Studerende: Underfinansiering rammer forskningsbaseret uddannelse

DEBAT: Nedskæringerne og øget fokus på eksterne forskningsmidler risikerer tilsammen at være voldsomme skridt i retningen af et universitet, hvor den nyeste forskning og uddannelse er adskilte størrelser. Det skriver Yasmin Davali, formand for Danske Studerendes Fællesråd.

Af Yasmin Davali
Formand for Danske Studerendes Fællesråd

Der er efterhånden ikke nogen, der kan være i tvivl om, at Venstre-regeringen ikke ligefrem har ja-hatten på, når det kommer til finansieringen af de danske universiteter. Fra 2010 til 2016 falder uddannelsesbevillingerne pr. heltidsstuderende på universiteterne med 11 %, mens det samlede tilskud pr. heltidsstuderende falder med 24,3 %.

Desværre ser prognoserne for fremtiden ikke lysere ud. I stedet for at tage det alvorligt, når alle dele af sektoren advarer om alvorlige kvalitetsforringelser som følge af underfinasieringen, vil Venstre-regeringen nemlig skære 4 % i 2017, 6 % i 2018 og 8 % i 2019 – de såkaldt 8,7 mia. kr.

Når universiteterne er sat i en håbløs økonomisk situation, er det ikke så underligt, at de ser sig nødsaget til at finde andre finansieringskilder for at forsøge at holde hovedet oven vande - og mindske de voldsomme kvalitetsproblemer, som underfinansieringen fører med sig.

Universiteterne foreslår som løsning på problemet, at forskere i stigende grad skal søge finansiering af deres forskningsprojekter hos private og offentlige fonde. Men eksternt finansierede forskningsprojekter rummer en række væsentlige problemstillinger. Vigtigst er det, at de eksterne forskningsmidler risikerer at bidrage til en adskillelse mellem forskning og uddannelse.

Når fag og institutter lykkes med at tiltrække eksterne forskningsmidler, så har de gode grunde til at frikøbe de forskere, som er gode til at tiltrække de store bevillinger. At frikøbe forskere betyder, at en forsker ikke længere skal undervise, men kun koncentrere sig om sine forskningsprojekter. Hvis en forsker er dygtigt til at tiltrække midler, og man lader forskeren koncentrere sig om at gennemføre gode projekter, så har vedkommende bedre mulighed for at tiltrække flere midler.

Når man tiltrækker midler til forskningen, så udvikles forskningen på instituttet, og instituttet har større chance for at opnå international anerkendelse. Desværre er konsekvensen af frikøbet, at vi studerende aldrig får lov til at møde den dygtige forsker, og at vores undervisning ikke oplever det kvalitetsboost, der ligger i at få den nyeste forskning med som en naturlig del af vores uddannelse. Forskeren er nemlig frikøbt og dermed fritaget fra undervisningsforpligtigelser.

Forskning adskilles fra undervisning
Hvis de frie forskningsmidler fortsat mindskes og universiteterne er nødt til at ’leve’ af eksterne bevillinger, mens forskere i ligeså høj grad som i dag frikøbes fra deres undervisningsforpligtigelser, så ender vi med, at den nyeste forskning aldrig kommer ind i undervisningslokalerne. Samtidig er nedskæringerne på uddannelse med til, at universiteterne ser sig nødsaget til at udbyde færre timer og samle flere studerende i for små lokaler.

Nedskæringerne mindsker altså muligheden for at lave undervisning på små hold, hvor en forsker underviser 12 studerende eller færre i sit forskningsprojekt. Nedskæringerne og det øgede fokus på eksterne forskningsmidler risikerer altså tilsammen at være voldsomme skridt i retningen af et universitet, hvor den nyeste forskning og uddannelse er to adskilte størrelser.

Jeg ønsker ikke et universitet, hvor den nyeste forskning adskilles fra undervisningen. Men det er desværre de tendenser, vi ser. Hvis vi skal undgå den udvikling, så er et nødvendigt første skridt på vejen, at man indfører et undervisningsoverhead på de eksterne midler, så undervisningen kan få gavn af midlerne, og forskningen bliver en integreret del af vores undervisning. Vores undervisere skal undervise, og vores uddannelser skal være forskningsbaserede. Det er bl.a. på den måde, vi sørger for at vores universiteter genererer viden, der kan udvikle og bidrage til samfundet - også på længere sigt.

Forrige artikel Akkrediteringsinstitution: Mismatch mellem kompetencer og behov? Akkrediteringsinstitution: Mismatch mellem kompetencer og behov? Næste artikel Professor: Gør undervisningen tidssvarende Professor: Gør undervisningen tidssvarende
Kåre Mølbak er Mette Frederiksens corona-spåmand

Kåre Mølbak er Mette Frederiksens corona-spåmand

PORTRÆT: Imens Søren Brostrøm er blevet en folkehelt, har Statens Serum Instituts faglige direktør Kåre Mølbak stort set undgået rampelyset. Det på trods af, at han er en af regeringens centrale rådgivere, og ham, der i sidste ende er ansvarlig for de data, Mette Frederiksen handler på.