Kommentar af 
Jacob Kaarsbo

Det løber koldt ned ad ryggen på Biden, der skal genrejse USA i en ny verdensorden

Biden vil bringe USA tilbage på den internationale scene, men han har brug for nye alliancer for at undgå en ustabil og multipolær verdensorden. USA's største udfordring er Kina, mens Europa må stå mere på egne ben i den største udfordring siden anden verdenskrig, skriver sikkerhedspolitisk analytiker, Jacob Kaarsbo.

Kina er den største udfordring mod USA's hegemoni, men det vil formentligt ikke ende i en ny kold krig, skriver sikkerhedspolitisk analytiker Jakob Kaarsbo.
Kina er den største udfordring mod USA's hegemoni, men det vil formentligt ikke ende i en ny kold krig, skriver sikkerhedspolitisk analytiker Jakob Kaarsbo.Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
Jacob Kaarsbo
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det fremadstormende Kina udfordrer USA's position som den dominerende magt i Verden. Derfor er Kina den vigtigste internationale prioritet for præsident Biden.

En ny og mere kompleks verdensorden, hvor USA's magt i stigende grad bliver udfordret, har været under udvikling i 10-15 år.

Nu forsøger Biden aktivt at forme en verdensorden, hvor USA bevarer sin plads på toppen gennem en stærkere og bredere alliance. Alligevel er en ny kold krig mod Kina ikke det mest sandsynlige scenarie. Vi sejler dog mod ukendt og usikkert farvand, der også indeholder risiko for militær konflikt. USA vil forvente aktivt engagement af både NATO og EU.

Biden har allerede travlt
Præsident Bidens første uger i Det Ovale Værelse kan bedst beskrives som hæsblæsende. Den i USA galopperende corona-pandemi har sat den nye administration i undtagelsestilstand. Alligevel har Biden og hans hold for øje, at en bred vifte af internationale forhold presser sig på, og fra start har der været masser af kul på udenrigspolitikken.

Allerede i timerne efter sin indsættelse underskrev Biden dekreter, der bragte USA tilbage til Parisaftalen og Verdenssundhedsorganisationen WHO. På dag to kastede han sig ud i et succesfuldt redningsforsøg på de kuldsejlede forhandlinger med Rusland om fem års forlængelse af den centrale atomnedrustningsaftale, New Start Treaty, som havde udløb 5. februar.

På dag tre sendte Biden et hangarskib ind i Det Sydkinesiske Hav som svar på øgede spændinger mellem Kina og Taiwan. Tempoet er ikke faldet siden da. 

Udfordringen fra Kina ligger øverst i bunken
Øverst i Bidens udenrigspolitiske indbakke ligger udfordringen fra Kina. Kina går på tværs af talrige både udenrigs- og indenrigspolitiske emner, og Trump-årene har vist, at det ikke blot er et spørgsmål for den udenrigs- og sikkerhedspolitiske elite i Washington DC.

Tanken om, at Kina kan dominere 6G-teknologi og udviklingen af kunstig intelligens på globalt plan får det til at løbe koldt ned ad ryggen på beslutningstagerne i Washington DC.

Jacob Kaarsbo
Partner, Bischoff Advisory

Der går en lige linje fra Kinas militære pres på Taiwan over udrulning af 5G-netværk til arbejdsløse stålarbejdere i Ohio og prisen på tekopper i Wallmart. USA og Vestens forhold til Kina forener udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik med blandt andet handelspolitik, økonomisk politik, teknologi, klima, nedrustning og covd-19-bekæmpelse i en hidtil uset grad. 

Når Biden straks genindmelder USA i Parisaftalen og WHO samt redder New Start-traktaten med Rusland, skyldes det naturligvis, at klima, covid-19-bekæmpelse og kontrol med atomvåben er centrale prioriteter.

Det skyldes dog også, at amerikansk fravær i internationale organisationer og aftaler har givet Kina mulighed for at udfordre det internationale lederskab, som USA har haft eneret på siden 1990.

Kina har helt sikkert spillet en hovedrolle i Bidens første telefonsamtaler med sine allierede, blandt andet Nato's generalsekretær, Canadas og Storbritanniens premierministre, Tysklands kansler, Frankrigs præsident og EU-kommissionens formand.

Kina er en stormagt med ambitioner om mere
Kina udfordrer USA’s plads i toppen af det internationale hierarki, og en ny verdensorden er under udformning.

Mens Kinas økonomi i år 2000 var cirka en tiendedel af USA's, viser de seneste tal, at Kina vil overhale USA som Verdens største økonomi omkring år 2030. Samtidig spiller Kina med musklerne i sit nærområde, blandt andet i forhold til Hong Kong, Indien, Taiwan og i Det Sydkinesiske Hav.

Kinas militære investeringer går kun en vej, nemlig opad. På globalt plan forsøger Kina at præsentere sin samfundsmodel som et alternativ til de vestlige liberale demokratier. Ved det nylige virtuelle topmøde i World Economic Forum var det en meget selvbevidst præsident Xi, der fremhævede sit eget land som det bedst egnede til at lede verdensøkonomien tilbage på fode efter coronakrisen. I selvforståelsen nærmer Kina sig en status, hvor man vil ses som ligeværdig med USA. Kina er en global stormagt med ambitioner om mere. 

Trump skabte tomrum for stormagter
Over for Kinas vækst står svækkelsen af USA. Begyndelsen til enden på USA's uantastede supermagtstatus startede reelt for 10-15 år siden og accelererede under Trump fra år 2016 til 2020. Accelerationen skyldes især Trumps modstand mod internationale institutioner og aftaler.

Det, Joe Biden reelt siger, er, at USA bliver nødt til at gå nye veje for at undgå en ustabil multipolær verdensorden.

Jacob Kaarsbo
Partner, Bischoff Advisory

Parisaftalen og WHO er blot to ud af talrige eksempler. På det handelspolitiske område opløste Trump handelssamarbejdet i Stillehavet, den såkaldte Trans Pacific Partnership (TTP), og startede en handelskrig mod EU.

Dermed blev USA distanceret fra sine allierede, hvilket sendte dem i armene på Kina. I Asien blev der i år 2020 lavet et nyt handelssamarbejde uden USA, men med Kina, kaldet Regional Comprehensive Economic Partnership, mens EU-landene i december 2020 underskrev en stor investeringsaftale med Kina.

Der er også sikkerhedspolitiske eksempler. Dynamikken har været, at hver gang USA har efterladt et vakuum, er det blevet udfyldt. Ofte af Kina, men også af Rusland og andre stormagter i blandt andet Syrien, Irak og Libyen. 

USA vil danne nye alliancer
Præsident Bidens udenrigspolitiske slogan lyder "America is Back". Biden forestiller sig dog ikke, at uret kan stilles tilbage, til dengang USA var uantastet supermagt.

Et blik på Bidens udenrigspolitiske valgoplæg fra marts 2020, som de seneste uger er blevet gentaget i forskellig form af topfolk i administrationen, viser, at hans nøgle til at føre USA tilbage er at forstærke gamle alliancer og opbygge nye.

Samarbejdet på tværs af Atlanten skal forstærkes, ikke blot i Nato-regi, men også med blandt andet handelspolitisk og teknologisk samarbejde mellem USA og EU. Derudover vil Biden afholde et "Demokratiernes Topmøde" i løbet af år 2021, hvor Nato- og EU-medlemmer samt de allierede i Asien, der blandt flere tæller Australien, Indien, Japan, Sydkorea og Indonesien vil være på gæstelisten.

Hensigten er at danne en alliance, der kan modstå presset fra Kina. USA står selv for knapt 25 procent af verdens samlede BNP, mens en "Demokratiernes Alliance" vil stå for knap 60 procent.

Ifølge Bidens nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, er det ren matematik: Med 60 procent af globalt BNP vil en alliance have langt bedre forudsætninger for at lægge pres på Kina, end hvis USA og EU står hver for sig med cirka 25 procent og de øvrige med cirka 10 procent.

Det, Joe Biden reelt siger, er, at USA bliver nødt til at gå nye veje for at undgå en ustabil multipolær verdensorden, og undgå at en autoritær et-parti stat (Kina) fortsætter med at øge sin globale magt på demokratiernes bekostning.

Alliancen skal både være i stand til at gå op mod Kina handelspolitisk, teknologisk og sikkerhedspolitisk, og på samme tid skal den kunne samarbejde med Kina inden for eksempelvis klima, epidemibekæmpelse og nedrustning. På det teknologiske område får tanken om, at Kina kan dominere 6G-teknologi og udviklingen af kunstig intelligens på globalt plan får det til at løbe koldt ned ad ryggen på beslutningstagerne i Washington DC.

Oprustning, cyberspace-krig og hård konkurrence
Betyder det så en ny Kold Krig mod Kina? De kommende år vil være præget af modstridende interesser og hård konkurrence. Der vil være spørgsmål, hvor USA, og sandsynligvis de øvrige demokratier, vil stå stejlt over for Kina, men det er sandsynligt, at det samlede scenarie vil blive anderledes end under Den Kolde Krig.

Et nyt Jerntæppe er urealistisk grundet den høje gensidige afhængighed mellem Kina og demokratierne. Dertil er Kina et mere åbent samfund, end Østblokken var. Både USA og Kina har desuden indset, at globale spørgsmål som klima, epidemibekæmpelse og ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben kræver fælles løsninger.

Vi vil sandsynligvis se, at begge sider forsøger at mindske den økonomiske afhængighed ved at diversificere forsyningslinjer. Men en egentlig afvikling af de økonomiske bånd er usandsynlig. USA vil, hvis det lykkedes at danne "Demokratiernes Alliance", forsøge at presse Kina på områder, der vedrører handel og teknologi, inklusiv rettigheder, miljø og klima, statsstøtte og gennemsigtighed.

På det forsvarspolitiske og militære område er det sandsynligt, at vi vil se elementer, der også kendetegnede Den Kolde Krig. Militært har Kina oprustet markant de seneste ti år. Det gælder navnlig i forhold til at sikre sig overhånd i tilfælde af krig om Taiwan eller i Det Sydkinesiske Hav, hvor Kinas territorialkrav går helt op til Philippinernes, Indonesiens, Vietnams og Bruneis kyststrækninger.

Den danske Arktis-aftale, der styrker den militære indsats i Arktis til en værdi af 1,5 milliarder kroner, er en forsmag på, hvad Danmark og de europæiske lande har i vente.

Jacob Kaarsbo
Partner, Bischoff Advisory

Sommerens sammenstød med indiske tropper i Himalaya og tiltagende kinesisk pres på de af Japan kontrollerede Senkaku-øer skal også ses i det lys. Overfor dette vil USA's allierede i Østasien blive styrket militært, så de har en troværdig afskrækkelseskapacitet.

Oprustning på begge sider er derfor meget sandsynlig. I cyberspace er det sandsynligt, vi vil se begge parter anvende våben mod hinanden. Våbnene er billige og risikoen for internationale repressalier lav. Cyber-området er derfor en form for avanceret stedfortræderkrig.

Det mest sandsynlige scenarie er derfor hård global konkurrence, der dog involverer væsentligt større samarbejde mellem de to parter, end det var tilfældet under Den Kolde Krig.

Der vil sandsynligvis også være militære elementer, der minder om et Kold Krigsscenarie. Der er desuden reel risiko for militær konflikt de kommende år, ikke mindst i forhold til Taiwan. Sker det, vil det have alvorlige konsekvenser for blandt andet de handelsmæssige forbindelser.

Læs også
 

Europa står i den største udfordring siden 2. verdenskrig.
De kommende års udenrigspolitiske udfordringer for Europa vil reelt være de største siden årene efter 2. Verdenskrig. Ikke siden da har de europæiske lande aktivt skulle forholde sig til udformningen af en ny verdensorden.

Det er ikke sandsynligt, at de direkte sikkerhedspolitiske og militære dimensioner i forhold til Kina vil være centrale for de europæiske lande i hvert fald de første år. USA vil dog allokere væsentligt flere militære ressourcer til Østasien, og dermed vil presset for, at Europa selv i højere grad kan håndtere Rusland, Mellemøsten og Nordafrika stige.

Der kommer derfor en sikkerhedspolitisk regning til Europa. Den danske Arktis-aftale, der styrker den militære indsats i Arktis til en værdi af 1,5 milliarder kroner, er en forsmag på, hvad Danmark og de europæiske lande har i vente.

Udviklingen vil være afhængig af mange faktorer. Det er blandt andet helt centralt, hvordan Biden-administrationen og navnlig de europæiske lande kan finde hinanden både sikkerheds- og handelspolitisk de næste par år.

Det spiller ind, at europæerne efter fire år med Trump vil tænke på, hvordan de sikrer sig, hvis en "trumpist" vender tilbage til Det Hvide Hus om fire eller otte år. Kommisionsformand von der Leyen har allerede kort efter valget af Biden på vegne af EU spillet ud med en relancering af Det Transatlantiske Partnerskab.

Men det vil være et partnerskab, hvor Europa vil indbygge sikkerhedsventiler. På USA’s side er Biden under alvorligt indenrigspolitisk pres. Han skal vise, at den aktive udenrigspolitik giver resultater til middelklassen og "de arbejdsløse stålarbejdere i Ohio". 

Uagtet den gode politiske vilje vil begge parter have et begrænset politisk manøvrerum. Muligvis er det lige præcis det fremadstormende Kina, der med års forsinkelse skaber det pres, der tager forholdet og aftalerne mellem USA og Europa ikke blot tilbage, men tilbage til fremtiden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

Jacob Kaarsbo

Senioranalytiker, Tænketanken Europa, fhv. chefanalytiker, Forsvarets Efterretningstjeneste
cand.scient.pol. (Aarhus Uni.)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

0:000:00