I januar var jeg i London, hvor jeg mødtes med en række civilsamfundsorganisationer, fonde, tænketanke og offentlige myndigheder. Omdrejningspunktet var en samtale om, hvordan vi skaber positive forandringer i den brydningstid, vi står midt i. Klimakrise. Børn og unges mentale (mis)trivsel. Stigende polarisering og et velfærdssamfund, der har svært ved at følge med. Alle vores samtaler – uden undtagelse – handlede om magt. Både den synlige og usynlige magt.

Magt handler naturligvis om penge og finansielle muskler. Men magt er meget mere end det. Det handler også om, hvem der definerer problemet, og hvem der tegner løsningerne. Hvilken viden vi bygger beslutningerne på. Hvem der har en stemme i den offentlige debat, og hvem der sidder med om bordet, når beslutningerne bliver truffet.

Måske er det på tide, at vi bliver bedre til at forholde os til disse spørgsmål. Og at vi som fonde har modet til at spørge os selv: Hvordan forvalter vi vores egen magt? Hvor er vi selv en del af problemet? Og hvordan kan vi bedst være en del af løsningen? 

Radikale løsninger

Nogle fonde har valgt en radikal tilgang til dette spørgsmål. Den britiske fond Lankelly Chase annoncerede sidste år, at de opløser sig selv, og over de kommende fem år giver hele deres formue på 130 millioner pund til organisationer og netværk, der arbejder for social retfærdighed.

De argumenterer for, at de som en privilegeret fond er for langt væk fra virkeligheden, og selv er blevet en del af problemet. I Østrig har millionarvingen Marlene Engelhorn etableret et råd af tilfældigt udvalgte borgere i Østrig, som skal bestemme, hvad de 25 millioner euro, som hun har arvet, skal anvendes til.

Personligt tror jeg ikke på, at disse radikale løsninger er svaret. Men de kan være katalysator for en vigtig diskussion om fondenes rolle og magt i samfundet.

I TryghedsGruppen og TrygFonden er dette også et varmt emne i disse år. Vi har traditionelt været gode til at involvere forskere, fageksperter samt organisationer. Men vi har stadig en opgave, når det kommer til at give stemme til de mennesker, det handler om.

Dem, der oplever at stå uden for fællesskabet, eller de unge, der skal leve i fremtidens samfund. For os er der ikke en modsætning mellem dyb faglighed og involvering af det levede livs eksperter. Ofte er det hinandens forudsætninger, når man som vi arbejder med noget så komplekst som trygheden i Danmark. Vi har alle blinde vinkler, så at tro, at vi kan skabe tryghed uden dem, der oplever utrygheden, er illusorisk. De skal have en stemme og plads ved bordet.