L&F: Danmarks økonomi kan ikke løftes uden bedre forhold i EU
DEBAT: Eksport er en afgørende del af Danmarks økonomi. Derfor bliver regeringen nødt til at skubbe på for at sikre ordentlige forhold for landbruget og fødevareindustrien i hele EU, skriver Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef, Landbrug & Fødevarer.
Flora Juul Holst
RedaktionsassistentAf Niels Lindberg Madsen
EU-politisk chef, Landbrug & Fødevarer
Coronakrisen har ramt dansk økonomi hårdt. Heldigvis har Folketingets hjælpepakker hjulpet mange virksomheder, der har set deres omsætning styrtdykke. Men Danmark er et land, der lever af eksport, og derfor er det ikke nok, der kommer gang i hjulene i Danmark.
Der skal også gang i hjulene på vores eksportmarkeder. Det gælder ikke mindst EU, der også er et helt afgørende marked for den danske fødevarebranche. Derfor bakker Landbrug & Fødevarer op om, at også EU laver en hjælpepakke til at kickstarte den europæiske økonomi. Det er grundlæggende hjælp til selvhjælp.
Danmark skal tage medansvar
Men det ikke ligegyldigt, hvordan man skruer en hjælpepakke sammen. Her har vi brug for dansk indflydelse – den indflydelse, der følger af, at man bidrager og tager medansvar. Den indflydelse skal vi bruge til at sørge for, at en række af de lande, der igen står i en dyb krise – og ikke har sikret sig det økonomiske råderum, der gør, at de kan hjælpe sig selv – bliver tvunget til at gennemføre de nødvendige reformer.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Men fra Landbrug & Fødevarers side håber vi også, at regeringen vil anvende sin indflydelse til at sikre en fair behandling af dansk landbrug og fødevareindustri. Det gælder for eksempel i forhold til diskussionerne om, hvordan man vil fordele det ekstra beløb, som Kommissionen har afsat til at leve op til de meget ambitiøse mål for miljø, klima og biodiversitet.
Kommissionen lægger op til en fordeling, der ligger langt lavere end vores andel af produktionen. Her har vi brug for, at regeringen kæmper vores sag, så vi kan bidrage med arbejdspladser og merværdi. Et andet område er puljen til ”Just Transition” i den foreslåede genopretningspulje, hvor man vil kunne støtte udviklingen af landdistrikterne – for eksempel til udbredelse af fiberbredbånd. Også her er der brug for en dansk regering, der sidder med helt inde i forhandlingsrummet.
Danmark er et land, der lever af eksport, og derfor er det ikke nok, der kommer gang i hjulene i Danmark.
Niels Lindberg Madsen
EU-politisk chef, Landbrug & Fødevarer
Behov for et stærkt EU
Derfor håber vi, at der snart opnås et kompromis. Først Brexit og nu Corona har reelt bremset for fremdrift og vedtagelse af nye initiativer i EU. Den danske fødevarebranche har brug for et stærkt EU til at skabe vækst og fremdrift. Det er det, der skal skabe rum til de investeringer, der er brug for, når vi skal skabe en bæredygtig fremtid.