Forsker: Forsvarets patruljeskibsprojekt rejser tre grundlæggende spørgsmål

Patruljeskibsprojektet bliver i den forbindelse ofte fremhævet som et innovativt nybrud for militære materielanskaffelser. Som noget nyt er det nemlig ikke Forsvaret men konsortiet Danske Patruljeskibe, bestående af virksomhederne OMT, Terma og PensionDanmark, der skal skaffe de leverandører og løsninger, der både kan styrke dansk økonomi og sikkerhed.

Håbet er samtidig, at de normalt træge og bureaukratiske anskaffelsesprocesser bliver mere agile ved, at Forsvaret på den måde "låner" industriens innovationskraft i et "fleksibelt" og "strategisk" samarbejde.

Partnerskabet bør give anledning til kritiske overvejelser om industriens udvidede rolle i udformningen af fremtidens Forsvar.

Daniel Møller Ølgaard
Adjunkt, Forsvarsakademiet

Men partnerskabet bør også give anledning til kritiske overvejelser om industriens udvidede rolle i udformningen af fremtidens Forsvar. For eksempel styrker prioriteringen af danske leverandører ikke nødvendigvis dansk sikkerhed.

Virksomheder har som bekendt også en bundlinje at tage hensyn til. Så hvad nu hvis et produkt fra en udenlandsk virksomhed objektivt set bedre opfylder Søværnets ønsker, end det danske forsvarsvirksomheder kan levere? Eller hvad hvis en dansk forsvarsvirksomhed har noget brugbart på hylderne, men Søværnet var bedre tjent med en specialdesignet løsning med højere udviklingsomkostninger og lavere profit?

Spørgsmålet er, i hvor høj grad konsortiet kan forene industriens og politikernes interesser med Søværnets militære behov – og hvem der bliver tilgodeset, hvis de ikke kan.

Dét problem kan Forsvaret nemlig ikke "innovere" sig ud af. Der er derfor også brug for, at politikerne sætter nogle klare rammer, som Forsvaret og industrien kan operere indenfor.

Spørgsmål 2: Hvis modularitet er løsningen, hvad er så problemet?

Et ord, der går igen, når snakken falder på de nye patruljeskibe, er modularitet. Modulært skibsdesign bruges til at beskrive de mekanismer, hvorved et skib hurtigt kan omstilles til forskellige opgaver og operationsmiljøer. Skibene bygges derfor som en platform med udskiftelige moduler – ofte i form af containere med specialiseret materiel.

Ifølge Forsvaret er et modulært skibsdesign en nødvendighed. Dels fordi de nye patruljeskibe skal løse en bred vifte af opgaver, såsom farvandspatruljering og miljøbeskyttelse, der i dag bliver varetaget af forskellige skibe. Og dels fordi vi lever i en tid med stigende global usikkerhed, hvor det derfor er svært at spå om Søværnets fremtidige opgaver.

Interessen i modulær fleksibilitet som en pragmatisk universalløsning er på ingen måde ny. Forsvaret har nemlig med stor succes benyttet sig af modulære skibskonstruktioner siden 1980'erne.

I stedet for at stirre sig blind på gammeldags platformstænkning og containere, skulle projektet måske i stedet have startet med en mere grundig analyse.

Daniel Møller Ølgaard
Adjunkt, Forsvarsakademiet

Men risikoen er samtidig, at Søværnet, i manglen på en strategisk retning for fremtiden, ender med et skib, der bedst kan betegnes som en sømilitær schweizerkniv. Sådan en kan sikkert bruges til mange ting, men har næppe den skarphed, som kendetegner et mere specialiseret skib.

Og hvad med de former for modularitet, der ikke tales så meget om? I dag bruges modularitet også ofte til at beskrive evnen til at integrere og "interface" digitale enheder og data med hinanden i fleksible netværk. Og det er der muligheder i.

Forsvarschefen har derfor også for nyligt udtalt, at han vil have "servere før fly og kampvogne". Det kan derfor også undre, at digital-modularitet fylder så lidt i visionen for de nye patruljeskibe.

I stedet for at stirre sig blind på gammeldags platformstænkning og containere, skulle patruljeskibsprojektet måske i stedet have startet med en mere grundig analyse, både af fremtidens sikkerhedsudfordringer og dens digitale muligheder.

Det kunne jo være, at det herigennem viste sig at være både billigere og bedre at bygge flere mere specialiserede skibe? Hvem ved. Jeg håber hvertfald, at Forsvaret stiller sig selv spørgsmålet.

Spørgsmål 3: Hvilke problemer kan løses med AI, og hvilke kan ikke?

Det bringer mig til det sidste nedslagspunkt: nemlig AI, som potentielt kan øge præcisionen og hastigheden, hvormed patruljeskibene bekæmper trusler og samtidig være med til at automatisere processer og løse opgaver, der normalt varetages af militært personel.

Men den stigende militære interesse i og anvendelse af AI rejser også nye spørgsmål: For hvilke opgaver kan med fordel varetages af computere, og hvilke kræver menneskelig dømmekraft og kreativitet? Og hvilke sårbarheder og risici skal man være opmærksom på?

For at AI skal være et værdifuldt redskab, kræver det først og fremmest, at Forsvaret kan indsamle, dele og analysere data på tværs af enheder og værn.

Et patruljeskib fyldt med AI-teknologi er kun noget værd, såfremt den digitale udvikling i resten af Forsvaret følger med.

Daniel Møller Ølgaard
Adjunkt, Forsvarsakademiet

Et patruljeskib fyldt med AI-teknologi er derfor kun noget værd, såfremt den digitale udvikling i resten af Forsvaret følger med. Og det er en stor udfordring for en organisation, der stadig befinder sig i den tidlige fase af en digitaliseringsproces.

Derudover er det også yderst tvivlsomt, hvorvidt AI-teknologi overhovedet kan erstatte menneskelig arbejdskraft på de nye patruljeskibe.

Tidlige erfaringer med brugen af AI – blandet andet på slagmarken i Ukraine – peger på, at selvom AI kan automatisere visse processer og beslutninger, så skaber teknologien samtidig behov for andre former for personel, der kan facilitere og understøtte disse processer.

Og selv hvis det viser sig, at mandskabet kan reduceres ved hjælp af AI, må man spørge sig selv: Er Danmarks maritime sikkerhed virkelig noget, vi bør placere i hænderne på en kunstig intelligens?

Det er tydeligt, at der er brug for en grundlæggende diskussion om, hvad man kan og bør bruge AI til i Forsvaret.

En sådan diskussion er allerede i gang blandt både forskere og vores allierede i Nato. Det bør Forsvaret drage nytte af for at sikre, at nye teknologiske udviklingsprocesser og partnerskaber med industrien bliver både etiske, innovative og værdifulde.