag klimamålene, ikke har en højere politisk pris ikke at tage medansvar.

Det er selvfølgelig helt legitimt at sige nej til andres forslag - men afvisningen bør anstændigvis ledsages af egne alternative løsninger.

Et parti, der vil respekteres, bør vel kunne påtage sig "ejerskab" til andet end den golde og populistiske protest.