Lige nu bidrager universiteterne aktivt til egnsafvikling

Regeringen har med sit udspil om decentralisering af de videregående uddannelser stukket hånden i en hvepserede. Kort sagt har regeringen ikke alene lagt sig ud med alle urbane akademikere og deres fagforbund, men også store dele af pressen – der jo ligeledes er ganske urban – og så store dele af såvel venstrefløjen som det borgerlige Danmark.

Decentralisering er ikke desto mindre en vindersag for regeringen. Ikke mindst fordi decentralisering sagligt set er nødvendigt, hvis man ønsker et opgør med skævvridningen af landet.

To tredjedele af befolkningen bor uden for de største byer. Det ved partierne også. Derfor bliver det her til noget. Dermed bliver det en sejr for Socialdemokratiet.

Men modvind er der. Modstanderne af decentralisering fremfører flere argumenter.

Cepos har karakteriseret udspillet som "socialistisk planøkonomi, når det er værst." Ligesom Nordkorea, I ved. Ja, faktisk værre. Antagelsen må være, at det er planøkonomi, når staten ønsker at finansiere decentralisering af uddannelsessystemet, mens det er det modsatte, når staten finansierer centralisering og befolkningsdræn.

Cepos-direktør Martin Ågerup har lanceret et andet argument – som vi også husker fra debatten om udflytning og udligning – nemlig at urbanisering er en "megatrend", vi ikke kan stoppe.

Jovist. Men ingen taler om at flytte de videregående uddannelser ud på landet. Men måske er opfattelsen, at alt uden for København og Aarhus er landet? Desuden har strukturer stor indflydelse på, hvordan urbanisering forløber. Ingen ønsker et dansk Lagos eller Mexico City.

Et andet lidt bedre argument er, at vi ikke må bruge uddannelsespolitik til "egnsudvikling".

Medgivet. Selvfølgelig handler uddannelsespolitik om uddannelse. Og dette betyder noget for den måde, decentraliseringen skal drives frem. Men der er andet i verden end økonomernes yndlingsbegreb "stordriftsfordele". Faktisk er dette begreb roden til mange af de problemer med mistillid og sammenhængskraft, vi står med i dag.

Så naturligvis har den måde, vi vælger at investere vores offentlige midler i institutioner relevans for opgaven at sikre et Danmark, der hænger sammen – og hvor kvalificerede kandidater er til rådighed dér, hvor de er efterspurgte.

Og udflytning af universiteter virker. Erfaringerne fra andre lande peger ifølge tænketanken Kraka på, at "universiteter kan have positive effekter på lokalområdets produktivitet, innovation og bosætningen på sigt." Og Kraka tilføjer: "Samtidig lader det ikke til, at der er negative effekter af udflytningen på den samlede produktivitet i et land".

Kort sagt handler bevægelsen ikke om fravalg af det lokale, men om en struktur, vi har bygget op og finansieret, der årligt høster årgange og reducerer det meste af landet til en slags uddannelsespolitisk blodbank.

Christian Egander Skov

Jamen bare fordi det virker, skal vi jo ikke gøre det, kunne man indvende, thi uddannelsespolitik måtte jo ikke handle om egnsudvikling.

Det er dog allerede sådan i dag, at de videregående uddannelsers placering har stor indflydelse på egnsudviklingen. Denne indflydelse er positiv i ganske få større byer og ekstremt negativ alle andre steder. Lige nu bidrager de videregående uddannelser – ikke mindst universiteterne – aktivt til egnsafvikling.

Her støder vi på endnu et tvivlsomt argument fra modstandere af decentralisering, nemlig at vi allerede har et decentralt uddannelsessystem.

Det har vi ikke. 81 procent af optaget ligger i hovedstadsområdet, Aarhus, Odense og Aalborg. Og medens professionshøjskoler og erhvervsakademier faktisk har en relativt stærk regional tilstedeværelse, er det hele 95 procent af universiteternes optag, der foregår i disse byer.

Det danske uddannelsessystem er vanvittigt centraliseret og enhederne er kæmpestore. Det er en økonom-drøm af stordriftsfordele.

Dermed er vi ved det næste argument imod decentralisering. Nemlig, at de studerende jo aktivt vælger de store byer, hvorfor vi ikke må stå i vejen for det frie valg.

Men valget er jo præcist ikke frit, når uddannelsessystemet er centraliseret. Hvis du ønsker social mobilitet – og det gør de fleste jo – så indebærer det, at du flytter. En undersøgelse har vist, at mange unge slet ikke opfatter det med at flytte som et valg. En anden har peget på, at det så at sige er studenterhuen, der får unge til at flytte.

Kort sagt handler bevægelsen ikke om fravalg af det lokale, men om en struktur, vi har bygget op og finansieret, der årligt høster årgange og reducerer det meste af landet til en slags uddannelsespolitisk blodbank.

Skævheden er selvforstærkende. For når de uddannelsessøgende unge mellem 20 og 30 er væk, gør det noget ved et lokalområde. Er der derimod institutioner, der fastholder og tiltrækker unge uddannelsessøgende, bliver området mere attraktivt.

De små uddannelsesbyer, som for eksempel Esbjerg, kæmper med, at danske unge har lave forventninger. Derfor bliver folk gerne positivt overraskede, når de faktisk er der.

44 procent af de studerende i Esbjerg blev positivt overrasket over byens kvalitet som studieby mod kun 26 procent i København. Denne forventning har vi skabt politisk gennem centralisering af uddannelserne, lukning af lokale seminarier og det ensidige fokus på universiteterne.

Ikke desto mindre bør beslutningstagerne holde sig denne udfordring for øje. Der er intet naturgivent i den danske situation, hvor mange drager til de største byer. I en række andre lande, er det normalt med mindre universiteter. Universitetet i Flensborg lige syd for grænsen har omtrent 5.000 studerende. Men kultur lader sig vanskeligt ændre.

Dertil kommer bekymringen for forskningsmiljøerne. Det er ikke, fordi man forsker bedre i København end i Herning. Men det er ønskeligt, at decentraliseringen sker i store bidder, så der opstår en frodig campus-kultur for både studerende og ansatte.

Derfor bør regeringen og de partier, der indgår konstruktivt i forhandlinger, være opmærksom på at undgå kludetæppeudflytninger og i stedet forsøge at lægge et incitament ind i systemet til, at universiteterne laver en ambitiøs udflytning, hvor man for eksempel flytter hele institutter eller store bidder af et fakultet snarere end enkelte uddannelser.

Glemmer man det, frygter jeg, at man vil høste bitre erfaringer, der vil lægge gift for den løbende decentraliseringsproces.