Kan Venstre egentlig sige nej til en klimaaftale på landbruget?

Med andre ord er de borgerlige et godt stykke bagefter, når det drejer sig om det såkaldte emneejerskab til klima, og det er selvfølgelig et stort strategisk problem, når klima samtidig i de her år enten er det vigtigste eller næstvigtigste emne på vælgernes dagsorden. Bliver det næste folketingsvalg også et klimavalg, vil Socialdemokratiet og Mette Frederiksen stå med særdeles gode kort på hånden, hvad angår kampen om statsministerposten.

Det er selvfølgelig også derfor Jakob Ellemann-Jensen – og før ham Lars Løkke Rasmussen – har indset, at Venstre på vegne af den borgerlige alliance bliver nødt til at om ikke decideret at overtage emneejerskabet til klima, så i hvert fald udligne centrum-venstres forspring. Også fordi der her virkelig er stemmer at hente over midten. Det er 22 procent af de vælgere, der støtter en S-ledet regering, der mener klima er det vigtigste politiske emne.

Med et slagord: man kan ikke være sort, når vælgerne er grønne.

Konflikt skaber troværdighed

Projektet om at erobre ejerskab til klimapolitikken har Ellemann-Jensen haft gang i et stykke tid. Han har gentagne gange indrømmet, at hans parti har været, som han siger, fodslæbende. Ligesom partiet har udviklet politik på det grønne område foreløbigt kulminerende med udspillet til landbrugsforhandlingerne med resten af de borgerlige partier.

Men skal han for alvor gøre indhug i centrum-venstres emneejerskab til klima, er han nødt til at vise, at han er klar til at ofre politisk kapital på det. Han har brug for en politisk aftale, der i vælgernes øjne cementerer den grønne profil, og den slags bevægelser sker mere troværdigt, når det sker på et område, der vil gøre ondt på ”hans egne”.

Parallellen er her, den måde det lykkedes Anders Fogh Rasmussen at flytte Venstres profil på velfærdspolitikken fra han blev formand i 1998 og frem mod folketingsvalget i 2001. Dengang var analysen, at selvom Venstre egentlig havde en samlet politik, der tiltalte mange vælgere, tabte man de marginale, afgørende vælgere, fordi Socialdemokratiet altid kunne aktivere angsten for, at Venstre ville skære velfærden ned til sokkeholderne for at sætte skatten ned. Noget man altid kunne bladre op i Fogh Rasmussens berygtede bog ”Fra socialstat til minimalstat” for at få vished for.

For at imødekomme det problem, gentog Fogh fra han blev ny Venstreformand i 1998 igen og igen sin opbakning til velfærdsstaten, og han tilkendte Socialdemokratiet æren for at have opbygget den. Det blev så fulgt op med finanslovsaftalen for 1999, hvor Venstre indgik forlig om efterlønnen med den daværende SR-regering, og dermed gav vælgerne et konkret bevis i hånden for, at Venstre ikke længere ville udfase efterlønnen (og symbolsk heller ikke andre ydelser og services), men sikre den.

Og så som det sidste led i den tretrinsraket tog Fogh nogle en række mediebårne opgør med klassiske liberalister i sit eget parti. Mest berømt selvfølgelig opgøret med de såkaldte tesemagere i 2003. De ville indføre lavere skatter og flere private udbud af velfærd, og de planlagde at sætte deres forslag til afstemning på Venstres landsmøde samme år. Det pakkede de sammen under stor mediebevågenhed, da Fogh gjorde det klart, at han ville sætte sit formandskab ind på at få teserne nedstemt.

Pointen her er, at kritikken af Fogh og hans vilje til at nedkæmpe den – også med brutale og personlige aktioner – i vælgernes øjne bekræftede, at han virkelig mente sin opbakning til velfærden alvorligt. Resten er historie, som man siger. Venstre sad på regeringsmagten i ti år bagefter.

Adgang til forhandlinger senere

I forhold til den tretrinsraket står Ellemann-Jensen nu overfor et forlig, der minder om aftalen om efterlønnen i 1998. Skal den på samme måde bruges til at flytte partiet, mangler han endnu at tage en grøn konflikt – enten med medlemmer fra folketingsgruppen eller med dele af landbruget. Det vil han få ved at gå med i en aftale. Skal han udvide Venstres (og de borgerliges) emneejerskab til klimaemnet er et forlig på landbruget svært at komme uden om.

Ender Venstre ude, mens Radikale og Socialdemokratiet på ny kan kritisere Venstre for at være fodslæbende, er det tilbage til start med Ellemanns klimaprojekt.

Værre bliver det kun af, at landbrugsaftalen næppe kommer til at stå mejslet i granit frem til 2030, men vil have indbygget et genbesøg om nogle år. Ender Venstre ude nu, risikerer man dermed også  at få svært at komme til bordet næste gang, der skal forhandles om landbruget.

Det vil næppe hjælpe Ellemann i forsøget på at vriste klimanøler-mærkatet af partiet.

Ellemanns store problem med at gå med i en aftale, der vil lægge sig ud med ”sine egne” er bare, at han ikke har den luksus som Anders Fogh Rasmussen, der flyttede sit parti fra en historisk stærk position. Ved valget i 2001 fik Fogh dobbelt så mange stemmer, som Venstre står til ifølge meningsmålingerne nu. Og som eksemplet med tesemagerne viser, var hans formandskab totalt ubestridt; det var ham og ikke baglandet, der bestemte. Her har Ellemann i højere grad brug for, at baglandet bakker hans klimaambitioner op. Det er her de ekstra milliarder fra Wammen kommer ind i billedet, ligesom Troels Lund Poulsens rolle som forhandler bliver afgørende, hvis man indgår en aftale.

I Venstre slår man meget på, at Socialdemokratiet også har brug for en bred aftale, fordi et rødt og smalt forlig vil koste arbejdspladser, ikke mindst i Udkantsdanmark. Den analyse har bestemt noget for sig. Mette Frederiksen har selv signaleret meget kraftigt, at projektet om at øge arbejdsudbuddet og skabe en ny balance mellem land og by er vigtige emner for hende. Bliver det et smalt forlig om landbruget, vil den borgerlige talelinje være, at regeringen lukker arbejdspladser i Udkantsdanmark, fordi man er i lommen på Enhedslisten.

Ingen tvivl om, at det vil gøre ondt på Socialdemokratiet og koste på den politiske kapital. Men hvor ondt og hvor meget politisk kapital?

I en situation, hvor beskæftigelsen og væksten er tilbage i et niveau, der er højere end før covid-19, har det borgerlige argument sværere ved at få flyvehøjde.

Men som noget helt væsentligt har det angreb en stor strategisk slagsside: Det er ikke et grønt argument, men et økonomisk. Det understøtter med andre ord ikke Ellemanns mål om at blive set som et parti, man kan tiltro klimapolitikken.

S vil afpolitisere klimapolitikken

Det er rigtigt, at de borgerlige står med emneejerskabet til styringen af dansk økonomi (43 procent af vælgerne mener, at en borgerlig regering er bedst til det, mod 34 procent i en S-ledet regerings favør), og et angreb på regeringen med fokus på økonomi vil nok styrke det emneejerskab.

Men økonomi flytter typisk først stemmer ved et folketingsvalg, hvis landet er i økonomisk krise, og der er vi ikke i øjeblikket. Af samme årsag indtager økonomi kun en fjerdeplads på vælgernes dagsorden med 9 procent af vælgerne, der mener, at det er det vigtigste emne. Langt de fleste af dem er borgerlige vælgere i forvejen, og det betyder, at det er begrænset, hvor mange, der kan trækkes over midten på den baggrund, når den økonomiske tilstand er så god, som den er.

Alt i alt er konklusionen, at den politiske pris, Venstre kommer til at betale for at stå udenfor et forlig, er en del højere, end den er for regeringen ved at lave en smal, rød aftale.

Det er bestemt ikke det samme som, at regeringen ikke også har en klar interesse i en bred aftale med de borgerlige. Det vil først og fremmest betyde, at aftalen vil stå stærkere, og det vil afdramatisere og afpolitisere klimapolitikken. Det sidste er også i socialdemokratisk interesse – her vil man hellere end gerne have den politiske debat til at handle om velfærd. Samtidig vil kritik fra Enhedslisten styrke indtrykket af, at Socialdemokratiet står på den klimapolitiske midte. 

Omvendt vil et smalt forlig kunne bruges til at cementere klima, som det nye store skel i dansk politik på samme måde som udlændingeemnet har været førhen. Venstre har ikke brug for at få repeteret, hvad det vil betyde for adgangen til regeringskontorerne på Slotsholmen.