Overså vi det vigtigste, da alle rettede blikket mod Mette Frederiksens påståede grundlovsbrud?

Vi har overset det vigtigste i minksagen.

Det er hovedargumentet fra Mathilde Clark i hendes nye bog, ’Det Blinde Øje’.

Mediedækningen af forløbet har ellers været massiv.

Flere billeder har brændt sig ind i vores nethinder:

De nordjyske mænd med vindblæste ansigter og skovmandsskjorter, der græd på tv.

De tusindvis af pelsede, livløse mink, som lå bag dem.

Måske kan du endda huske det ret grynede videoklip, som satte det hele i gang:

Statsminister Mette Frederiksen i blågrå blazer foran et skrivebord da hun på et pressemøde offentliggjorde regeringens beslutning om aflivningen af mink.

Det viste sig siden, at der ikke var lovhjemmel til den del, der handlede om mink uden for smittezonerne.*

Centralt i mediedækningen stod spørgsmål som: Var grundloven blevet brudt? Skulle statsministeren stilles for en rigsret?

"Jeg synes, det er en meget lille historie i forhold til den, der manglede at blive fortalt," siger Clark, da Altinget møder hende til interview.

Hun mener, at vi som samfund manglede at stille det vigtigste spørgsmål: Hvad med minkene?

Men hvad har hun fundet ud af om mink, som vi ikke vidste i forvejen, og hvorfor er det egentlig en vigtigere historie end historien om konsekvenserne af den manglende lovhjemmel?

Det har Altinget spurgt forfatteren om.

"Jeg havde på ingen måde lyst til at skrive en bog om mink," siger hun som noget af det første.

"Men nyhedsdækningen adresserede på intet tidspunkt, hvad det faktisk var, vi sad og så på. Jeg var så chokeret, at jeg ikke kunne lade være."

Clark fortæller, at hun er mest chokeret over det, som var i baggrunden af billederne. Altså bag de jyske landmænd. Det, som deres hænder rørte ved:

"Stativerne med mink. Vi så hænder lægge minkene op, som var det dej, der blev lagt på brødstativer. Der var flere hundrede stativer."

Den magiske kasse

I bogen taler Clark læserne med ind i 'Den Magiske Kasse', som er Clarks betegnelse for det sted, hvori minkene blev aflivet. 

Hun beskriver, hvordan man gasser op mod 75 mink ad gangen i sådan en kasse, og at det tager cirka seks et halvt minut, før de dør.

"Man siger ofte, at man ikke kan vide, om det gør ondt på dyrene. Det samme argument gør sig gældende for mennesker," siger hun med henvisning til, at amerikanske fanger i nogle stater også bliver henrettet med gas.

Hun tilføjer, med den samme tørre undertone, som hun gør brug af i bogen: "Vi kan jo kun få en førstehåndsberetning til et vist punkt."

Selvom det kan være svært at spørge en død mink, om den føler smerte, når den bliver aflivet, satte Clark sig for at undersøge, hvad man egentlig ved.

 "Der var på et tidspunkt en journalist, som lavede en aftale med en amerikansk fange, som skulle henrettes. Fangen skulle nikke til journalisten, hvis det var smertefuldt. Og fangen nikkede, indtil han på et tidspunkt ikke nikkede mere," siger Clark.

Hun kigger mig dybt i øjnene, da hun tilføjer:

"Det er ligner jo den praksis, vi også bruger, når vi afliver grise i vores enormt store svineproduktion. For det er praktisk og billigt. Det er nok de økonomiske hensyn, man vægter højest."

Industriens interesser

Den røde tråd i bogen er afdækningen af de vilkår, danske mink lever under. Der er tale om mink med åbne sår og mink, der spiser af sig selv.

Men det er faktisk ikke minkenes vilkår, Clark finder mest interessant.

Det er til gengæld, hvordan politikere, embedsmænd, journalister og resten af samfundet ifølge forfatteren lader sig forføre af "industriens teaterforestilling": 

Men det er faktisk ikke minkenes vilkår, Walter Clark finder mest interessant. Det er til gengæld, hvordan politikere, embedsmænd, journalister og resten af samfundet ifølge forfatteren lader sig forføre af ”industriens teaterforestilling”

"Vi har denne her industri, som har undgået mediernes kritiske søgelys ved at iscenesætte virkeligheden. Det foregår i et sammenfiltret, intrikat spil."

Hun sætter fokus på industriens stærke interesser.

Hun nævner eksempelvis, hvordan Kopenhagen Fur "havde travlt med at få nedlagt et fogedforbud mod visning af billedmaterialet" i forbindelse med en TV 2-dokumentar om minkproduktionen.

Og hun sætter spørgsmålstegn ved de arbejdsgrupper, der bliver nedsat i kølvandet på dokumentaren: "Det er ordmennesker, og det er PR-mennesker, men det er ikke folk, der har forstand på dyrevelfærd."

Er TV 2-dokumentaren ikke et eksempel på, at vi alle sammen godt ved, hvad der foregår, men bare ikke ønsker at beskæftige os med dyrevelfærd?

"Jo, og det er præcis en af de pointer, jeg gerne vil spille på i min titel. Vi vender det blinde øje til, selvom vi har en diffus fornemmelse af, hvad der egentlig foregår bag scenetæppet."

Clark er dog overbevist om, at mange af os ikke har det fulde indblik i, hvad der faktisk foregår.

"Men der er samtidig en reel uvidenhed. Det er faktisk meget værre end man forestiller sig, selvom man forestiller sig, at det er slemt."

Én af de ting, der er værre, end Clark forestillede sig, er det faktum, at danske mink får dobbelt så mange unger som de kinesiske.