Rapport nedtoner Brexits konsekvenser for fiskeriet

Nye beregninger fra Københavns Universitet viser, at Brexit i værste fald betyder et fald i omsætningen på mellem 2,5 og 4,6 procent for dansk fiskeindustri og engroshandel. Dermed vil det ikke gå så galt som frygtet, lyder det. "Lidt en skrivebordsøvelse", mener Danmarks Fiskeriforening.

Ny beregning vurderer, at fiskeindustrien og engroshandlen i værste fald kan komme til at koste mellem 148 og 271 fuldtidsansatte deres job som følge af reduktioner i danske fiskeres fangster efter Brexit. 
Ny beregning vurderer, at fiskeindustrien og engroshandlen i værste fald kan komme til at koste mellem 148 og 271 fuldtidsansatte deres job som følge af reduktioner i danske fiskeres fangster efter Brexit. Foto: Danmarks Fiskeriforening
Sine Riis Lund

Frygten for en Brexit-katastrofe for dansk fiskeri har længe været stor.

Men en ny udredning lavet af Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet nedtoner konsekvenser for økonomi og beskæftigelse i fiskeindustrien.

I en pressemeddelelse påpeger universitetet, at "Brexit-aftalen ikke kommer til at ramme fiskeindustrien lige så hårdt, som man kunne have frygtet".

Beregningerne viser, at Brexit i værste fald medfører et fald i omsætningen på mellem 2,5 og 4,6 procent, primært på grund af told, men også som følge af, at der vil være færre fisk at fange.

”I dag er det stort set kun kvoterne på sild og makrel, som udnyttes med hundrede procent. De øvrige kvoter, der reduceres i Brexit-aftalen, udnyttes kun delvist. Det betyder, at de fisk der mistes på grund af reducerede kvoter til dels kan indhentes ved at udnytte dem bedre og eksportere dem til andre lande i EU,” forklarer økonom og lektor Max Nielsen.

Ifro-udredningen er lavet for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Kritik af antagelser
Danmarks Fiskeriforening er dog langtfra enig i konklusionen.

"Det er lidt en skrivebordsøvelse, som vi ikke mener kan argumenteres for også uden videre vil ske ude i virkeligheden," siger underdirektør Ole Lundberg Larsen. 

Han peger på to grundantagelser, som foreningen mener er fejlagtige.

For det første peger IFRO-udredningen på, at selv om de danske fiskeres kvoter, der indgår i Brexit-aftalen, umiddelbart reduceres med samlet set ni procent, er der stadig fisk at hente for de fleste arter, hvis man sørger for at udnytte de nuværende kvoter. Og hvis det sker, vil reduktionen kun være på fem procent for det såkaldte pelagiske fiskeri efter eksempelvis sild og makrel.

Men så enkelt er det ikke nødvendigvis, mener Ole Lundberg Larsen.

"Sådan en generel antagelse kan man ikke bare uden videre lave. Det kommer an på mange forhold, og kvoterne ændrer sig fra år til år. I nogle tilfælde vil man måske kunne forøge kvoteudnyttelsen, men så vil der også være steder, hvor det ikke vil kunne lade sig gøre," siger han.

Ole Lundberg Larsen påpeger, at det er en grundantagelse, der "flytter temmelig meget" i beregningerne.

Det er lidt en skrivebordsøvelse, som vi ikke mener kan argumenteres for også uden videre vil ske ude i virkeligheden.

Ole Lundberg Larsen
Underdirektør, Danmarks Fiskeriforening
 Råvaregrundlag for industrien
Den første hurtige gennemgang af rapporten får også Danmarks Fiskeriforening til at sætte spørgsmålstegn ved rapportens pointe om råvaregrundlaget for dansk fiskeindustri og fiskeengroshandel.

Den del af råvaregrundlaget, der stammer fra dansk fiskeri skønnes reduceret med 1,0-5,1 procent. Men da skønsmæssigt halvdelen af sektorens råvarer er importeret, så vil den reelle reduktion i råvareforsyningen fra danske fiskere reelt kun være 0,5-2,6 procent, anfører Max Nielsen i rapporten og understreger, at disse beregninger er behæftet med usikkerhed.

Men den import vi har til Danmark er ikke de samme fisk, som vi fisker, og derfor kan man ikke bare gå ind og erstatte de tabte danske fisk fra britisk farvand med import, mener Ole Lundberg Larsen.

"Når vi går ind og kigger på de data, der er, så synes vi, det er en meget skarpt skåret udmelding og konklusion, der er kommet," siger han mere generelt.

Fakta

Handlen med Storbritannien

  • Eksport af fisk og fiskeprodukter til Storbritannien udgjorde i 2019 1,5 milliarder kroner af den totale danske eksport af fisk og fiskeprodukter på 27,6 milliarder kroner (5,5 procent).
  • Omkring 800 millioner kroner heraf kan blive pålagt told.
  • Danske kvoter i de områder, der påvirkes af Brexit-aftalen, reduceres som helhed med ni procent.
  • Beskæftigelsen i den danske fiskeindustri og engroshandel udgjorde i 2015 i alt 4.697 fuldtidsbeskæftigede.

Kilde: Ifro, Københavns Universitet

Tabte arbejdspladser
Ifølge de nye Ifro-beregninger kan i alt et sted mellem 148 og 271 fuldtidsansatte i fiskeindustrien og engroshandlen risikere at miste deres job. Det er dog ud fra et worst case-scenarie.

”Det er et maksimumskøn, som realistisk forventes at blive lavere. Blandt andet fordi de varer, som ikke længere eksporteres til Storbritannien, på grund af told, formentlig kan sælges andre steder. Faldet i omsætning bliver dermed mindre,” siger Max Nielsen i pressemeddelelsen.

Udredningen påpeger, at ud af eksporten til Storbritannien på 1,5 milliard kroner kan cirka 800 millioner kroner blive pålagt told.

Handlen med rejer står til at blive ramt særligt hårdt. Danmark eksporterer 7.000 tons rejer til en værdi af 509 millioner kroner til Storbritannien hvert år, og dem skal der fremover betales told af.

Læs hele udredningen her

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00