Debat

Forsker: Det er en misforståelse, at Nato-posten er særlig vigtig

Nato-generalsekretærposten er fornem, men ikke særlig vigtig. Og det er også en udbredt misforståelse i den offentlige debat, at det skulle være amerikanerne, der bestemmer, hvem der får lov at besidde posten, skriver Hans Mouritzen.

Natos generalsekretærpost kan snarere sammenlignes med formandsposten i EU's Ministerråd, skriver Hans Mouritzen.
Natos generalsekretærpost kan snarere sammenlignes med formandsposten i EU's Ministerråd, skriver Hans Mouritzen.Foto: Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix
Hans Mouritzen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Natos generalsekretærpost, der af indlysende grunde tiltrækker sig stor opmærksomhed i den offentlige debat, er omgærdet af to afgørende misforståelser.

Første misforståelse er, at generalsekretæren fører politik. Men det er medlemslandene, især de større, der leder Nato. Natos generalsekretær er embedsmand, om end på højeste niveau.

Da medlemslandene har vetoret, må han ikke udtale sig om emner, der ikke er konsensus om. Han skal kunne lokalisere og formulere den laveste fællesnævner – med andre ord ’holde tungen lige i munden’.

Han må ikke tage selvstændige initiativer. I denne forstand har Jens Stoltenberg været den ideelle indehaver af jobbet: ikke visionær, men driftsikker og diplomatisk.

Generalsekretæren er vigtig som PR-figur for Nato

Hans Mouritzen
Seniorforsker, DIIS

Men da han ytrede, at Ukraine var velkommen i Nato, kom der rekyl dagen efter fra Ungarns premierminister Viktor Orban: Det var Ungarn uenig i.

I det daglige er det medlemslandenes ambassadører ved Nato-hovedkvarteret i Bruxelles, der vogter generalsekretærens offentlige udtalelser.

EU-Kommissionsformandsposten (for nuværende Ursula von der Leyen) er langt vigtigere, fordi Kommisionen er en overnational organisation og dermed selvstændig aktør – det er kun på infrastrukturområdet, at Nato har visse overnationale træk.

Natos generalsekretærpost kan snarere sammenlignes med formandsposten i Ministerrådet (for nuværende Charles Michel).

PR-figur

Derimod er posten ’fornem’; den er symbolsk vigtig. Indehaveren bliver modtaget på linje med statsoverhoveder i medlemslandene. Men samtidig er der en rød linje, der forbyder generalsekretæren at ytre sig om indenrigspolitik i et medlemsland.

Der er efterhånden tradition for at besætte posten med politikere med en forudgående karriere i national politik, i flere tilfælde endog siddende statsministre. Det har selvsagt styrket embedets anseelse.         

Generalsekretærposten er også vigtig for ledelsen af Natos civile administration, men selv her kan et enkelt medlemsland spænde ben for reformer.

Ander Fogh Rasmussen formåede dog i sin tid som generalsekretær at reformere administrationen ved blandt andet at afskaffe livstidsansættelser, der kunne blokere for intern nytænkning.

Læs også

I enkelte tilfælde har skiftende generalsekretærer påtaget sig en mæglerrolle mellem to medlemslande, som oftest Grækenland og Tyrkiet. Herved har han haft en fredsbevarende rolle indadtil i organisationen – en noget undervurderet rolle.

Endelig er generalsekretæren vigtig som PR-figur for Nato. For eksempel har Jens Stoltenberg formentlig betydet meget for opinionstallene i Sverige vedrørende Nato-medlemskab.

Sommeren 2020 optrådte han som ’sommarpratare’ på svensk P1 – et meget prestigefyldt hverv, hvor vedkommende over halvanden time opruller sit liv og levned iblandet musik.

Ikke et øje var tørt, når Natos ’øverste chef’ kunne fortælle om at have set Emil fra Lönneberga eller Pippi Långstrump i sin barndom. Nato kunne umuligt være et farligt sted, når det blev repræsenteret af en sympatisk nordmand.

En gentlemansaftale 

En udbredt misforståelse er, at det hovedsageligt er USA, der bestemmer, hvem der skal besætte jobbet. For eksempel hed det sig for nylig i danske medier, at statsminister Frederiksen var til ’jobsamtale’ i Det Hvide Hus. Men sådan spiller klaveret ikke.

Gentlemansaftalen er, at USA leder og besætter organisationens militære del, mens generalsekretærposten og den civile administration er overladt til europæerne. Ligesom ved optagelsen af nye medlemslande har de vetoret og er villige til at bruge den.

Nu ser det så ud til, at Nato afventer, at von der Leyen bliver ledig fra sin nuværende post næste år

Hans Mouritzen
Seniorforsker, DIIS

Det fik Fogh Rasmussen at føle i 2009, da tyrkerne initialt modsatte sig hans kandidatur (posten har i øvrigt aldrig været besat med en amerikaner). Kan europæerne blive enige om en kandidat, er det ok med amerikanerne.

Blandt europæerne ræsonnerer man i termer af lande-grupper. Ser vi bort fra de europæiske stormagter, skelnes der groft sagt mellem nordflanken (Norge og Danmark), central- og østeuropæerne samt sydeuropæerne. Posten går på omgang mellem disse grupperinger.

Nu har nordflanken som bekendt besat posten siden 2009 med henholdsvis Anders Fogh Rasmussen og Jens Stoltenberg – det vil sige i 14 år! Det er mere end rigeligt, vil de øvrige medlemslande sige.

På den baggrund er det lidt af en gåde, at kommentariatet og store dele af det politiske spektrum i Danmark er gået i selvsving over Mette Frederiksens (ikke-)kandidatur og dermed har lammet det hjemlige politiske liv i en måned.

Nu ser det så ud til, at Nato afventer, at von der Leyen bliver ledig fra sin nuværende post næste år. Det værste er, set med den danske regerings briller, at denne halvårlige udskydelse af stillingsbesættelsen kan medføre, at den socialdemokratiske ’stoleleg’ fortsætter en rum tid endnu.

RETTELSE: I den oprindelige version af indlægget, fremgik det fejlagtigt i under- og mellemrubrik, at det er USA, der bestemmer, hvem der er generalsekretær i NATO. Men indlæggets pointe netop er den modsatte. Rettet d. 21.07.2023.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Stoltenberg

Generalsekretær, Nato, fhv. statsminister, Norge
cand.oecon. (Oslo Uni. 1987)

Viktor Orbán

Premierminister, Ungarn
jurist (Eötvös Loránd University 1987)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

0:000:00