Kommentar af 
Jacob Kaarsbo

Biden ville afslutte "the forever wars", men er allerede blevet suget dybere ind

Selv om Joe Biden ikke ville til Mellemøsten, er Mellemøsten nu kommet til Biden. Han vil få svært ved at vikle sig ud af regionens problemstillinger uden et krævende og upopulært engagement, der fortsætter "the forever wars", skriver Jacob Kaarsbo.

Amerikanere demonstrerer mod mordet på journalisten Jamal Khashoggi. Ny rapport placerer ansvaret hos Saudi Arabiens kronprins og medvirker til at besværliggøre Bidens mellemøstpolitik.
Amerikanere demonstrerer mod mordet på journalisten Jamal Khashoggi. Ny rapport placerer ansvaret hos Saudi Arabiens kronprins og medvirker til at besværliggøre Bidens mellemøstpolitik. Foto: Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix
Jacob Kaarsbo
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

På godt 24 timer i løbet af 25. og 26. februar gik USA's præsident, Joe Biden, fra et begrænset engagement i Mellemøsten til at blive suget dybt ind i regionens problemstillinger.

Døgnet viste, at Mellemøsten vil komme til at udfordre Biden og sætte balancen mellem indenrigspolitiske hensyn, værdibaseret udenrigspolitik og benhård realpolitik på en alvorlig prøve.

Natten mellem 25. og 26. februar godkendte Biden det første militære angreb i sin præsidentperiode. Målet var en lejr kontrolleret af irakiske militser nær Abu Kamal på den syriske side af grænsen til Irak.

Blå bog

Jacob Kaarsbo, som er partner i Bischoff Advisory, er forhenværende senioranalytiker og chef i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Knap 24 timer senere offentliggjorde USA en uklassificeret efterretningsrapport om mordet på den saudiske dissident Jamal Khashoggi på det saudiske konsulat i Istanbul i 2018.

Efterretningstjenesterne vurderer, at Saudi-Arabiens kronprins, Muhammed Bin Salman, godkendte operationen mod Khashoggi.

Rapporten konkluderer også, at det er meget usandsynligt, at den type aktiviteter generelt kan gennemføres uden kronprinsens godkendelse.

Intet tyder på, at Biden ønsker, at Mellemøsten skal spille en stor rolle i hans præsidentskab. USA's engagement i den urolige region er upopulært blandt vælgerne, og fra sine otte år som vicepræsident under Barack Obama ved Biden kun alt for godt, hvor svært det er at skabe håndgribelige resultater.

Mellemøsten spillede en begrænset rolle i Bidens udenrigspolitiske valgoplæg. Så sent som 22. februar konkluderede en artikel i magasinet Politico efter samtale med flere centrale kilder i administrationen, at "Biden vil nedprioritere Mellemøsten".

Men selv om Biden ikke ville til Mellemøsten, er Mellemøsten nu kommet til Biden. Det skete efter blot en måned i embedet. Bombningen i Syrien og rapporten om Khashoggi-mordet betyder, at Biden nu ejer efterspillet.

Det store spørgsmål er, om Biden kan vikle sig ud af regionens problemstillinger uden et krævende og kontroversielt engagement?

Biden-administrationen har selv fremhævet angrebet uden for den syriske grænseby Abu Kamal som et proportionelt svar på det nylige raketangreb i Erbil i den kurdiske del af Irak.

En filippinsk kontraktansat hos det amerikanske militær blev dræbt, og en amerikansk soldat såret. USA har lagt vægt på, at målet var udpeget i samarbejde med de irakiske myndigheder.

Biden anførte, at angrebet skulle sende en advarsel til Iran om, at Iran bliver holdt ansvarlig og skal være forsigtig med at støtte shiitiske militser.

Lejren uden for Abu Kamal var kontrolleret af to irakiske, shiitiske militser, herunder den toneangivende Kataib Hezbollah (KH). Tabstallet er ukendt og varierer fra en enkelt til 22 militsmedlemmer. KH afviser at have stået bag raketangrebene mod amerikanske mål i Irak.

Men selv om Biden ikke ville til Mellemøsten, er Mellemøsten nu kommet til Biden. Det skete efter blot en måned i embedet

Jacob Kaarsbo, kommentarskribent

Foruden Erbil har der de seneste uger været angreb mod en base i Balad og mod Den Grønne Zone i Bagdad, hvor blandet andet den amerikanske ambassade har til huse. En hidtil ukendt shiitisk milits har taget ansvaret for angrebet i Erbil.

Siden Saddam Hussein blev fjernet i 2003, har al erfaring fra Irak vist, at jo større de nationale og regionale spændinger er, jo mere intensiveres beskydningen af amerikanske og vestlige mål fra shiitiske militser.

Derfor er det usandsynligt, at luftangreb har en stabiliserende effekt, snarere tværtimod. Efter at USA likviderede den iranske topgeneral, Qasem Soleimani, og KH's daværende leder, Abu Mahdi al-Muhandis, i januar 2020, vedtog Iraks parlament, at alle amerikanske soldater skulle forlade Irak.

Beslutningen er endnu ikke blevet effekturet af regeringen, men de shiitiske militser bruger den til at legitimere angreb. Angrebet i Abu Kamal bekræfter de shiitiske militser i, at USA er fjenden, og at de 2.500 tilbageværende amerikanske soldater i Irak er legitime mål.

KH er en del af de officielle irakiske "Popular Mobilization Forces" (PMF).

Under kampen mod ISIL blev PMF oprettet som er en del af Iraks sikkerhedsstyrker under Indenrigsministeriet. PMF var en nøgle til at fortrænge ISIL fra Irak, og tilstedeværelsen på begge sider af grænsen til Syrien bliver set som beskyttelse mod ISIL.

Da USA nævnte, at målet var udpeget i samarbejde med Iraks myndigheder, bragte det premierminister Mustafa al-Khadimi i en yderst prekær situation.

Han er afhængig af parlamentarisk støtte fra den shiitiske blok i parlamentet for at sidde på posten, og en stor del af den blok sympatiserer i større eller mindre grad med KH. Derfor afviste regeringen prompte at have noget med angrebet at gøre.

{{quote:110806:F}}

Der er ingen tvivl om, at Biden ønsker at fortsætte Trumps målsætning om at afslutte "the forever wars". Angrebet i Abu Kamal bragte præsidenten længere fra den målstreg. Beskydning af baser vil fortsætte, hvilket de ti raketter mod al-Asad Air Base 3. marts var første eksempel på.

Der er ingen tvivl om, at de shiitiske militsers kontrol med det vestlige Irak og østlige Syrien er dybt problematisk, ikke mindst da de forsøger at transportere avancerede iranske våbensystemer over landjorden og ind i Syrien for at kunne ramme Israel.

Det har medført talrige israelske luftangreb. Den ubehagelige sandhed er blot, at konflikt mellem USA og KH i Vestirak kommer ISIL og sunniekstremistiske grupper til gode.

Hvis ikke KH og de shiitiske militser er i området, vil ISIL vokse frem igen. Som det er nu, findes der ikke et bæredygtigt alternativ. Det vil tage adskillige år og en helt anden tilgang i Irak at ændre den ligning.

I forhold til signalerne til Iran er det også usandsynligt, at angrebet i Abu Kamal vil have en positiv effekt.

Iran brugte hændelsen til at afvise den invitation til forhandlinger om atomaftalen, som Frankrig, Tyskland og Storbritannien (E3) stod bag.

Der er en reel risiko for, at angrebet vil tilskynde Iran til at tage yderligere skridt med sit atomprogram for at øge presset på USA og E3.

Iran vil fortsætte med at støtte de shiitiske militser, og Iran vil også fortsætte med at forsøge at sende våbenforsyninger gennem Irak og ind i Syrien. Uanset hvilken rolle Iran måtte have spillet i de nylige raketangreb, er det et faktum, at Iran ikke kontrollerer de irakiske shiitiske militser.

Det er muligt, at Iran har tilskyndet til angrebene, men både KH og andre shiitiske militser har deres egne incitamenter. Angrebet vil ikke betyde, at Iran fremover vil til at være tilbageholdende i Irak.

Hvis hensigten med angrebet var at få Iran til at blive mere medgørlig i atomsagen og begrænse de shiitiske militsers aktivitet i Irak og Mellemøsten generelt, har Biden ikke nærmet sig målstregen.

Iran ønsker at få de økonomiske sanktioner lettet, men ledelsen i Teheran tror ikke på et positivt resultat ved at give ved dørene.

De oplever, at Biden fortsætter Trumps "maximum pressure"-kampagne, og derfor sender de maksimalt pres tilbage. Det vil fortsætte, indtil der viser sig en konkret vej til at få sanktionerne lettet. 

Den offentliggjorte efterretningsrapport placerer entydigt ansvaret for Khashoggi-mordet på kronprins Muhammed Bin Salman, også kaldet MBS.

Rapporten indeholder ikke en rygende pistol, men uklassificerede efterretningsrapporter bliver sjældent klarere af hensyn til kildebeskyttelse. Indtil videre går kronprinsen fri af amerikanske sanktioner, mens 76 saudiere er blevet underlagt visumrestriktioner.

Den offentliggjorte efterretningsrapport placerer entydigt ansvaret for Khashoggi-mordet på kronprins Muhammed Bin Salman

Jacob Kaarsbo, kommentarskribent

Allerede inden rapporten startede Biden-administrationen, hvad den kalder en "rekalibrering af forholdet til Saudi-Arabien". Det omfatter blandet andet, at administrationen ikke omtaler Saudi-Arabien som allieret, men som "sikkerhedspartner", at præsident Biden har afvist direkte kontakt med MBS, og kun vil tale direkte med kong Salman, samt at administrationen tager alle aftaler om våbenhandler, som Trump-administrationen indgik, op til revision.

Salg af våben, der kan bruges offensivt i krigen i Yemen, er allerede embargobelagt. Konsekvenserne af Khashoggi-rapporten vil fortsætte med at vise sig den kommende tid.

Som det ser ud nu, er det ikke sandsynligt, at kong Salman vil ændre tronfølgen. Da kongen udnævnte MBS til kronprins i 2017, ændrede han tronfølgen, hvilket skabte store dønninger internt i kongefamilien. En gentagelse vil skabe yderligere uro.

Når Biden trods høj cigarføring på værdibaseret udenrigspolitik og trusler om at stemple Saudi-Arabien som "paria" under valgkampen, tager foden af gaspedalen, er det ud fra en realistisk vurdering af de omfattende konsekvenser, det ville have at gå videre. Det gælder både Saudi-Arabiens interne stabilitet og situationen i regionen. Værdipolitikken måtte vige for benhård realpolitik.

Læs også

Det betyder dog ikke, at Biden kan sige "tjek" og gå videre.

Han vil være under pres i sit eget parti for at stramme skruen, og internationalt vil der blive rejst sager mod MBS. Den første sag er allerede startet i Tyskland.

Derudover er Biden sig utvivlsomt bevidst, at kong Salman er 85 år gammel og et stykke fra fuld vigør. Beslutningen om at omgå MBS, der er den reelle leder af landet, og om kun at have direkte kontakt til den aldrende konge, holder muligvis kun kortvarigt.

Det er et åbent spørgsmål, hvordan Biden vil videreføre "sikkerhedspartnerskabet", hvis USA skal forholde sig til MBS som konge. Der bliver der i Washington givet også krydset fingre for kong Salmans helbred af realpolitiske årsager. 

Der er næppe tvivl om, at Bidens hold dybest set ser forholdet til Saudi-Arabien som en "alliance fra Helvede", og MBS som en kommende regent, som de helst ville være foruden. USA vil rekalibrere forholdet mest muligt uden at sætte kongehusets overlevelse på spil.

Det skyldes navnlig kampen mod terror og den regionale magtbalance i forhold til Iran. Frygten for, at Kina eller Rusland skulle udfylde et eventuelt vakuum i Saudi-Arabien, er overspillet. Begge udbygger løbende deres relationer til Iran, og i Syrien er Saudi-Arabien og Rusland på modsatte hold.

Saudi-Arabien vil være afhængig af den sikkerhed, som USA giver i mange år fremover. På den måde vil Biden-administrationen have gode kort på hånden for at lægge pres på MBS.

Magasinet Politico skrev den 22. februar, at præsident Biden "er træt af at beskæftige sig med Mellemøsten". Om det holder vand er uvist.

Det er derimod sikkert, at administrationen vil komme til at bruge mange kalorier på dossieret den kommende tid. Det er også sikkert, at flere kortsigtede og symbolske valg som angrebet i Abu Kamal vil medvirke til at forøge byrden på administrationen.

Uden langsigtede strategier vil Mellemøsten fortsætte med at komme til Biden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion