Justitia: Universitetsloven skal ændres, fordi Danmark halter bagud på den akademiske frihed
En ny analyse viser, at mens den danske universitetslov alene beskytter forskningsfriheden, omfatter de norske og svenske universitetslove den langt bredere akademiske frihed, som også indebærer respekt for ansattes ytringsfrihed, skriver Jacob Mchangama.
Jacob Mchangama
Direktør, grundlægger, JustitiaAkademisk frihed – herunder omfattende ytringsfrihed for både ansatte og studerende – udgør en nødvendig forudsætning for selve universitetets formål. Derfor er det også afgørende, at tage temperaturen på hvordan det står til med den akademiske frihed her i landet.
Og det står ikke alt for godt til. En analyse, som Justitia netop har udgivet, viser nemlig, at Danmark halter efter de øvrige nordiske lande, når det gælder om at sikre den akademiske frihed på landets universiteter.
Universitetsloven sikrer alene forskningsfriheden, mens Norge og Sverige har lovsikret den akademiske frihed, som også inkluderer undervisningsfrihed og forskeres og ansattes ytringsfrihed. Vi bør gøre det samme i Danmark.
Analysen viser også, at den akademiske frihed i Danmark generelt er faldet. Academic Freedom Index (AFI) rangerer graden af akademisk frihed på globalt plant og bygger på fem hovedindikatorer: Forsknings- og undervisningsfrihed, frihed til at udveksle og udbrede akademiske resultater, institutionel autonomi for universiteter, graden af integritet på universiteterne og akademisk og kulturel ytringsfrihed.
Indekset er blandt andet baseret på data fra Varietes of Democracy (V-Dem), som er et globalt datasæt med en lang række demokratindikatorer. Disse faktorer er efterfølgende blevet vurderet af flere end 2000 eksperter.
Fra top til bund
Data fra AFI og V-Dem viser, at mens Danmark internationalt set ligger højt, når det gælder respekt for den akademiske frihed, så har der i de seneste to årtier været en nedadgående tendens.
Finland beskytter både forsknings- og undervisningsfriheden på grundlovsniveau
Jacob Mchangama
Direktør, Justitia
Det har blandt andet medført, at Danmark er gået fra at være det nordiske land (Norge, Sverige, Finland og Danmark), der i 2001 scorede højst i forhold til beskyttelsen af akademisk frihed, til at være det nordiske land, der i 2021 scorede lavest – om end forskellene de nordiske lande imellem er små.
Fordi AFI også inkluderer subjektive (ekspert) vurderinger, er der ikke tale om eksakt videnskab, og man kan givetvis diskutere den præcise rangering af forskellige lande. Men AFI udgør det bedste bud på, hvordan det står til med akademisk frihed i verdens lande.
På trods af retten til at forske og ytre sig frit, overordnet set har gode vilkår på danske universiteter, går tendensen således i den forkerte retning – ligesom vi halter bagefter de øvrige nordiske lande på et tidspunkt, hvor den akademiske frihed er under kraftigt pres på globalt plan.
Flere fronter er trykket op
I hvilket omfang og hvorfra er den akademiske frihed i Danmark truet, og hvad kan vi gøre for styrke den? Det er spørgsmål, der har givet anledning til heftig debat og mange forskellige svar alt afhængig af, hvem man spørger.
For nogle er det studerende og eftergivende universiteter selv, der er problemet. Her fremhæves ofte, da Københavns Universitet i kølvandet på #MeToo i 2018 annoncerede nye retningslinjer vedrørende krænkende adfærd, der i mindst én sag blev anvendt i en klagesag vedrørende en lektor på universitetet.
For nogle politikere og debattører som Alex Ahrendtsen (DF) og Marianne Stidsen er universiteterne endog ved at blive transformeret til identitetspolitiske aktører, hvor woke-aktivisme trumfer redelig videnskabelig forskning og tyranniserer anderledes tænkende.
For andre er det politikerne selv, der er problemet, som da udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek truede med politiske konsekvenser, da Københavns Universitet lagde lokaler til arrangementer med deltagelse af medlemmer af Hizb-ut-Tahrir.
På den anden side er der forskere ved universiteterne, der mener, at medierne og politikernes fokus på akademisk frihed og identitetspolitik i sig selv truer den akademiske frihed og fører til selvcensur af frygt for politiske repressalier og intimidering.
I Weekendavisen 6. september 2022 kunne man således læse en reportage fra en forskningskonference om køn på Københavns Universitet, hvor arrangørerne formanede deltagerne om ikke at citere eller optage fra workshops uden forudgående tilladelse fra forskerne som skulle kontaktes via universitets administration.
Juridisk beskyttelse
Sociologen Heine Andersen peger på mere strukturelle problemer i forhold til universiteternes manglende reelle uafhængighed af det politiske system og økonomisk stærke eksterne aktører, som finansierer – og dermed også har indflydelse på – hvad der forskes i.
Men det er også muligt, at alle disse faktorer – i varierende grad – tilsammen har bidraget til at lægge låg på, hvad der kan siges, skrives og forskes i, og at der derfor er behov for en stærkere beskyttelse af den akademiske frihed herhjemme.
Beskyttelse af den akademiske frihed i universitetsloven vil være et tegn på rettidig omhu
Jacob Mchangama
Direktør, Justitia
En mulig overset faktor i hvorfor det tilsyneladende går bedre for den akademiske frihed i Sverige, Norge og Finland end i Danmark, er at vores nordiske naboer yder en mere robust juridisk beskyttelse af den akademiske frihed, end det er tilfældet her i landet.
En ny analyse fra Justitia viser, at mens den danske universitetslov alene beskytter forskningsfriheden, omfatter både de norske og svenske universitetslove den langt bredere akademiske frihed, som også udtrykkeligt indebærer respekt for ansattes og studerendes ytringsfrihed. Finland beskytter både forsknings- og undervisningsfriheden på grundlovsniveau.
Akademisk frihed
Der findes som nævnt ikke en definition af akademisk frihed i dansk ret, men både erklæringer fra Europarådet og UNESCO, samt retspraksis fra EU-Domstolen og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol indeholder vigtige fortolkningsbidrag.
På den baggrund kan man argumentere for, at den akademiske frihed som minimum indebærer fire elementer: For det første, forskningsfrihed, hvis kerneområde er den videnskabelige aktivitet, som ansatte på universiteterne udfører, men også formidling heraf i den offentlige debat.
For det andet, undervisningsfrihed, hvilket blandt andet indebærer, at undervisere ikke mødes med disciplinære foranstaltninger eller repressalier på grund af hverken fagligt relevante undervisningsmetoder eller materiale, der kan virke stødende eller krænkende på studerende eller andre ansatte.
For det tredje, en mere generel ytringsfrihed for studerende og ansatte til at udveksle synspunkter, fremsætte kritik og afholde debatter, herunder med eksterne aktører, uden forudgående censur eller repressalier. Og for det fjerde, en væsentlig grad af institutionel og organisatorisk uafhængighed.
Ændring af universitetsloven
At den akademiske frihed skal forstås som et bredt og robust værn mod trusler fra alle flanker, vil dermed være med til at styrke ansatte og studerendes ret til at ytre sig frit uanset, hvor truslen kommer fra.
Derfor er der gode argumenter for at ændre universitetsloven således, at den ikke kun beskytter forskningsfriheden, men – ligesom i Sverige og Norge – også udtrykkeligt omfatter den akademiske frihed.
En ændring af universitetsloven, således at den bredere akademiske frihed hviler på et klart retligt grundlag, vil både beskytte mod politisk pres og indblanding og samtidig modvirke, at universiteterne ofrer ansattes og studerendes ytringsfrihed, som følge af ledelsens ønske om at reagere på konkrete eller bredere samfundsmæssige kontroverser, der kan føre til krav om begrænsninger af bestemte ytringer, debatter, teorier, eller videnskabelige discipliner.
I den forbindelse bør det fastslås, at universiteterne har en positiv forpligtelse til at sikre den akademiske frihed, således at universiteterne også beskytter ansatte og studerende mod andre studerende eller ansattes forsøg på at begrænse ytringsfriheden.
Som sådan vil en beskyttelse af den akademiske frihed i universitetsloven også være et tegn på rettidig omhu, der kan fungere som et præventivt værn mod de tendenser til at begrænse den akademiske frihed, som karakteriserer en række andre lande.