Forskningsleder: Forskningen glimrer ved sit fravær i lovprocessen om Barnets Lov

Tak til statsminister Mette Frederiksen (S) for at sætte udsatte børn og unge på dagsordenen for to år siden. Siden da har der været mange debatter og konferencer om emnet. Nogle arrangeret af Socialministeriet, andre af Folketingets socialudvalg og atter andre af private initiativtagere.

Men hvad bliver det til?

Det uoverskuelige resultat

I maj 2021 indgik de fleste politiske partier en aftale på 26 sider om, hvad der skulle med i Barnets Lov. Et vigtigt, positivt element var, at udsatte børn fik ret til mere. De øvrige seks temaer i aftalen gør teksten overvældende, og det bliver diffust, hvad der konkret skal ske. Dog er der lagt vægt på en “grundig implementeringsindsats” med mange deltagende parter, når loven skal vedtages i efteråret 2022.

I efteråret 2021 er en lovtekst cirkuleret til en række udvalgte organisationer, eksempelvis Børns Vilkår, som taler med Socialministeriet om lovens udformning. Der foreligger en tekst på 213 paragraffer, 63 sider og godt 800 siders bemærkninger.

Det reelle vidensgrundlag kommer i stedet til at hvile på de mennesker og organisationer, der tales med. De behøver ikke at dokumentere, hvad der er rigtigt.

Frank Ebsen
Docent, Københavns Professionshøjskole

Til sammenligning har serviceloven i 2021 under 40 paragraffer, er på 26 sider og har godt 400 siders vejledning. Det er et nyt, stort korpus, som er svært at overskue, og der står ikke meget om, hvordan det sikres, at den bliver til gavn for udsatte børn og unge.

Aftalen og lovgivningen hviler aktuelt på to referencer fra 2021. Den ene er en lille undersøgelse med syv interviews i fem kommuner, og den anden rapporterer mere omfattende fra et frikommuneforsøg i tre kommuner. På den måde kommer forskning og dokumenteret indsigt til at glimre ved deres fravær i lovprocessen.

Det reelle vidensgrundlag kommer i stedet til at hvile på de mennesker og organisationer, der tales med. De behøver ikke at dokumentere, hvad der er rigtigt. Socialministeriets embedsmænd travle opgave bliver ikke at skabe indsigt, men at sortere og ordne de mange udsagn.

Fordøren med de inviterede

Der er allerede i aftalen tydeligt, at der er mange, der gerne vil høres og have indflydelse. De står i den politiske fordør, hvor politikken præsenteres og mediernes lys blinker.

Det kan imidlertid have et par konsekvenser. En kan for eksempel være, at når den “rigtige” høring sættes i gang, kan kritik fra én part affærdiges med, at lovudkastet er et kompromis, hvor der er lyttet til alle. Og der ikke bare kan åbnes et sted, uden at korthuset braser sammen.

Yderligere kan det indikeres, at en kritik vil være ilde set og måske resultere i, at kritikeren ikke inviteres med ind i fremtiden. Det kan være årsag til, at de involverede organisationer og ikke mindst Folketingets partier i offentligheden har været helt tavse om det cirkulerende forslag.

Af en eller anden grund skal forskning, uddannelse og praksis ikke hænge sammen på velfærdsområdet. Er det mon derfor, at de holdes ude af økonomi og lovgivningsproces?

Frank Ebsen
Docent, Københavns Professionshøjskole

En anden konsekvens af ikke at opføre sig som ønsket er, at det kan have betydning for fordelingen af de økonomiske midler. Allerede med den politiske aftale blev en del af midlerne fordelt. Noget gik til de inviterede private organisationer og kommunerne.

Mange statslige instanser fik glæde af flere midler. Ingen midler blev afsat til forskning i praksis på området eller blot en evaluering af loven. Meget få midler blev sat af til uddannelse, som er dannende for dem, som arbejder med udsatte børn og unge – altså den praksis, som nu skal foldes ud. Af en eller anden grund skal forskning, uddannelse og praksis ikke hænge sammen på velfærdsområdet. Er det mon derfor, at de holdes ude af økonomi og lovgivningsproces?

Forenklinger og siloer

Allerede med aftalen og lovudkastets omfang er det tydeligt, at det ikke bliver nemt at administrere for kommunerne. Mange paragraffer er kopier fra tidligere, hvortil der lægges nye.

Det er uklart, om børns rettigheder konverteres til kommunale forpligtelser, eller hvad der er krav til, at en kommune skal, kan eller må. Måske forbliver det uklart, så der er udsigt til mange langvarige juridiske afprøvninger i Ankestyrelse og hos domstolene, som på nogle områder efter mange år vil nå frem til, hvad der bør være praksis.

Dertil kan lægges, at Folketinget også arbejder med at udarbejde andre love som én plan for alle borgere i Beskæftigelsesministeriet, og at der lige efter jul kommer en evaluering af det specialiserede område. Måske er det derfor, at Barnets Lov er udskudt i seks måneder. Måske vil der ske en koordination og forenkling i foreliggende. Der er grund til at håbe det bedste og frygte det værste.