Asylsystemet kæmper mod sig selv
FORSKNINGSFORMIDLING: Trods tre årtiers erfaring med at modtage asylansøgere bliver det danske asylsystem ved med at spænde ben for sig selv. Det skriver ph.d. Katrine Syppli Kohl fra Københavns Universitet.
Line Jenvall
RedaktionsassistentAf Katrine Syppli Kohl
Ph.d. i sociologi og forsker på SFI
Flygtningekrisen har skabt en stigende interesse for staters håndtering af flygtningeproblemer. I takt med at de europæiske stater har reageret vidt forskelligt på de seneste års migrationsudfordringer, er det blevet ekstra tydeligt, at staters måde at håndtere flygtningeproblemer på er meget andet end praktiske løsninger i katastrofesituationer.
Det er også blevet klart, at de styringsredskaber og principper, staterne anvender, er i løbende udvikling. Det gælder også for Danmark, hvor forvaltningen af asylansøgere i årene, siden det første asylcenter åbnede i sommeren 1984, er blevet rettet mod stadig flere aspekter af asylansøgerne og deres tilværelse.
I løbet af de 30 år, der er gået, har asylcentrene udvidet deres beboergrundlag til også at omfatte afviste og udsendelseshindrede asylansøgere; århusianske udvisningsdømte på tålt ophold; handlede kvinder; overvintrende romaer og andre, hvis primære fællesnævner er, at de ikke (længere) har et opholdsgrundlag, men alligevel er nødt til at befinde sig i Danmark for en tid.
Ved at behandle flygtningeproblemer som et spørgsmål om humanitær bistand, kan stater søge at flytte dem ud af det politiskes sfære og ind i et humanitært felt, hvor problemerne og deres ofre afpolitiseres.
Katrine Syppli Kohl
Ph.d. i sociologi og forsker på SFI
Systemet er vokset
Det er ikke kun beboerne men også asylcentrene, der er blevet mindre ens. De danske modtage- og opholdscentre for asylansøgere har over årene fået selskab af børnecentre, et center for særligt behandlingskrævende asylansøgere; et center for sårbare, enlige kvinder med og uden børn; og senest af udsendelsescentre.
Centrene drives ikke længere kun af Røde Kors, der i 1984 fik opgaven på grund af organisationens erfaring med beredskab i katastrofesituationer. Kommuner i Udkantsdanmark er siden årtusindskiftet med succes blevet mobiliseret til asylcenteroperatører. Det nye udsendelsescenter Sjælsmark er del af den seneste udvikling på center- og operatørområdet, der går ud på, at Kriminalforsorgen i disse år får til opgave at drive udsendelsescentre for asylansøgere i udrejseposition, hvad enten disse har begået noget ulovligt eller ej.
Trods den akkumulerede erfaring fra tre årtiers asylarbejde og den ovenfor beskrevne udvikling hen mod en stigende specialisering i indkvarteringssystemet, har Danmarks forvaltning af asylansøgere en tendens til at spænde ben for sig selv.
Det skyldes ikke mindst en række indbyggede dilemmaer og spændinger i den måde, vi forstår og håndterer asylansøgerne på.
Det ambivalente asylcenter
De danske asylcentre er op gennem deres historie i stigende grad blevet kædet sammen med nedbrydelse af asylansøgernes fysiske og psykiske helbred, handlekraft og moralske beskaffenhed.
Fordelen ved centersystemet er, at det sikrer, at asylansøgere og deres børn ikke må leve på gaden, og at de kan få deres basale behov for mad, tag over hovedet, en seng at sove i og nødvendig, uopsættelig og smertelindrende lægehjælp tilgodeset. Samtidig er det blandt andet de lange ophold på centrene og udgifter til psykofarmaka og anden medicin, der giver Danmark mulighed for at bryste sig af at bruge relativt mange penge på asylansøgere i præasylfasen.
Ulemperne er dog også til at tage at føle på: Det er dyrt at institutionalisere raske og rørige voksne mennesker; uhensigtsmæssigt at sociale problemer koncentreres indenfor skrabede fysiske rammer; og både dyrt og tragisk, at tilværelsen på et asylcenter i uvished om fremtiden skader asylansøgerne fysisk og psykisk.
Formet af praktiske omstændigheder
Asylcenteret skylder sin eksistens til en flygtningekrise, der har visse fællestræk med den, vi oplever i dag.
Allerede få år efter at Danmark som det første land ratificerede FN’s nye konvention om flygtninges rettigheder i 1952, modtog vi de første flygtninge fra Ungarn. Men ikke på helt samme måde som vi modtager flygtninge i dag.
Ungarerne, de polske jøder, chilenerne, og vietnameserne, der kom, mens den kolde krig satte dagsordenen, blev set og håndteret på en anden måde end 1980’ernes såkaldte ’nye asylansøgere’ skulle blive det. Mange af dem var direkte inviterede, eller i hvert fald forhåndsgodkendt, af den danske stat og papirarbejdet var langt hen ad vejen bare noget, der skulle på plads. De få spontanflygtninge, der selv kom til Danmark og søgte asyl blev indkvarteret på billige hoteller og pensionater i hovedstadsområdet, mens sagsbehandlingen pågik.
I 1983 vedtog Danmark en udlændingelov, der fik ry for at være en af verdens bedste til at sikre flygtninges rettigheder. En af ændringerne var, at ansvaret for flygtningene i præasylfasen overgik fra en politimyndighed til direktoratet for udlændinge, en nyetableret civil myndighed under justitsministeriet.
Samtidig fik globalisering og krige i første halvdel af 1980’erne antallet af spontanflygtninge til Europa til at stige drastisk. Hotelløsningen var ikke længere praktisk mulig. Direktoratet for udlændinge valgte derfor efter nogle overvejelser at takke ja til et tilbud fra Røde Kors om at tage sig af flygtningene i præasylfasen.
Nødsituationer rykker ansvaret
Det lyder umiddelbart mere velordnet, end det var. I praksis ventede direktoratet med at give Røde Kors grønt lys, til man en lørdag aften i starten af august 1984 stod med et halvt hundrede asylsøgende iranere og intet sted at indkvartere dem for natten.
Røde Kors levede op til sit mandat ved at stampe et nedslidt nordsjællandsk slot op af jorden og i al hast forvandle det til natlogi. Asylcenterets fødsel var et blandt mange eksempler i 1980’erne på at velfærdsstater valgte at behandle sociale problemer som nødsituationer og overdrage deres håndtering til frivillige organisationer.
Når sociale problemer behandles som nødsituationer og overlades til frivillige organisationer, har det ifølge de amerikanske samfundsforskere Lipsky og Smith normalt implikationer for, hvordan opgaverne løses. Det er ofte billige og midlertidige løsninger; myndighederne kan profitere af de frivillige organisationers humanitære brand; og organisationerne bruger færre kræfter på at efterleve bureaukratiske idealer om rettigheder, dokumentation og behovsscreening af klienter.
Ved at behandle flygtningeproblemer som et spørgsmål om humanitær bistand, kan stater søge at flytte dem ud af det politiskes sfære og ind i et humanitært felt, hvor problemerne og deres ofre afpolitiseres.
I stedet for at sikre flygtninge politisk repræsentation og retten til statsborgerskab, dækkes deres fysiske behov, samtidig med at de holdes ude af samfundet, der beskyttes mod flygtningenes potentielt forstyrrende tilstedeværelse.
Som Røde Kors nok vil kunne bekræfte, har udlicitering til en frivillig organisation dog langt fra været nogen mirakelkur mod kritik af asylcentrene. Politikken klæber til velfærdsopgaverne og følger med over grænsen mellem den offentlige og den private sektor, som Niels Åkerstrøm Andersen fra CBS har demonstreret i forbindelse med udlicitering af ældrepleje.
Medfødte paradokser
De administrative dokumenter i integrationsministeriets arkiver giver et indblik i, hvordan asylansøgerne og asylopgaven blev forstået dengang i 1984, da asylcenteret kom til verden.
Det handlede først og fremmest om at finde en billigere og mere effektiv indkvarteringsmodel end hotelløsningen. Asylansøgerne blev opfattet som nødstedte individer med brug for materiel og medicinsk hjælp og socialt samvær med medfølende frivillige.
Asylcenterdriften havde imidlertid heller ikke dengang kun til formål at drage omsorg for asylansøgernes basale behov og få nogen til at lytte til deres problemer.
Ministeriets interne overvejelser omkring indkvarteringssystemet viser, at indkvarteringsopgaven også dengang blev kædet sammen med et ansvar for at forhindre asylansøgerne i at integrere sig i samfundet; og med overvejelser omkring at standarden burde holdes på et niveau, hvor forholdene på centrene ikke risikerer at virke tiltrækkende på yderligere asylansøgere.
I årenes løb har disse formål igen og igen vist sig at spænde ben for hinanden og for intentionen om at passe på flygtningene i ventetiden.
Faglig uenighed føder intern uro
Valget af asylcenterløsningen fik konsekvenser for asylansøgernes tilværelse i Danmark. På centrene koncentreredes sociale problemer indenfor rammer, der ligger langt under standarden for andre danske døgninstitutioner.
Der var langt fra de frivillige (snart medarbejdere), der drev centrene via Røde Kors’ nyetablerede asylafdeling til de personer i direktoratet, der bestemte om asylansøgerne på et center måtte få flere skriveborde eller fjernsyn.
Konflikter, misbrugsproblemer og ordensproblemer var en del af dagens orden på 1980’ernes asylcentre. Det skabte spændinger internt i Røde Kors, hvor nogle ansatte var militærpersoner og andre humanister. Nogle efterlyste sanktionsmuligheder, andre lydhørhed og forståelse over for asylansøgernes trængte situation.
Psykologisk ekspertise blev tilkaldt og ad åre skulle medicinudgifter til blandt andet psykofarmaka og smertestillende medicin blive en markant post i asylsystemets regnskaber.
Frontlinjebureaukraternes indtog
Asylcentret gjorde asylansøgere til institutionsbeboere, og Røde Kors’ ansatte til frontlinjebureaukrater, der havde for travlt med at få hverdagen til at hænge sammen til at have tilstrækkelig tid til at lytte til asylansøgernes problemer. Den amerikanske sociolog Erving Goffman ville kalde begge grupper asylcenter-indsatte.
Goffman ville også have sagt, at et menneske, der tjekker ind på en institution, berøves muligheden for at spille den rolle som selvbestemmende voksen, han eller hun er vant til. Det sker gennem en krænkelsesproces, som er med til at omforme individet og tilpasse det på både tilsigtet og utilsigtet vis til institutionen.
Asylcentre bliver typisk indrettet i tomme offentlige bygninger. Især de militære forlægninger i landområder er populære, fordi de giver mulighed for billig indkvartering af større menneskemængder. De passer også godt til formålet om at forhindre integration. Der rapporteres heller ikke om de samme problemer, som nogle af de københavnske asylcentre havde, med personer, der overnatter og spiser uden at være asylansøgere.
Det særlige ved asylområdet er, at ankomsttallet hele tiden svinger. I praksis håndteres det på den måde, at mange af de danske asylcentre konstant lukkes op og i. Katastrofesituationen fra august 1984 er på den måde aldrig rigtigt stoppet igen.
De konstante ændringer i centerlandskabet medfører videns- og kompetencetab, og flytninger af asylansøgere, der igen medvirker til den menneskelige nedbrydelse af centrenes beboere.
Nedbrydelse og nye styringsformer
I 1990’erne dokumenterer Røde Kors’ ledende læge i en doktorafhandling, at ventetiden på asylcentrene gør asylansøgerne syge. En ny flygtningekrise rammer vores nære omverden, og Danmark modtager små 20.000 bosniske flygtninge fra borgerkrigen i eks-Jugoslavien.
Inspireret af aktivlinjen, der med lynets hast er i gang med at brede sig til alle afkroge af den danske beskæftigelses- og socialpolitik, søger de danske politikere og Røde Kors at løse to problemer med én reform.
Nedbrydelsen af asylansøgerne og de eksploderede udgifter til asylcentre og bosniercentre søges nedbragt ved at indføre selvaktivering på centrene og blandt andet give asylansøgerne pligt til selv at gøre rent og lave mad.
På samme tid når moderniseringen af den offentlige sektor for alvor til asylcentrene. Finansministeriet og statsrevisorerne ønsker at konkurrenceudsætte asylarbejdet for at sikre sig, at prisen er rigtig. En ny bestiller-udfører-modtagermodel for samarbejdet med Røde Kors skal skabe bedre politisk styring med servicen på asylcentrene, ved at få Røde Kors til at opføre sig mere som en udfører.
Reelt er der dog snarere tale om en bestiller-udfører-model, da modtagerne, altså asylansøgerne, ikke har mulighed for at påvirke serviceniveauet ved at lade sig indkvartere andetsteds, hvis servicen bliver for ringe.
Magten bliver mere nærgående
Selvaktiveringsprogrammet og de andre vilkårsforbedringer fra 1990’erne får ikke asylcentrenes problemer til at forsvinde. I 2003 indfører VK-regeringen et obligatorisk aktiveringsprogram på centrene, der skal forhindre nedbrydelse af asylansøgeres fysiske, psykiske helbred, handlekraft og moralske beskaffenhed.
Reformen af voksenuddannelsen og aktiveringen af asylansøgere, VUA-reformen, er det, man inden for ledelsesstudier kalder en styringsteknologi. Det er et program, der via bestemte indsatser og værktøjer søger at opnå en forandring i asylansøgernes fysiske og psykiske tilstand, i deres handlekraft, selvforståelse og fremtidige valg.
Aktiveringsprogrammet bliver imidlertid endnu et eksempel på et styringsforsøg, der snubler i sine egne modsatrettede mål.
Disciplin og kontrol avler mistillid
Det skyldes ikke mindst de redskaber og den menneske- og problemforståelse, reformen indeholder. Dens centrale elementer er, at voksne asylansøgere fremover har pligt til at indgå en kontrakt med deres asylcenter om aktivering i form af skole og praktik i 10 – 37 timer per uge.
For at finansiere aktiveringsprogrammet blev asylansøgernes kontante ydelser sat ned. En lille del af de penge, asylansøgerne mistede, kunne de tjene tilbage ved at deltage i aktiveringen.
Koblingen mellem aktiveringsprogrammet og kontante ydelser får jobcentre til at skyde op på de danske asylcentre. Medarbejderne skaber praktikker for eksempel med rengøring, eller i centrets fitnessrum, genbrugsbutik og cykelværksted, lægger skemaer, fører regnskab med deltagelse og trækker asylansøgerne i lommepenge ved ulovligt fravær.
Et sådan system vil have svært ved at undgå et vist præg af disciplin, kontrol og institutionaliseret mistillid. Kontrollen nødvendiggøres ikke mindst af, at VUA-reformen ud over at forbedre asylansøgernes vilkår gennem adgang til meningsfuld aktivitet, også havde som eksplicit formål at give personalet mulighed for at sanktionere asylansøgere, der ikke gør rent.
Dette dobbelte formål skaber en indbygget spænding i programmet, som giver genlyd helt ned på niveau af de daglige møder mellem jobcentermedarbejdere og asylansøgere.
Dagligdagen står i aktiveringens tegn
Aktiveringskontrakten skal på en gang skabe hjemmel til (ikke) at udbetale tillægsydelse til asylansøgerne og få dem til at føle sig forpligtet over for medarbejderen. Systemet medfører et behov for at afklare asylansøgerens kompetencer, præsentere praktikmuligheder og kontrollere deltagelse.
Aktiveringen opfattes ikke som vigtig nok til at bruge den meget dyre professionelle tolkebistand, og samtalerne i jobcentret foregår derfor eventuelt med hjælp fra andre beboere i praktik som jobcentertolke eller om nødvendigt med enkeltord, tegn og fagter. Hver gang en kontrakt udløber, en beboer flytter center eller får ny status i asylsystemet, skal en ny kontrakt indgås.
Selvom aktiveringskontrakten og meget af indholdet er obligatorisk, har medarbejderne i jobcenteret på et asylcenter en væsentlig opgave i at motivere asylansøgerne til at deltage i aktiveringen. I 2011 og 2012 brugte jeg sammenlagt fire måneder på at observere aktiveringsprogrammets dagligdag, for ved selvsyn at finde ud af, hvordan asylaktiveringen fungerede i mødet med de faktiske forhold på et asylcenter.
Både i jobcentersamtalerne og i andre sammenhænge gives der fire forskellige begrundelser for, at asylansøgerne bør lade sig aktivere. Hver af disse begrundelser fremstiller aktiveringen på sin egen måde, og de har hver deres karakteristiske problemer med at virke overbevisende.
Det økonomiske argument
Jobcentermedarbejderne argumenterer for det første økonomisk for aktiveringen og tiltaler dermed asylansøgerne som rationelle aktører, der motiveres af muligheden for at tjene lidt penge. Dermed kommer relationen til asylansøgerne umiddelbart til at ligne en arbejdsgiver/arbejdstager-relation.
Denne form for rationalitet er ikke ukendt på asylområdet. Det var den, der i 1984 fik en navnløs embedsmand til at skrive, at standarden på asylcentrene ikke bør være så høj, at den tiltrækker yderligere asylansøgere. Og det er den, der gør, at afviste asylansøgere og asylansøgere, hvis ansøgninger anses for åbenbart grundløse, ikke får nogen penge, selvom de deltager i aktiveringen.
Der er imidlertid en række problemer, der forhindrer arbejdsgiver-arbejdstagerrelationen i at virke rigtigt overbevisende som model for det, der foregår i jobcentret på et asylcenter. Der følger nogle forventninger med en sådan relationsmodel, for eksempel at arbejdsgiveren har en konkret opgave, hun vil have løst og ikke blot forsøger at holde sin medarbejder beskæftiget. Sådan er det ikke på et asylcenter, hvor behovet for praktikpladser ikke primært skyldes efterspørgsel på beboerne arbejdskraft, men i højere grad ønsket om at forhindre lediggang.
Det økonomiske incitament er derudover negativt: Man kan ikke tjene ekstra penge ved at påtage sig yderligere opgaver, kun blive trukket i ydelse, hvis man ikke gør det, man skal. “Lønnens” størrelse afhænger ikke af arbejdets art eller asylansøgerens kvalifikationer, men af hvilken fase i asylsagsbehandlingen vedkommendes sag befinder sig i. Hvis fraværet når 50 procent eller mindre bortfalder hele lønnen uanset årsag.
Og endelig fik en asylansøger i den indledende fase af sagsbehandlingen i 2011 og 2012 cirka 120 kroner hver 14. dag for at deltage i aktivering. Betalingen per time er for mange så lav, at det udgør en krænkende lav værdisætning af asylansøgerens arbejdskraft.
Dermed rører vi ved en utilsigtet konsekvens af aktiveringssystemet, nemlig dets bidrag til at forværre de krænkelsesprocesser og den umyndiggørelse, der foregår på institutioner som asylcentre.
Det psykosociale argument
Et andet ofte anvendt argument for aktiveringen af asylansøgere er, at det er godt for dem at få noget andet at tænke på. Asylansøgeren tiltales altså som et psykologisk subjekt, der vil profitere af en beskæftigelsesterapeutisk indsats, mens medarbejderen indtager rollen som omsorgsfuld terapeut.
Problemet i forhold til dette billede var imidlertid at aktiveringsprogrammets indhold i praksis kun i ringe grad levede op til beskæftigelsesterapiens principper om, at aktiviteten skal være meningsfuld for at gøre godt.
Det skyldtes til dels mangel på ressourcer til at sikre en udbytterig praktik eller et kompetencegivende skoleforløb. Selvom det giver mening at have praktikanter til at hjælpe med praktiske opgaver fra rengøring til sortering af genbrugstøj, kræver det medarbejderressourcer at organisere indsatsen på en måde, hvor alle deltager og får noget ud af den.
Men det hang også sammen med aktiveringsprogrammets omfang. Det er simpelthen svært at skaffe så mange meningsfulde praktikker på et asylcenter (eller udenfor), som der er brug for.
Aktiveringen skulle om ikke andet slå tiden ihjel og på den måde forbedre asylansøgernes tilværelse. Men når asylansøgeren sidder i et tomt syværksted eller fitnessrum og venter på kunder, der ikke efterspørger hans eller hendes service, snegler tiden sig i stedet ubærligt langsomt afsted. Mange af værkstederne stod da også tomme på tidspunkter, hvor de efter planen burde have være bemandet.
Det læringsmæssige argument
VUA-reformens hovedelementer, skole og praktik, stammer fra uddannelsesområdet. Asylansøgerens ses og behandles også som en elev med behov for læring, med medarbejderen som en form for studievejleder.
Bortset fra i forbindelse med de obligatoriske kurser, rengøringskurset og asylansøgerkurset, der udgjorde indholdet af aktiveringsprogrammet i de første uger efter ankomsten til Danmark, bruger medarbejderne dog sjældent det læringsmæssige argument i praktiksamtalerne med asylansøgere.
Den læringsmæssige model for samtalerne mellem jobcentermedarbejdere og asylansøgere har en del af de samme problemer som den økonomiske og den psykosociale. Økonomien rækker ikke til særligt meget egentligt læringsindhold, som for eksempel kunne tilbydes i form af AMU-kurser eller kompetencegivende uddannelse. Derudover forhindrede lovgivningen på undersøgelsesområder mange asylansøgere i at lære det, de følte størst behov for, nemlig dansk sprog.
Et andet problem for det læringsmæssige argument er, at asylansøgerne ikke befinder sig på asylcenteret, fordi de ikke kan gøre rent eller lappe cykler. De er der, fordi de har måttet forlade deres land og ikke har arbejds- og opholdstilladelse i Danmark.
Læringsmodellen kan derfor virke krænkende, fordi den behandler asylansøgerne som underudviklede eller umyndige personer. Krænkelsen understøttes af aktiveringssystemets kontrolmekanismer og den institutionaliserede mistillid, der viser sig ved, at asylansøgere skal have en medarbejder til at låse værkstedet op og i, til at krydse sig af og til at give og godkende dokumentation for lovligt fravær.
Det moralske argument
Det sidste argument, der optræder i forbindelse med aktiveringsprogrammet, lyder, at det er rimeligt, at asylansøgerne bidrager til det fællesskab, de er en del af. Når en medarbejder argumenterer på den måde, er det normalt i samtaler med asylansøgere, der ikke har opfyldt deres kontrakt.
Det moralske argument for aktiveringen præsenterer programmet som en moralsk og social forpligtelse, en asylansøger har over for Danmark og fællesskabet på det center, han eller hun bor på.
Hvis man er i stand til det, skal man i denne optik bidrage til fællesskabet med sin arbejdskraft. Styringsidealet går ud på, at asylansøgere løser så mange af centerets arbejdsopgaver som muligt og dermed bidrager til en økonomisk og praktisk indkvartering af asylansøgere.
Ifølge den moralske model skal asylansøgeren leve op til bestemte forpligtelser for at være et ordentligt menneske. Medarbejderens rolle er at fortælle asylansøgeren, hvad det moralkodeks, han eller hun er underlagt, består af, og appellere til, at asylansøgeren efterlever det. Asylansøgeren er omvendt fri til at gøre noget andet end det ønskede, men ikke uden at det får konsekvenser for den respekt, han eller hun nyder.
En af fordelene ved det moralske argument er, at det sender et tydeligt signal om, at der forventes en gensidig udveksling, og dermed også et signal om, at asylansøgerens arbejdskraft er værdsat og behøvet. Hvis asylansøgeren deler den værdi, at det er moralsk rigtigt at lade sig aktivere, er der derudover grobund for identifikation og samarbejde.
Det moralske argument indebærer imidlertid ligesom det økonomiske en forventning om, at der i aktiveringen er tale om et reelt stykke arbejde, fællesskabet har brug for at få udført. Det underminerer derfor det moralske argument, hvis asylansøgeren ikke kan genkende det, der foregår i aktiveringen, som arbejdsopgaver, der nødvendigvis må løses. Hvis asylansøgeren oplever aktiveringen som meningsløs beskæftigelsesterapi, belaster det argumentet om, at ordentlige mennesker bidrager til fællesskabet med deres arbejdskraft.
Det moralske argument er også under pres, fordi hovedårsagen til, at asylansøgerne befinder sig på asylcenteret ikke er moralsk mangelfuldhed, men et juridisk spørgsmål om opholdsgrundlag og rettigheder. Det moralske argument kan derfor virke upassende, fordi det risikerer at give indtryk af, at man uden rimelig grund tvivler på, at asylansøgeren er et ordentligt menneske.
Det moralske argument hæmmes yderligere af, at en asylansøger der føler sig under anklage af at være amoralsk, taber ansigt. Det gør det sværere at opnå vedkommendes samarbejde. Derfor figurerer det moralske argument i omtalen af aktiveringsprogrammet, men sjældent i jobcentersamtalerne.
En fleksibel ramme for manipulation
Fælles for alle aktiveringsargumenterne er, at asylansøgeren betragtes som et sammensat og påvirkeligt menneske, hvis valg og rationaler kan påvirkes ved at manipulere dets omgivelser.
Argumenterne har den fordel, at de rummer lidt for enhver smag. De udgør derfor en fleksibel ramme for samtalerne mellem jobcentermedarbejdere og asylansøgere i asylcentrenes jobcentre.
Min analyse af interaktionen mellem jobcentermedarbejdere og asylansøgere viser, at fire forskellige modeller er i spil i de møder, der udgør aktiveringsmagtens yderste led. De etablerer asylansøgeren, medarbejderen og aktiveringssituationen på forskellige måder og søger at løse forskellige problemer.
Asylansøgerne mødes for eksempel som økonomisk-rationelle individer, der gør det, der kan betale sig for dem selv, men som forventes at lade sig aktivere af andre grunde, hvis det økonomiske incitament ikke virker.
Asylansøgerne mødes også som mennesker, der behøver aktivitet for at have det godt, men forventes at lade sig aktivere af andre grunde, hvis de ikke føler deres trivsel forbedret af aktiveringen.
Den uddannelsesmæssige model tildeler asylansøgerne rollen som personer, der mangler viden og færdigheder for at kunne begå sig, skønt de forventes at deltage i aktiveringen, lige meget om de lærer noget eller ej.
Den moralske kontaktramme betragter asylansøgerne som mennesker, der på en gang selv er ansvarlige for deres situation og har brug for at blive opdraget til at blive ordentlige mennesker. Aktiveringsprogrammet skal blandt andet hjælpe dem til at holde sig på dydens smalle sti og undgå klient- og umyndiggørelse.
Argumenterne er hver især underlagt nogle karakteristiske tryk, der forhindrer dem i at virke helt overbevisende. Forfølger man dem, opløses de i et virvar af indbyrdes modsætninger og uoverensstemmelser.
Aktivering i konflikt med sig selv
Som konsekvens bliver samtalerne mellem jobcentermedarbejdere og asylansøgere ambivalente og kontraproduktive.
For eksempel kan det psykosociale og det økonomiske argument tjene til solidarisk at forene asylansøgere og medarbejdere, men risikerer også at skabe splittelse og modstand, fordi de forventninger, de aktiverer, ikke kan opfyldes.
Asylaktiveringsprogrammet, der skulle forbedre asylansøgernes vilkår og modvirke den menneskelige nedbrydelse af asylansøgere på asylcentre risikerer paradoksal nok at forværre nogle af de processer, der fremkalder den.
Det sker for eksempel, når det obligatoriske, lavpraktiske eller manglende indhold af praktikkerne krænker asylansøgernes status som selvbestemmende og kompetente voksne, når deres arbejdskraft devalueres, og når de behandles som mennesker, der ikke kan tiltros at ville gøre det, der er bedst for dem selv og for fællesskabet.
Hvis man ikke kan sikre et meningsfuldt aktiveringsindhold og/eller en fair betaling, risikerer asylaktiveringsprogrammet at gå over i historien som endnu et eksempel på en dansk asylpolitik, der snublede i sine egne modsatrettede formål, og forværrede de problemer, den skulle løse.
Altinget: forskningsformidling
Altinget: forskningsformidling giver forskerne mulighed for at skrive direkte til de fagmiljøer, som kan have glæde af deres forskning.
Artiklerne er skrevet af forskerne selv og bygger på ny forskning, bøger eller videnskabelige artikler.
Altinget: forskningsformidling udsender et gratis nyhedsbrev hver 14. dag, hvor du kan se de seneste formidlingsartikler. Desuden udsender Altinget.dk artiklerne til de relevante fagportaler.
Nyhedsbrevet rummer forskning fra en lang rækkes samfundsvidenskabelige specialer.
Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her.