5 A'er: Ny bog skaber tiltrængt debat om Danmarks forhold til Kina

Året indrammes i en sigende overskrift fra Jyllands-Posten: ”Hold kæft, hvor er vi trætte af Kina”. Det tilsvares i den danske befolkning, hvor 75 procent – en stigende andel – har et negativt syn på Kina.

Hvorfor? Kina er blevet både mere autoritært og repressivt under Xi Jinping fra Xinjiiang-provinsen til Hongkong.

USA's politik er blevet skarpere og konkurrencepræget fra vicepræsident Mike Pences Kina-tale i 2018 på Hudson-instituttet og fortsat frem til i dag under Biden, selvom den nuværende administration dog har nuanceforskelle (mere samarbejde med allierede og mindre Twitter-hysteri) i Kina-politikken fra Trumps tid.

Grønland i stormagtskonkurrencen

Lad mig give et par andre nedslagspunkter fra bogens kapitler: Camilla T.N. Sørensen skriver om Kina i Arktis med en god baggrundsanalyse om, hvad Kinas indmarch medfører fra mulig minedrift til Arktisk Råd, og hvordan disse træk udfordrer rigsfællesskabet.

Det ville have været godt at se Harmsen bruge sine skriveevner mere nyttigt

Jonas Parello-Plesner

Som man har kunnet se i DR og Netflix-serien Borgens fiktive univers, er Grønland smeltedigel for stormagtskonkurrence mellem Kina, Rusland og USA. I det spil er både Danmark og Grønland forenede i lillebror-rollen. Om det er nok skæbnefællesskab til at holde rigsfællesskabet sammen for at holde de store ude, er et åbent spørgsmål over de kommende år.

Jørgen Delman skriver med indsigt om Kinas klimapolitik og det dansk-kinesiske samarbejde. Jeg er dog uenig, når Delman beskriver klimaområdet med en fodboldmetafor som 1-1 mellem Kina og USA.

Det baseres på, at Kina afbryder det bilaterale klimasamarbejde efter Nancy Pelosis besøg på Taiwan i august 2022 og Trumps tidligere udmeldelse 2017 fra den multilaterale Paris-aftale, som USA aldrig når fuldt at forlade, før Biden indmelder USA igen.

Det er en totalt æble-og-pære-sammenligning. Delman får heller ikke undersøgt nogle af de nyere fronter på klima-området, såsom en mulig klima-skat fra EU's side og hvordan det vil påvirke forholdet.

Mette Thunø og Rasmus Rossen Thys kapitel om kinesiske diplomaters brug af Twitter er baseret på gode empiriske analyser.

Selvom vestlige sociale medier er forbudt for almindelige borgere i Kina, boltrer Kinas statsstyrede repræsentanter sig løs i Twitters globale ytringsfrihed i ambitionen om at vinde den ideologiske slagmark på internettet, som Thunø citerer Xi Jinping for, og at ”de lande, der tager kontrol over internettet, [vil] vinde verden” (side 101).

Kapitlet opsummerer nogle af de saftige Twitter-dueller, som kinesiske diplomater har indgået i, som da Kina-diplomaten Zhao Lijian ganske udiplomatisk omtaler USA's nationale sikkerhedshedsrådgiver, Susan Rice, som en ”rascist disgrace”.

Udenrigsministeriets talskvinde, Hua Chunying, som jeg selv kender fra min tid som diplomat, forvandles også over de senere år fra klassisk diplomat til frådende tastaturkriger. Der er en klar inspiration fra Ruslands aktivistiske disinformation på vestlige platforme. Under corona-pandemien forenes Kina og Rusland i fælles konspirationsteorier om, at USA opfandt virussen i et militært laboratorium.

Så kommer vi til kapitlet om den gule fare skrevet af den fabelagtigt dygtige Kina-kender og journalist Peter Harmsen. Det er en skuffelse og kunne være udeladt, da det – næsten – forgæves søger efter Kina-had i Danmark som følge af corona.

Kina-racisme relateret til corona har været en udfordring i USA, men er totalt marginalt i Danmark, som Harmsen også selv konkluderer: ”Indtil videre har Danmark været fri for den form for retorik”. Netop. Derfor er der ikke brug for kapitlet.

Det minder om konservative danske kommentatorer, der desperat leder efter woke-fænomener i Danmark for at overføre den skingre USA-debat. Det ville have været godt at se Harmsen bruge sine skriveevner mere nyttigt. Mine forslag til alternativt kapitel: Enten om det danske forhold til Taiwan eller om Tibet-kommissionen, som begge ikke dækkes i bogen.

EU’s afhængighed af Kina

Danske Bank-økonomen Allan von Mehren bidrager med et læseværdigt kapitel om Kinas industripolitik, og hvad deres statsstyrede økonomiske model betyder for Danmark, hvor vores virksomheder klemmes i kampen mellem USA og Kina, særligt på teknologi, men også udsættes for øget konkurrence på hjemme- og tredjemarkeder af kinesiske virksomheder.

Derudover er der det nye pres på forsyningskæder og -sikkerhed. Vi kan ende med en verden opdelt på en række produkter med to sæt af forsyningskæder.

Bertel Heurlin beskriver Danmarks muligheder som et beskedent manøvrerum og konstaterer, at presset fra USA, når det gælder Kina, er massivt

Jonas Parello-Plesner

Det er del af den udvikling, som er igangsat af Ursula von der Leyen, med at reducere EU’s afhængighed af Kina under den såkaldte ’derisking’-overskrift. Det er klart et fornuftigt sundhedscheck af alle EU’s medlemslandes økonomiske forhold og afhængighed af Kina.

El-biler, vindmøller med mere – hele den grønne omstilling bliver også i stigende grad en industripolitisk slagmark med Kina. Læg dertil computerchips, hvor USA med europæiske partnere begrænser Kinas adgang til de mest avancerede chips, hvilket så øger Kinas hjemlige tiltag og industrispionage med mere i vores lande.

Hvordan ser fremtiden så ud? Bertel Heurlin beskriver Danmarks muligheder som et beskedent manøvrerum og konstaterer, at presset fra USA, når det gælder Kina, er massivt. Bøje Forsby taler om, at Danmarks politik kan beskrives som rettidig tilpasningspolitik.

De beskrivelser klinger ikke forfærdeligt langt fra den i maj lancerede udenrigspolitiske strategi, hvori udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen prøver at ramme en pragmatisk idealisme.

Men i en tid, hvor fronterne trækkes op mellem verdens ledende demokrati og verdens største autokrati, er der ikke – og burde der heller ikke være – så meget plads til nordisk balancegang.

’Danske perspektiver på Kina’ er en vigtig og læseværdig bog på rette tidspunkt om det mest skæbnesvangre forhold mellem USA og konkurrenten. Den kan anbefales.