Debat

Fødevaremærkning, forvirring, apps og tre skridt

DEBAT: Lad bæredygtighed og sundhed supplere priser på kassebonen og lav den ultimative shopping app. Det kan være alternativer til fødevaremærker, skriver seniorforsker Henrik Saxe og professor Jørgen Schlundt fra DTU.

GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af seniorforsker Henrik Saxe og professor Jørgen Schlundt
Afdelingen for kvantitativ bæredygtighedsvurdering, DTU Management

Hvis vi skal have noget ud af vore dokumenterede fremskridt, skal vi udbrede det glade budskab til resten af verden, det hjælper os kun at være først, hvis resten følger efter.

Henrik Saxe og Jørgen Schlundt
Hhv. Seniorforsker og professor i afdelingen for kvantitativ bæredygtighedsvurdering, DTU Management

I fødevaremærkningsskoven gror nøglehuller, svaner, blomster, GDA-buske, kolesterolstammer med transfede grene, røde Ø’er, fuldkorn, fairtrade og fanden tage det hele. Den stressplagede ulvetime-forbruger ænser næppe træerne for bar skov, og typisk ved forbrugeren ikke, hvad hvert enkelt mærke står for. Intet mærke sikrer i sig selv, at det, du spiser og drikker, er sundt, bæredygtigt, frisk og velsmagende. Og i skoven er det nemt at gemme sig. Fødevarevirksomheder kan nogle gange se deres fordel herved.

Det er nemmere at kende en VW Up fra en Porsche Cayenne end at skelne sund fra usund mad.

Henrik Saxe og Jørgen Schlundt
Hhv. Seniorforsker og professor i afdelingen for kvantitativ bæredygtighedsvurdering, DTU Management

EU-regler sikrer ingredienslister på vore fødevarer, men hvem har tid til at læse dem? Og hvem har overblik over, hvad indholdet i en enkelt føde- eller drikkevare betyder for sundhed og bæredygtighed af den samlede kost over dagen, ugen, måneden og året? 

Budskabet skal udbredes
Men her er der meget – rigtig meget på spil. Folkesundhed, velfærd, statsbudget, nationalt og globalt. To milliarder overvægtige mennesker, eskalerende diabetes, galoperende hjertekarsygdomme, risikofyldt resistens og knugende kræft. Men hvis fødevaremærkning i virkeligheden ikke er effektiv, hvad er så? Vi forudsiger at livsstilssygdommenes fremmarch vil diktere fremtidens kostvalg allerede om fem, ti eller tyve år – et kostvalg, som fremtidens forbruger vil ønske at relatere til både sundhed og bæredygtighed. 

Interessant nok så har vi i Danmark i virkeligheden bevæget os rigtigt hurtigt frem, både med hensyn til bæredygtighed og sundhed af vore fødevarer. Salmonella er ude af danske æg, transfedt bruges ikke længere i dansk produktion, antibiotika brugt som vækstfremmer er ude af dansk dyrefoder, og økologien er på stadig fremmarch. Hvis vi skal have noget ud af vore dokumenterede fremskridt, skal vi udbrede det glade budskab til resten af verden, det hjælper os kun at være først, hvis resten følger efter. Derfor skal vi fortsætte med at være helt fremme i front, både når det gælder bedre fødevarer og bedre valgmuligheder for forbrugerne.

Forbruger-app for sundheden
Ligesom det nu er usmart at køre store 4-hjulstrækkere, i al fald i Danmark og andre miljøbevidste lande, så forudsiger vi, at det fremover også vil være usmart at producere og forbruge salte, fede, næringsfattige, sminkede, usunde og miljøbelastende føde- og drikkevarer. Men det er nemmere at kende en VW Up fra en Porsche Cayenne end at skelne sund fra usund mad. Så her vokser heldigvis en ny skov af apps til smartphones frem. Vi foreslår, at de store aktører på producentsiden går sammen om at producere den ultimative shopping app til brug for ulvetime-forbrugerens supermarkedsridt.

En sådan app kunne for eksempel lade forbrugeren hurtigt og nemt scanne to typer mælk, eller otte typer pålæg, og give resultatet af det samlede indkøb i form af en deklaration, som eksempelvis relaterer sig til gennemsnitlig dansk kost, eller forbrugerens eget kostgennemsnit udtrykt ved sundhed og bæredygtighed. Deklarationen skal være letlæselig, for eksempel et tal på en kendt karakterskala, eller en farveskala fra rød til grøn, og de røde og grønne farver bør også være direkte synlige på varerne. Men er dette atter et mærknings-fatamorgana? Har vi i virkeligheden selv tid og lyst til at skanne de enkelte varer?

Kassebon for bæredygtighed
Da alle varer scannes ved kassen er vores nu-og-her forslag, at kassebonen ikke blot angiver pris for de enkelte varer og det samlede køb, men også sundhed og bæredygtighed for de enkelte varer og ikke mindst for det samlede køb. Og bonen kan man altid læse senere, når tv-avis-roen er faldet over familien. Og så kunne bonen gøres lidt længere og foreslå os tre skridt til at forbedre næste indkøb med henblik på både sundhed og bæredygtighed – selvsagt med al respekt for velsmag. Tre skridt mod en nødvendig fremtid. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00