DIIS-forsker: Ukraine redder Nato, men Nato redder ikke Ukraine

Natos revitalisering, der er skabt af Ukrainekrisen, hjælper ikke Ukraine. For selvom EU-lande og Natolande i givet fald vil indføre sanktioner mod Rusland, kommer de ikke til at yde militær bistand, skriver DIIS-forsker Hans Mouritzen.

Placeholder image
Ydre trusler fremmer indre sammenhold. I hvert fald som udgangspunkt. Det gælder også en alliance som Nato, skriver Hans Mouritzen. Foto: Gleb Garanich/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ukraine redder Nato, men Nato redder ikke Ukraine. Ydre trusler fremmer indre sammenhold. I hvert fald som udgangspunkt.

Det gælder også en alliance som Nato, og det har Nato i den grad brug for i forhold til forvitringssymptomerne efter Den Kolde Krig.

Med nedsmeltningen af Sovjetunionen var den traditionelle modpart væk, og de mulige fjender uden for Europa kunne der sjældent opnås enighed om at tackle. De "villiges koalitioner" kom i stedet til at være det fremherskende for eksempel Irakinterventionen.

Krisen handler om mere end Ukraine.

Hans Mouritzen, seniorforsker, DIIS

Dernæst mødtes USA af den kinesiske udfordring, som imidlertid ligger langt uden for Atlantpagtens og dermed Natos geografiske område.

Desuden er Kina ikke nogen traditionel militær udfordring til Europa. Tidligere præsident Barack Obamas "pivot to Asia", som hans efterfølgere siden også har fulgt, har skubbet Nato i baggrunden.

Tidligere præsident Donald Trumps embedsperiode satte ovenikøbet et spørgsmålstegn ved troværdigheden af Atlantpagtens artikel fem (musketérparagraffen). Så da Joe Biden blev valgt til præsident, åndede man lettet op i Natos hovedkvarter i Bruxelles.

De pålidelige ruslandshøge
Men det sidste halve år har budt på nye prøvelser. Débaclet i Afghanistan i august vidnede om manglende atlantisk konsultation, trods de smukke løfter om at Biden-administrationen ville tage sine allierede alvorligt.

Kort efter kom Aukus-krisen. Australien brød en kontrakt med Frankrig om en levering af ubåde til forsvar mod eller som inddæmning af Kina. I stedet fik USA leverancen. Aukus (Australien, Storbritannien og USA) blev lanceret som den relevante alliance til inddæmningen af Kina. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og regering blev rasende. Ikke kun på grund af det kommercielle tab, men også, fordi Frankrig underforstået blev betragtet som mere eller mindre irrelevant i forhold til Stillehavet.

Ruslands mere eller mindre kontroversielle forehavender i Putins år ved magten har ikke kunnet skabe en enig front blandt de europæiske Nato-lande. Det var trods alt Georgien, der i 2008 havde startet krigen mod Rusland ved at bombardere Tskhinvali (det er forskningsmæssigt dokumenteret).

Ukraine bliver næppe nogensinde medlem af Nato, allerede fordi alliancen ikke optager lande med uløste grænsekonflikter.

Hans Mouritzen, seniorforsker, DIIS

Annekteringen af russiske Krim i 2014 og den slet skjulte støtte til de russiske oprørere i Østukraine var alvorligere, men trods sanktioner har det heller ikke kunnet skabe en ublandet og helhjertet reaktion.

Jo, der har hele tiden været de pålidelige ruslandshøge i form af Polen og de baltiske lande. Også Storbritannien, Sverige (dog kun partnerland), Rumænien og periodevis Danmark har tilhørt de skarpe Ruslandskritikere. Men sydeuropæerne har i stedet haft trusselskikkerten rettet mod syd, og Tyskland har haft sine historiske "lig i lasten" i forhold til Rusland, ligesom man har skullet skabe enighed i EU-kredsen. Frankrig har ofte haft sin egen agenda.

Sanktioner og våben 
Ruslands nuværende trusselsdiplomati, bakket op af store troppebevægelser nær grænsen til Ukraine (og en overgang seks landgangsfartøjer i Østersøen), er imidlertid en helt anden sag.

Europa, Natos hjemmebane, er igen blevet verdens brændpunkt. Der har ved forhandlingerne i de sidste par uger tilsyneladende været en enig natofront, fordi krisen handler om mere end Ukraine.

Selve princippet om landes ret til selv at bestemme sin sikkerhedspolitiske kurs er en del af rationalet for hele udvidelsesprocessen efter Den Kolde Krig og nyder unison opbakning blandt regeringerne. I hvert fald så længe det er et abstrakt princip. For Ukraine bliver næppe nogensinde medlem af Nato, allerede fordi alliancen – et andet princip – ikke optager lande med uløste grænsekonflikter. Nato importerer ikke ballade.

Læs også

EU-lande og Natolande vil i givet fald indføre sanktioner mod Rusland, men bortset fra begrænsede våbenleverancer fra USA og Storbritannien kommer de ikke til at yde militær bistand til Ukraine i den nuværende krise. Så Natos revitalisering, der er skabt af Ukrainekrisen, hjælper ikke Ukraine.

Den bedste hjælp – som regeringen i Kiev ikke nødvendigvis vil bryde sig om – vil være et bidrag til at få genstartet Minskprocessen i retning af et formaliseret selvstyre for de østukrainske områder. Der må lægges pres på alle parter også inklusive regeringen i Kiev. Det er dog mere end tvivlsomt, om den vestlige enighed kan udstrækkes til det.


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser